Mandagsrollespil: May 2008

Arbejdet gik hurtigt i gang med at sikre Parwannaernes villa efter Nehans slæng var blevet fordrevet. En sikkerhedsminister ved navn Vargas blev ansat fra Akademiet som noget af det første, da vi måtte sikre os mest muligt. Til at udbedre diverse skader i villaen fik Weldor hyret ingeniørtropper fra den Hvide Elefant under ledelse af en mand ved navn Kallis, så vores penge fik hurtigt ben at gå på. Især var det ritualet omkring genantændelsen af arneilden der drænede kassen. Dette skyldes, at det var påkrævet med ofring af korn, og med den tiltagende hungersnød i byen koster selv de mest basale fødevarer dyrt. Jeg var dog heller ikke selv helt billig i drift, da mine alvorlige sår krævede den bedste lægeassistance, det fik jeg skam, og med en helt usædvanlig salve begyndte jeg hurtigt at mærke forbedringer. Men der er dog stadig lang vej. I frustration over ikke at kunne bidrage med noget begynder jeg igen at eksperimentere med min sorte hånd, og efter klatreturen på villaens væg er jeg sikker på, at der ligger stor styrke i den. Dette udforsker jeg sammen med Aromir. Aromir har i øvrigt været lidt pirrelig efter en af tjenestepigerne har bragt to fugle til villaen, i hendes egne ord 'for at glæde fruen'. Men med alt det vi indtil nu har set forstår jeg går den såkaldte kaptajns bekymring. Senere for vi dog sikkerhed om, at fuglene faktisk er glimrende til at advare os mod ubudne gæster.
En af disse gæster dukker op en aften hvor det just kun er Aromir og mig, der er i villaen. Det viser sig hurtigt, at det er Mehemuka, en af Harbonas mænd. Nu er tiden kommet til, at vi skal til at arbejde for vores nye herre. Harbonas opgave går ud på at anholde Udumbara, den avidharsiske illuminarsi. Om han er død eller levende er ikke så vigtigt, til gengæld skal hans dyreånder fanges levende. Gennem kilder i Blomsternes Gade har Harbona fundet ud af, at sydlændingen bor på 'Karpernes Hus'. Efter Weldors sidste mission i gaden, hvor et større hus blev udslettet, er det nu bydende at træde med forsigtige skridt. Harbonas mand meddelte osse utvetydigt, at de ville udlevere Yasparis til gengæld for Udumbara (eller dyrene.
Efter lidt hastig overvågning af stedet kunne det bekræftes at Udumbara var på stedet, og det var på tide at lægge snedige planer. Mit handicap kunne måske hjælpe os til at smugle våben ind på stedet, der utvivlsomt var godt bevogtet. Ikke blot af soldater, men også af en enorm, ældgammel karpe, der skulle leve på bundens af husets bassin. En husånd. Det var fristende at prøve at kontakte denne ånd, da den måtte føle sig truet eller krænket af Udumbaras ånder. Men hvordan vidste vi ikke.
Yasparis vævede blændværker omkring min krykke, således at Kalvarthas sværd kunne fastgøres til den og smugles uset ind. Planen var, at jeg først gik ind, siden fulgte Weldor og Aromir sammen, og til sidst fulgte Elias.
Jeg blev modtaget af husets frue Neavara, og senere kom jeg til at mærke på min egen krop hvor kyndig hun er ud i den skjulte døds kunst. Jeg burde nok også hav været mere .. vedholdende mod at lade dem røre ved krykken. I hvertfald fandt de hurtigt ud af, at krykken skjulte noget. Derefter var jeg under skarp obesevering af fruen selv. Og da jeg under badet prøvede at tale rent ud af posen om vores ærinde indså jeg for sent, at det heller ikke var den bedste strategi. At smugle våben ind i et hus i blomsternes Gade, og derefter antyde at vi planlagde en bortførelse var ikke noget der vækkede deres velvilje.
Jeg blev vist bort fra stedet. Heldigvis var Elias senere i stand til at overbevise Neavara om, at han mere eller mindre var den retmæssige ejer af sværdet. Eller også truede han med at Soriannas sønner ville brænde stedet ned til grunden, hvis han ikke fik udleveret det. Fleksibilitet er ikke just det der kendetegner Sritierne.