Den ellers så uundselige fiskeby er pludselig blevet en hvepserede af aktivitet efter Khalkas har valgt at indkalde de nordlige egnes oldersirer til sommerens møde på en lille ø i nærheden. Og på denne ø er han i gang med et enormt bygningsværk med uheldsvangre konsekvenser.
Gruppen havde besluttet sig for at drage op i bakkerne for at besigtige byggeriet selv, for efter at have hørt tale om at Khalkas vil ægte Paponias og i medgift modtage de fire søjler fra søen ved Ephron begynder de at fatte omfangen af Khalkas's gustne planer.
Vi nærmede os bakkerne over søen nær solnedgangstid og syntes at kunne skimte et rødligt skær ude mod øst, måske fra det flammende bjerg ude i havet.. Snakken havde gået om, hvordan vi kunne vende Ilas, eller måske snarere hans søster, til vores sag og kampen mod Khalkas.
Efter midnatstid drog vi igennem den kolde og mørke nat ned mod den lille klynge huse på kanten af søen, hvor ovnene allerede var sat i arbejde for at forberede figurerne. For at kunne få fingrene i en båd uden at blive opdaget måtte vi krydse floden, hvilket næsten kostede os alle vores kræfter. Til sidst besluttede Largu og Gregos sammen at krybe tættere på de mørke bygninger, hvor de hurtigt opdagede tilstedeværelsen af vagtposter i små skure. De fik dog hurtigt fat i en båd, men fik også kastet et blik på de to store ovne, der spiller en vigtig rolle i Khalkas plan. Ilden i dem var så kraftig at blålige flammer slikkede op af de hvide skorstene. I mørket kunne vi også skelne skikkelser i beskyttende læderdragter, der holdte flammerne i live.
Da vi kort efter nærmede os den lille ø med forfædreminderne opdagede vi et sært, frølignende væsen, der gled rundt i vandet mellem stenene. Det fik Largu og Darlo til at huske på det mekaniske væsen de havde kæmpet mod i havnen i Bilva. Vi nåede dog kortvarigt at tro, at dette væsen måske var en vogter over forfædrenes hvilested, men øjeblikket efter blev båden rystet af et voldsomt slag, da væsenet kastede sig mod den lille båd. Vesterian og Gregos prøvede at drive det tilbage med våben, men intet syntes at bide på det. Så, med et slag piskede frøvæsenet ind mod klyngen af huse på kysten, for at advare eller varsko den mester der måtte vente på det der. Vi benyttede lejligheden til at komme i sikkerhed længere oppe af kysten, og den næste tid var der påstyr inde blandt husene.
Da der efter et stykke tid igen var faldet ro over husene besluttede vi os for at vende tilbage og spejde efter den mester vi gik ud fra kontrollerede væsenet, da vi følte os overviste om, at han ikke delte sin viden om dyret med de andre håndværkere og stenhuggere.
Ganske rigtigt kunne vi kort efter øje på en mørk skikkelse der nærmede sig søbredden. Derefter gik det hurtigt. Det var afgørende at få ham standset inden han vendte tilbage til husene, og inden han kunne alarmere vagterne. Gregos hastede frem gennem mørket for at kunne lægge sig i baghold, imens lagde Darlo en pil på buen og Largu bøjede sit sind for at kunne binde læberne sammen på den mystiske mand. Men netop som Gregos skulle til at kaste sig over manden, hvis ansigt havde været skjult af en stor hætte, råbte Vesterian op. Den mystiske mand var ingen anden end Marsuphila! Nu havde han set vores ansigter, og selv Largu var ikke stærk nok til at tynge den rødhårede mand ned, der tydeligvis kunne mestre vandtes essens, for han sprang ud over vandet, hvor han blev mødt af frøvæsenet, der løftede ham op på sin hånd og bar ham i sikkerhed inde mellem de bevogtede huse.
Der var nu ikke meget andet gøre end at søge mod Ilas landsby og prøve at vinde ham for vores sag. Vi valgte at overvåge vejen tilbage fra bakkerne hvor vi regnede med at kunne finde Ila vende omtumlet tilbage efter at have været i forfædrenes vold. Da dette skete antastede Darlo ham forsigtigt og talte med sin indsmigrende stemme om de ugerninger der skete på forfædrenes ø. I Ilas slørede tilstand faldt ordene i god jord og forhåbentlig ville det medvirke til at han nu ville bøje sin vilje, og dermed forfædreåndernes vrede, over byggeriet af ovnene og Marsuphilas gerninger.
