Arbejdet skrider langsomt frem på den tønde, der skal hjælpe gruppen med at stige ned under vandet, til det glemte tempel, og vogteren, der vover over det. Ventetiden tvinger de fire til at genoverveje deres motiver, og alle enes de mere eller mindre om, at de stræber efter en ny orden for kysten, en der kan bringe ro og fremdrift for landsbyerne, ved at der tildes mere indflydelse til den almene stand af fiskere og agerdyrkere.
Vi opsøger også en oldersir, der hjælper os til at indvie figuren af Zosan som husånd. Gennem ham og andre hører vi rygter om ambassadører vestrfra. Nogle af dem, dem fra Gula, er kommet for at tilbyde Kalkhas våben og penge. Andre, fra byen ved de tre floder, er kommet for at mægle fred, men dem har han indtil nu ikke ville mødes med.
I forsøget på at finde en der mestrer kunsten at bearbejde det røde guld støder Darlo og Marol på Sommerfugleøerne på en gammel kending af gruppen, høvdingesønnen fra bjergene, Zinobion, der optræder med et dramatisk ildnummer, takket være sit 'sorte vand'. Da vi også har hørt, at alle, der udviser slige evner her i byen, bliver tvunget til enten at forlade den eller træde i kongens tjeneste, og at de, der træder i kongens tjeneste, først skal aflægge prøve for hans mestermekymiker, Phangalti, øjner vi en mulighed for ved hjælp af rænkespil, at komme tæt på vores fjende
.... ikke at det plejer at være et problem, tænker Marol, det svære er ikke at komme FOR tæt på deres klinger! Han studerer endnu en gang sine rejsefæller, men gyser da hans øjne falder på Largus groteske form. Billedet af det ætsende spyt, der vældede frem fra heksesønnens mund da han skulle til at spise fisken for det til at vende sig i ham, og han må skubbe grøden væk, urørt. Han havde ellers håbet han kunne finde en ny mester, eller en partner. En der mestrede essensen nok til at kunne give liv, til de ting han byggede. Endnu engang finder han sine tegninger frem og studerer de mange skitser han udarbejdede i mesterens tjeneste.
