Svøben fra Solavags ruiner

Hvide skyer stod som damp omkring gråhjortenes muler da de fem mænd red i den kolde morgen. Bag dem lå Barnavarsis lave stenhuse med mosdækkede skifertage, der alle syntes som kuede fattiglemmer. Midt i denne armod knejsede skatmestrenes gamle tårn, i sin tid bygget af Herrene fra Vest, nu taget i bolig af en opportunistisk krigersøn.
"Kholkika," tænkte Gregos bittert mens han kastede et sidste bittert blik tilbage over skulderen. "Lille Kholkis," hvilket navn kunne passe bedre til den fremmede byggestil og de lyse sten, der fremstod alt for friske og sunde i dette fugtige og trøstesløse område. Et eller andet sted kunne det ikke undre ham at folket her ville kaste sig på knæ for den første den bedste krigsherre, men det nyttede alligevel ikke, som Arno ellers havde ansporet til, blot at vælte ham uden videre omtanke. Det ville blot bane vej for den næste tyran. Gregos blik ramte Vesterians ranke skikkelse, der førte an i optoget. På krigersønnens ryg glimtede det perlemorshvidt i hans stentræsøkse. "Vesterian, han er ærlig, men også realistisk. Han har viljen til at få ting gjort."
For der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Ushi skulle fjernes, men ikke kun ham. Vigtigere var det at fjerne de to hænder, der fik denne dukke til at danse: Kogleren og Sefuen.
Gregos's blik flakkede videre. Først til Arno, så til Largu og Darlo, der hviskede lavmælt til hinanden. Måske var det gensynet med deres hjemegne, der vækkede gamle minder. Måske var det hemmeligheder om essensen, ting, som kun de kunne se med deres ekspanderede sanser.
Måske var det, der skulle være deres skæbne. Ikke som herskere over et land, men som rådet i en by. Med hver deres rolle og ansvar ville det skabe en balance. Arnos ansigt bredte sig pludseligt i et næsten hysterisk da hans blik mødte Gregors. Om det var fordi han havde læst hans tanker vidste Gregos ikke. Måske var det snarere tanken om alle de hemmeligheder fra Kholkis, der kunne være gemt i Ushiernes kældre. Eller oppe i Koglerens miner.
Gregos sporede sin hjort og red frem til Vesterian. De vekslede nogle få ord om pottemagerfamilien, Krimaerne. Hvordan de kunne få datteren i tale, hvordan de bedst kunne forsvare huset, og hvad de kunne frygte at den sære mand fra datterens drømme kunne bringe med sig af væsener fra Solavags ruiner.
Hen under aften nærmede de sig den lille klynge af huse, hvorfra en smal røgsøjle steg op mod den mørke himmel. Nede fra stranden lød den svage klasken af bølger mod sten. Længere inde på land rejste den store skov sig som en mørk silhouet, der syntes at kunne gemme hvad som helst.
Inden de skiltes udtænkte Arno en febrilsk plan om forskellige fløjtesignaler der skulle varsko eller til at Gregos og Vesterian inde fra langhuset. Slæbende på våben nok til en mindre hær, blev de vist ind i Krimaernes langhus, hvor de blev anvist en alkove. Datteren, fik de at vide, havde lagt sig syg, plaget af urolige drømme, men senere på aftenen kom hendes huns til dem med en besked i flaben. Senere på natten ville hun vække sine slægtninge og fortælle om en frygtindgydende drømmesyn, således at de ville være på vagt.
Der var ikke andet at gøre nu, end at vente ...

Agylja

Det en nasty fætter sådan en Agylja.

(edit:) ja, og så blev det faktisk til en tegning mere af grimian'en.