Ulvene tuder i de høje bejerge

Udelvik forsøger at puste lidt varme i sine frosne fingre mens han betragter landskabet fra kanten af bjergvejen. De jerngrå skyer, der kommer tungt rullende ned fra de vestlige tinder har sendt en kold, isnende i forvejen, som en budbringer om de anstrengelser, der er på vej.

Nervøsiteten er tydelig, som en fæl dunst, blandt medlemmerne i karavanen. Alle havde håbet at nå op over passet inden det første snefald. Det hele bliver heller ikke bedre af at Largu næsten danser rundt som en gal profet og skingrer hæst om ulve og blod og knogler. Hvis bare Roja ville komme ordentligt til hægterne igen. Trods al sin galskab og vrede er der dog noget gammelkendt, næsten trygt ved ham.

Eden har dog givet Udelvik lidt ro tilbage, en føelelse af, at den kurs de følger er rigtig, at deres rejse har et mål og at de kan finde det sammen, at de faktisk kan overleve det, hvis de blot husker hvad de svor sammen over bålet.

Udelvik sætter sig ned ved et af bålene og tilspørger nogle af soldaterne til deres sår og lidelser. Der er ikke meget han kan gøre, hvis først frostbiddene får tag i fingre og tæer, så han gransker dem omhyggeligt. Overfor har Largu placeret sig og begynder endnu engang med lysende øjne at fortælle historier om varsler og jærtegn.

"Largu, klap nu i!" vrisser Udelvik. "Se hellere til Roja."

Inden Udelvik når at sige mere lyder der råb og skrig nede fra de bagerste vogne. Da Udelvik når frem ser han Darlo og Roja og et par af soldaterne stå bøjet over en skikkelse, en af spejderne ser Udelvik. Luften over ham damper fra det varme blod, der står ud fra flere dybe flænger i hans bryst og lår. "Det var en ulv," hvisker han halvkvalt, igen og igen. "Ulvene, ulvene!"

Som i en døs får Udelvik beordret manden båret hen til et af de små telte. Mens Roja koger vand finder han knive og pincetter frem. Jægeren skriger fortsat om ulve, der er blod over det hele, det må være den store arterie, der er revet over. Udelvik binder en hastig åreknude, vasker blodet væk og prøver at finde åren, men mere blod vælder frem. Jægeren raller, spasmer sender rystelser gennem hans krop da han går i chok. Langt væk fornemmer Udelvik at Roja og Darlo råbe noget til ham, men han hører intet, for langsomt går det op for ham, at jægeren ikke kan reddes. Det er for sent. Bjergene og ulvene har krævet deres første offer, og det første Udelvik ser da han udmattet træder ud af teltet er Largu, hvis ansigt er fortrukket i en sær grimasse, næsten som et veltilfreds smil over at hans profeti er ved at gå i opfyldelse.

De 5 eder

De 5 Eder:

Efter at have talt med Mervar og diskuteret gruppens præstation i kontroversen med Fimbe og hans "nye" venner sendt af Paponias sad alle 5 samlet og talte.

Mervar havde spurgt gruppen om deres værdier og om hvordan de ville håndtere ubegrænset magt, et spørgsmål som kom bag på alle. Først startede de alle 5 med at forklarer at det ingen interesse havde i magt og Roja fik endda sagt at han bare ville hjem til sin hjemby, men spørgsmålets virkelige hensigt var om vi mon kunne være en gruppe af personer som ville kunne repræsentere de forskellige grupper i befolkning: De lærte, krigerne, købmændene, håndværkerne og ikke mindst de udskudte samtidig med at vi ikke ville lade os frist af magten bag døren i dybet.

Mervars spørgsmål var for at vurdere om gruppen mon havde fortjent en perle hver udvundet af vand ovnen.

Midt i samtalen hvor alle kommer med meninger om hvordan Mervars tale skal fortolkes tager Darlo sin kniv op af skeden hvorefter han lader den skarpe æg glide henover sin håndflade for at lade blodet flyde, dette bliver gjort med ordene "... aldrig vil jeg lade den næste pil falde ubesindigt, mine gerninger vil jeg udfører til folkets bedste, dette sværge jeg ved mit navn og liv"

dråberne af blod rammer jorden tungt og der bliver stille i gruppen, blod dryppet igen på jorden, men denne gang fra Udelvik som følger op med en bestem stemme"... aldrig vil jeg føle mig bedre end den næste"

Ergan og Roja tager sig også hurtigt til deres våben samt lader deres stemmer runge hellige eder på deres forfædres ve og vel mens blodet flyder.

Ergan: " ... at hver og en her repræsentere en af menneskeheden og at han vil se til at deres stemme vil blive hørt"

Roja: "Jeg vil gøre hvad der er i min magt for at handle sandt og rigtigt og til hvad der er til kystens bedste"

Herefter kigger Roja, Ergan, Udelvik og Darlo på Largo ... Largo tager et dybt åndedrag med en betydningsfuld mine og siger højt med stolthed i stemmen: "Jeg, Largo vil gøre alt hvad der er muligt for at gøre min mor og far stolte samt at ære dem"

Alles blod lå på jorden, ingen havde opdaget det, men blodet fra hver og en havde fundet sammen gennem små forløb på jorden .... timen mellem ild og vand er så sandelig kraftig, de 5 personer er bundet sammen af en langt kraftigere ed end de kunne forstille sig.

, Jacob Wolff-Petersen

SteelSeries

Blod, gift og galde

Vi forlod Merwar den Blindes tårn med 6 perler af vand. Vi slog følgeskab med en gruppe af ungersvende, der ville lade sig mønstre hos krigerfamilien Sorus, der støtter den gyldne konge. De kunne fortælle om en mand der rejser i ulveham og som kan springe over en fors på 10 meters brede,

Vi tog ind på den store kro og spurgte til om Egys havde hentet de våben og ting vi sendte derned. Det havde han og der lå en besked til os. Hvis vi ønskede det kunne vi mødes med ham ved solnedgang ved det ødelagte tårn. Også Erold havde efterladt en besked om hvor han boede.

Vi fandt endelig Erold ved den gamle oldersiger og apotekers hus. Her lagde vi planer om den videre rejse og om hvordan vi skulle kringle retssagen. Samtidig fik vi beskrevet de mænd som Gubta havde hyret, for dem havde Erold set og bemærket. En var læge og giftblander, en var en Købmandsvagt, altså en eller anden form for soldat og den sidste var heksesøn og hamskifter, altså Egys.

Vi lægger en sum tilsvarende en mandsbod og stiller en stedfortræder.

Vi gør klar til at rejse med tvillingerne over passet.

Vi købte ind til at kunne klare os mod Vapinagubta og hans tre følgesvende,

Vi aftalte med Erold at han skulle hold et vågent øje med kroen hvor vi boede, i tilfælde af at Gubta ville slå til i nat.

Så tog vi efter lang tids debat op til tårnet for at stole på og mødes med Egys.

Han var os venlig stemt men kunne kun tale kort da hans herres magt skiftede og var ved at fornys. Han er en slave ag Gubta, men vil gerne bryde båndet. Vi efterlod en perle af smeltet menneske essens og håbede at han med dens kraft kunne bryde fri.

Vi tog ned til stranden hvor konkurrencerne og indlemmelsen i Kryssos Gyldne hær foregik i lyset fra fakler og bål. Da Roja genkendte et par veteraner han havde trænet mod i Kryssos gård, valget vi at trække os ud i mørket og ligeså stille glide hjemad. Men her mødte vi en fatal fremmed. Han virkede fuld og ussel og prøvede at lokke os med i hans båd for at vise os Kryssos lejer ude på øen ud for byen. Han famlede ved både Rojas arm og Erkans hænder. Darlo trak sig klogt væk og undgik mandens berøring. Idet Erkan faldt om og Rojas arm begyndte at brænde, hoppede manden i båden og stak af.

Largu løb i forvejen op mod Opeksham Oldersigeren og hans lærling, for der var ingen tvivl om at vi var blevet forgiftet.

En hæsselig tur igennem byen begyndte. Erkan kunne knap selv gå for smerte og åndedrætsbesvær. Roja prøvede at bevare fatningen og virke upåvirket for ikke at tiltrække opmærksomhed, alt imens Udelvik behandlede på de to gående og vaklende stakler. Modgiften syntes ikke at virke og nu kunne vi høre skrig længere op af gaden: Den vej Largu var løbet. Erkan sank sammen og Roja kom i tanke om modgiftens transportstof; nemlig alkohol. Så han bundede en øl vi havde købt og vaklede videre.

Da vi nåede Opekshams hus stod fjenden der allerede, Largu og Erold stod i en gyde med den døde Købmandsvagt for fødderne. Largus ene side af ansigtet blodigt. Konfrontationen var uundgåelig og hverken Roja eller Erkan kunne stå på benene. Det var op til Darlo at klare det hele. Men så trådte den gamle Opeksham ud af sit hus sammen med sin lærling. Det fik de tre kæltringe til at fortrække.

Vi fik en kort stund at sunde os i, mens lærlingen tilså os på værelset. Erkan var så medtaget at han snakkede i vildelse. Hans ene øje var fyldt af blod, lungen blev drænet med et kobberrør hvor blodet løb fra i stride strømme. Hans arm og kind var spætte af blodfyldte blæner og hans arm var ætset på kryds og tværs, huden boblet op som flæskesvær. Roja virkede en smule bedre, men var efter hans egen diagnose også på dødens rand. Lærlingen mente dog ikke der var brug for behandling.

Vi gjorde klar til en blanding af flugt og kamp til det sidste. I panik valgte vi at give Largu en af ildperlerne o håb om at det ville kunne opfylde hans udtærede reserver og måske give ham et syn, der kunne være vores redning Han sene øre var gået tabt i kampen mod Løbmandskrigeren og han led skrækkeligt af smerter. Han sank perlen og fantasien løb løbsk. Vi vendte os i stedet til Darlo med en perle, da det bankede på døren. Kromanden havde forberedt en bakke med the.

Roja trak en flaske med Oksegalde frem. Den var købt i apoteket og skulle kunne frembringe et vandvittigt raseri i ham: Vanviddet syntes ikke langt borte da han bundede flasken og hvæssede:”Jeg skal fandme ikke være nogens nikkedukke i dag.” Udelvik gav ham en mavepumper og Roja skulle lige til at slå igen, da han sank det sidste galde og blev flået ud af sin fornuft. Det sidste han skreg var: ”Bliv bag mig!” inden han styrtede ud af døren. Døren gik op, theen væltede og en tyk sort røg væltede op af kander og krus. For enden af gården stod Gubta og Roja stormede på ham. Spyd fløj ham om ørene, men han ænsede ikke at Erold og Egys allerede kæmpede på tagene og i gården. Folk åbnede dørene og kiggede ud på larmen, men blev smadret hvis de stod i vejen for Roja. Da han nåede Gubta faldt øksen en gang og Gubta rejste sig ikke igen.

Det er svært at sige præcist hvad der skete her efter. Gården var et virvar af skrig og råb og folk, der flygtede. Erkan skreg fra døråbningen at han ville have en Ildperle. En trykbølge af kraft fra Udelvik og Largu splintrede Gubtas krop helt og tog samtidig Darlos benbue med sig i købet. Nogle uskyldige lå døde, såret eller døende på gårdspladsen, men om det var Gubtas folk, Roja eller den samlede splintrende kraft fra Largu og Udelvik, der var skyld i det, var ikke til at afgøre. Gubta var overvundet; Egys var sat fri og vi var stadig i live. Nu var flugt den eneste mulighed. Vi hankede op i Erkan og fulgte omtågede af sted efter Erold og hans bjæffende hund.

Darlo blev ved med at sige noget om at han havde set en sort skikkelse i Gubtas krop og at han ikke var død. Erkan jamrede sig over hver en lille rystelse og man kunne høre råb og løbende fødder fra krigerfamilierne, der var på vej...og så vendte Roja det hvide ud af øjnene og faldt om.