Dæmonbjørnen vender tilbage

'Oppe i isen, langt mod nord, der siges at sove de gamle væsner som denne dæmonbjørn. Og folk som Kalkas den Hvide, der hverken frygter mænd eller guder, de vover at vække og trælbinde disse væsner' Udelvik kunne næsten mærke ismarkens kulde mens han labbede oldsirens ord i sig. Det var noget andet end mester Ouvaris fortællinger.
Men så vende de barske realiteter tilbage til ham. Den lille hytte var fyldt med lugten af sved, angstens sved. Den blandede sig med den skarpe lugt af det brændbare pulver oldsiren havde Udelvik havde blandet under oldsirens kyndige blik. Bunker af kvas lå langs med væggene. Under hanebjælken hang den tilspidsede pæl og gyngede svagt mens Dardo gik sin fælde efter en sidste gang. Roja havde allerede lagt sig på briksen tættest mod vinduet. Hver en muskel i hans krop var spændt til det yderste, og på en måde beroligede det Udelvik en anelse. Han havde set krigersønnen i kamp to gange: mod ulven, og mod dæmonbjørnen. Og begge gange havde han været selvsikker og handlekraftig. Og stærk som bare pokker. Largu havde sværere ved at falde til ro. Han blev ved med at mumle ord Udelvik ikke kunne tyde, og gjorde nervøse fagter i luften.
Nu sad Sosan et sted ude i mørkede og afventede dæmonbjørnens ankomst.
Fælden var parat til at klappe, og de var lokkemaden. Udelvik pillede nervøst ved det træspyd Roja havde udstyret ham med. Nu var der bare at håbe på, at fælden ikke var så dyb, at de ikke selv kunne slippe ud af den!

Højmosen nær Soribasa