To døde, to perler tilbage og under skjul i en fjendtlig. Kroppen maltrakteret som var Roja blevet trukket efter en hest igennem en mark af glasskår. Det hvide søuhyre tog næsten livet af ham. En ting står lysende klart: Marol kom tilbage og redde Roja. Det vil blive husket.
Vi drog ud fra Solaveg den nat efter overfaldet for at får ram på Kalkas og hævne Zozans død. Fra at være en lille bande unge knægte, der ikke vidste hvad de gjorde er vi nu hærdede krigere og veteraner i en umådelig ung alder. Vi har alle taget liv. Nogle vi angre og andre var blot en nødvendighed. Largu er gået fra en uskyldig dreng til en frygtelig Heksesøn med mørke tanker og endnu mørkere handlinger, til en sammenbidt, men retfærdig kæmper for frihed og retfærdighed. Hvis der er nogen tilbage Roja kan stole på er det Largu. Det kan godt være han er nederdrægtig en gang imellem, men når det virkelig gælder, som da lægen havde kniven på struben af Darlo eller da Søuhyrets blodguldskrone skulle af, så stod han brast og gjorde hvad han skulle uden at tænke på de omkostninger det havde for ham selv og sin krop. At se ham kravle ud af de brændende ruiner, udsultet og næsten som et lig, viser hvor langt han er villig til at gå.
Vores rejser har bragt os i tjeneste hos Parponias og Krusso, to lige forfærdelige forbrydere. Vi har vristet den gamle nøgle fri fra Sangernes guldhus og har flygtet lige siden. På jagt efter os er Kalkas, Krusso, Parponias og Ameranthyserne, for ikke at tale om det løse: forskellige heksemestre og krigersønner, der har krydset vores vej.
Under den lange flugt husker vi bedst Metulla. En købmandsdatter, der hungrede efter eventyr og som besad de voldsomste kræfter. Hendes råd og visdom er det, der har ført os på vores vej. Det var hende der såede tanken i os at vi selv kunne tage til den røde port og sikre den skat, der gemmer sig dernede på bunden af havet. Hendes minde holdes i hævd via en lille hvid benstatue, som Roja har i en pose om halsen. Hun holdes med selskab af Zozan, Udelvik og Ergan og en grøn porcelænshånd fra en nedbrændt gæstgivergård.
Så nu er vi ved vejs ende: Vi er I Bilva. Vi har to Perler af Vand, der gør os i stand til at dykke ind i bunden af den gamle port og åbne døren til de forseglede hemmeligheder. Vi har en døende sangers velsignelse. Vi har en dykkerklokke og vi har frisat det hvide bæst, der kunne være Kalkases triumf mod os, så snart vi begynder nedsænkningen. Alt hvad der står tilbage er at beslutte hvem, der skal spise perlerne og hvem der skal blive i klokken indtil det går løs. Husk på vogterne er der stadig, klar til at opsluge dem der har ondt i tankerne og nederdrægtighed i hjertet. Roja tror at Darlo får svært ved at komme forbi. Fangearme har det svært med at afledes med sukkersnak. Og hans samvittighed er mere plettet end Rojas og Largus tilsammen.
”han ville ikke give guldet fra sig...”, de sidste ord fra en døende terne. Og så var der alt det han sagde om Ergan og Udelvik. ”Vi behøver ikke at tage tilbage. Der er intet at gøre. De døde der på gårdspladsen hovedet hugget af og et spyd igennem kroppen. Jeg så det selv. De er døde”. Men det er ikke sandt. Han dækker over noget, for i det syn Roja havde af Ergan og Udelvik på stranden i hvide klæde på vej til den anden side, sagde de, at de var døde i kældrene under huset efter lang tortur og til sidst henrettelse. Hver gang der sker noget uheldigt og andre dør eller kommer til skade, så vasker Darlo sine hænder. Men da han selv lå med fjendens kniv på struben tøvede hans frænder ikke. Måske Darlo skulle prøve at tøve lidt mindre og tænke knap så meget på profit og egen vinding. Men han er jo kræmmer og krosøn til det inderste, selvom han gerne vil have alle andre til at tro noget andet. Det er nok et ego pustet til live af vin og alkohol. Roja er træt af at prøve at ændre det. Men han vil holde et vågent øje med Darlo, når vi vover os ned på bunden af havet.
Uanset hvad der sker, må Udelvik og Ergans offer ikke være forgæves. Havets skat må kunne bruges til mere end at knuse Kalkas. Udelvik skal nok blive hævnet. Det lover Roja Wallat den lille figur af knust sneglehus.
