I landsbyen får vi oldersiren Safavig i tale, og da han i sine unge dage rejste som soldat for sangeren Emerillon besidder han stor viden, og vi forelægger ham de ting vi har opdaget omkring Khalkas's planer for den nye helligdom, og hvad han er i gang med, med de gamle forfædrefigurer. Oldersiren lytter, men stiller kloge spørgsmål til, hvad det egentlig er vi frygter, og hvad vi opfater som vores virkelige opgave. Først frustreres vi over, at han tilsyneladende ikke deler vores frygt for at Khalkas vil binde kystens oldersirer til sin vilje, ja det lyder nærmest som om han bifalder den orden og disciplin det muligvis vil medbringe.
Men til alt held hjælper oldersiren os til at vende vores blinde stirren på enkeltdelene af Khalkas' til at fokusere på det, der er hele bevægegrunden: Og hjulpet på vej af Arno og Gregos beretninger om avetarer begynder vi langsomt at stykke puslespillet sammen. Det kræver dog først at Safavigi udvider vores forståelse af disse sære, gudelignende væsener, der i fortiden kom ude østfra. Hvor Arno og Gregos har den forståelse, at Avetarer uanset, hvad man kalder dem, i sidste ende vil være destruktive og ubønhørlige herskere, der vil undertvinge og slavebinde menneskene for at mætte deres enorme sult.
Men Safavig giver os billedet af et klæde, der er dyppet i en kraftig farve. De avetarer, der har haft meget kontakt med menneskene er som det nederste del af klædet, der er kraftigst farvet. Det vil sige, at de deler menneskenes appetit og begær, men der findes også de avetarer, der som den øverste del af klædet er rene og ubesmittede. Typisk har disse også søgt de mest afsides og højestbelligende steder, fjernt fra menneskene. Der har de fred kunne dyrke deres fordybelse og kundskaber hinsides menneskenes fattevene. Det er en af disse 'hvide' avetarer der vises vej til, når man træder i gennem den røde port på bunden af havnen i Bilva. Det forklarer, hvorfor sangerne brugte så store ressourcer på at bevare en mulig adgang til porten, da de forstå betydningen af denne viden den hvide avetare besidder. Hvem ved? Måske er det disse avetarer selv, der i glemte tider inspirerede til stiftelsen af sangerne.
I hvertfald kom Darlo og Largu sig pludselig gamle historier i hu, om hvordan der blev talt om, at Khalkas en gang skulle have fundet en hvid perle på en strand, og at han igennem denne perle hørte en skøn stemme. Meget tyder på, at en af 'Sorte' avetarer taler til ham, og bevæger hans handlinger, for selv at kunne få adgang til den ufattelige viden og magt, der rummes af avetaren, der venter på den højeste tinde i bjergene.
Dette var kerne i oldersirens ord. Der blev talt om langt mere den aften, men dette var det vigtigste.
