Tuesday, October 8, 2013
Sunday, October 6, 2013
Civet klanens sønner!
De fire kammerater befinder sig nu højt oppe i bjergene, på ukendt grund på vej mod Klanens huler, hvor de skal hente det gule pulver.
Men faren lurer i bjergene, hvor gruppen støder på en lejr af fremmede krigere. Der er ikke blot en anden klan, det må være folk fra den anden side af bjergene. De er iført tunge plader af metal og bærer våben hvis lige drengene aldrig før har set. Det viser sig også at de fremmede har slaver med, mænd fra en af bjergklanerne.
Hurtigt og snarrådigt får drengene lagt en af plan hvor de viser sig som civettens sande sønner konfronter de fremmede og byder dem standse. Modigt kaster Karo sig ud over vandfaldet med et reb, der trækker to mænd med sig. Maro og Saughil har ligget skjult i brinkens mudder hvorfra de angriber de andre mænd.
Det lykkes dem at komme derfra med to af fangerne i live og rigt krigsbytte. Den ene fange, Zakhatasa, fortæller at de kommer fra Sabelgedernes klan. De fremmede krigere er kommet over bjergene i rigt tal, efter at en mand fra klanen har krydset bjergene og stiftet venskaber på den anden side.
Disse mænd er nu mødt frem i rigt tal, og det lyder som om at krigens gløder ulmer i deres hjemland, hvilket har ført dem ud på et grådigt plyndringstogt. Netop den gruppe vi mødte leder efter vor klans hemmelige huler. Vi må standse dem for enhver pris.
Vi dsikuterer intenst hvad vores kurs skal være. Selvom om vores klans ære byder os som civettens sønner at straffe de fremmede på vor jord. Skal vi lokke dem op til hulerne og forsøge at antænde det gule pulver. Det er et af forslagene, men det er for farligt at lade dem få en fonemmelse af vejen til det skjulte sted. Det gælder om at få bragt nyheden om de fremmede tilbage til vores høvding, og få bragt det gule pulver i sikkerhed.
Til sidst beslutter vi os for at bringe hævnen direkte til fjendens lejr. Men ikke i direkte kamp. Vi var heldige ved vandfaldet, men de er stadigvæk over 20 mænd, der er svært bevæbnede og dækket af plader af metal. Zakhtasa har berettet et disse folk har bundet flodens ånder til at drive enorme hamre, der banker metallet ud.
Det er sidste ende Vintari, der finder å en passende straf til de fremmede. Vi befinder os ikke langt fra civetternes territorie, og det vil derfor være oplagt at finde en civethule og bringe en unge med os mens forældrene er ude på jagt. Så skal vi blot bringe ungen ind til fjendens lejr og så lade de voksne civetter straffe de fremmede indtrængere.
Vi haster op til hulerne, hvor vi først samler så meget af det gule pulver vi kan bære. Vi er nødt til at arbejde hurtigt da vi opdager at dampene i hulen er giftige.
Derefter begiver Ramos og Karo sig til rovdyrenes huler for at finde ungen. Vintari og Saughil går i forvejen gennem den natmørke skov for at markere vejen til de fremmede folks lejr.
De befinder sig stadigvæk i deres mærkelige huse af stof tæt ved vandfaldet.
Saughil og Vintari er knap kommet ud af underskoven før e hører Karo og Ramos brage igennem skoven med den lille unge i en kurv på ryggen. Lige efter kommer forældrene, optændt af et uudslukkeligt raseri. Den første vagt ved floden når ikke at opdage hvad der sker, før hans hals bliver flået op af den ene civet. Karo og Ramos dundrer ind mit i lejren, hvor de smider kurven med ungen mod høvdingens telt. Den bliver hurtigt omringet af spydbevæbnede vagter, men kort efter når de voksende dyr frem.
Saughil og Vintari har listet sig ned i floden, hvorfra Saughil slynger en pakke med det gule pulver mod et af fjendernes lejrbål. Et giftig sky spreder sig hurtigt, og de fleste af krigerne trækker i sikkerhed, men har inden da fået såret begge de to voksne civetter hårdt. Hannen slipper dog væk, med ungen i sit gab. Vi møder den over vandfaldet, hvor det er tydeligt at den er døende. Vi fornemmer at den ønsker at overlade sin unge til os, og Karo træder frem for at berolige det døende dyr. Hannen mærker Karos bryst med sine klør og efterlader et blodigt mærke. Men det så ud til at virke beroligende på den ophidsede unge, der accepterer Karo.
Vi haster gennem den mørke jungle, mens vi hører de fremmede krigeres råb bag os. Karo og Ramos er blevet sårede, men kan stå på benene.
Endelig, efter en lang nat og en lang dag, når vi frem til de egne der er velkendte for os. Klanens ledere tager imod os med alvorlige miner, og vi erfarer at andre af krigerne er stødt på flere af disse fremmede.
Efter at have berettet om alt hvad vi har set og hørt, bliver vi renset for ikke at bringe noget af den dårlige død vi har oplevet , med ind i landsbyen.
Den nat sover vi trygt i langhuset, men vækkes af Vintaris blinde søster. Hun viser os den skjulte kælder under huset, der rummer en af vor klans hemmeligheder, den Hvide Vinge. Vingen er ikke i stand til at flyve længere, fortæller søsteren, da dens hjerte ikke længere brænder. Alligevel skal den skænkes til Sabeltandsklanen som en del af den store medgift vi skænker dem, når Vintaris anden søster skal giftes med en af deres unge krigere. Men den Blinde Søster stoler ikke på denne kommende brudgom.
Men faren lurer i bjergene, hvor gruppen støder på en lejr af fremmede krigere. Der er ikke blot en anden klan, det må være folk fra den anden side af bjergene. De er iført tunge plader af metal og bærer våben hvis lige drengene aldrig før har set. Det viser sig også at de fremmede har slaver med, mænd fra en af bjergklanerne.
Hurtigt og snarrådigt får drengene lagt en af plan hvor de viser sig som civettens sande sønner konfronter de fremmede og byder dem standse. Modigt kaster Karo sig ud over vandfaldet med et reb, der trækker to mænd med sig. Maro og Saughil har ligget skjult i brinkens mudder hvorfra de angriber de andre mænd.
Det lykkes dem at komme derfra med to af fangerne i live og rigt krigsbytte. Den ene fange, Zakhatasa, fortæller at de kommer fra Sabelgedernes klan. De fremmede krigere er kommet over bjergene i rigt tal, efter at en mand fra klanen har krydset bjergene og stiftet venskaber på den anden side.
Disse mænd er nu mødt frem i rigt tal, og det lyder som om at krigens gløder ulmer i deres hjemland, hvilket har ført dem ud på et grådigt plyndringstogt. Netop den gruppe vi mødte leder efter vor klans hemmelige huler. Vi må standse dem for enhver pris.
Vi dsikuterer intenst hvad vores kurs skal være. Selvom om vores klans ære byder os som civettens sønner at straffe de fremmede på vor jord. Skal vi lokke dem op til hulerne og forsøge at antænde det gule pulver. Det er et af forslagene, men det er for farligt at lade dem få en fonemmelse af vejen til det skjulte sted. Det gælder om at få bragt nyheden om de fremmede tilbage til vores høvding, og få bragt det gule pulver i sikkerhed.
Til sidst beslutter vi os for at bringe hævnen direkte til fjendens lejr. Men ikke i direkte kamp. Vi var heldige ved vandfaldet, men de er stadigvæk over 20 mænd, der er svært bevæbnede og dækket af plader af metal. Zakhtasa har berettet et disse folk har bundet flodens ånder til at drive enorme hamre, der banker metallet ud.
Det er sidste ende Vintari, der finder å en passende straf til de fremmede. Vi befinder os ikke langt fra civetternes territorie, og det vil derfor være oplagt at finde en civethule og bringe en unge med os mens forældrene er ude på jagt. Så skal vi blot bringe ungen ind til fjendens lejr og så lade de voksne civetter straffe de fremmede indtrængere.
Vi haster op til hulerne, hvor vi først samler så meget af det gule pulver vi kan bære. Vi er nødt til at arbejde hurtigt da vi opdager at dampene i hulen er giftige.
Derefter begiver Ramos og Karo sig til rovdyrenes huler for at finde ungen. Vintari og Saughil går i forvejen gennem den natmørke skov for at markere vejen til de fremmede folks lejr.
De befinder sig stadigvæk i deres mærkelige huse af stof tæt ved vandfaldet.
Saughil og Vintari er knap kommet ud af underskoven før e hører Karo og Ramos brage igennem skoven med den lille unge i en kurv på ryggen. Lige efter kommer forældrene, optændt af et uudslukkeligt raseri. Den første vagt ved floden når ikke at opdage hvad der sker, før hans hals bliver flået op af den ene civet. Karo og Ramos dundrer ind mit i lejren, hvor de smider kurven med ungen mod høvdingens telt. Den bliver hurtigt omringet af spydbevæbnede vagter, men kort efter når de voksende dyr frem.
Saughil og Vintari har listet sig ned i floden, hvorfra Saughil slynger en pakke med det gule pulver mod et af fjendernes lejrbål. Et giftig sky spreder sig hurtigt, og de fleste af krigerne trækker i sikkerhed, men har inden da fået såret begge de to voksne civetter hårdt. Hannen slipper dog væk, med ungen i sit gab. Vi møder den over vandfaldet, hvor det er tydeligt at den er døende. Vi fornemmer at den ønsker at overlade sin unge til os, og Karo træder frem for at berolige det døende dyr. Hannen mærker Karos bryst med sine klør og efterlader et blodigt mærke. Men det så ud til at virke beroligende på den ophidsede unge, der accepterer Karo.
Vi haster gennem den mørke jungle, mens vi hører de fremmede krigeres råb bag os. Karo og Ramos er blevet sårede, men kan stå på benene.
Endelig, efter en lang nat og en lang dag, når vi frem til de egne der er velkendte for os. Klanens ledere tager imod os med alvorlige miner, og vi erfarer at andre af krigerne er stødt på flere af disse fremmede.
Efter at have berettet om alt hvad vi har set og hørt, bliver vi renset for ikke at bringe noget af den dårlige død vi har oplevet , med ind i landsbyen.
Den nat sover vi trygt i langhuset, men vækkes af Vintaris blinde søster. Hun viser os den skjulte kælder under huset, der rummer en af vor klans hemmeligheder, den Hvide Vinge. Vingen er ikke i stand til at flyve længere, fortæller søsteren, da dens hjerte ikke længere brænder. Alligevel skal den skænkes til Sabeltandsklanen som en del af den store medgift vi skænker dem, når Vintaris anden søster skal giftes med en af deres unge krigere. Men den Blinde Søster stoler ikke på denne kommende brudgom.
Tuesday, September 24, 2013
SAMME VERDEN, NY KAMPAGNE
I asken fra den ødelæggelse de fem venner fra Krigerhuset i Ebla forårsagede spirer nyt liv....
I Regnbjergene, nord for flodslettens store byer, og langt fra de Amyldenske præster og drageryttere har skæbnen udsendt sin lokkende sirenesang, og fem store drenge har lydt kaldet.
Vi befinder os nu hos Civet klanen, i landsbyen Asili, der gemmer sig i bunden af en af de øverste dale. Her befinder der sig høvdingesønnen Vintari, der sammen med sin broder Kharti er blevet pålagt at drage ud med med en gruppe af klanens unge mænd. Det er en tibagevenndede rejse, en manddomsprøve for de uprøvede drenge, der skal bevise deres værd. Med sig har Vintari Ramos, en kæphøj nævekæmper, der altid har befundet sig udkantens af klanens hieraki. Der har han haft selskab af jægersønnen Karomani, der sætter en ære i at være lige så lurvet og uhumsk som de dyr han påstår at jage. Karo hævder hårdnakket, at hans fader kommer fra en en ukendt klan, på den anden side af bjergene mod nord. Måske er der sandhed i hans ord, hans hår er lysere end hvad man ellers ser i klanen. Og hans mor er i besiddelse af forskellige glitterstads, der ikke ligner det der ellers kommer op fra Upa.
Den sidste af dem fire drenge der er blevet udpeget til dette års færd er Saughil. Den flittige men fåmælte knægt mistænkes af nogen for at svære svagtbegavet. Han taler sjældent og bruger ikke meget tid sammen med de andre drenge. I stedet knokler han pligtskyldigt løs i de Gamle folks hus med alt lige fra madlavning til pasning af planter og reparation af stole og borde.
I gruppen der skal af sted befinder der sig også krigeren Tjidelet, en af Civet klanens mægtigste kæmpere. Der er desuden også flere andre mænd og kvinder med der skal varetage nogle af de praktiske opgaver færden byder på.
Vi skal nemlig tilse gummitræerne længere oppe i dalen og sætte gang i høsten. Der bliver talt om, at en stor portion af dette gummi skal indgå i medgiften når Vintaris søster skal giftes med en af sønnerne fra Sabeltandsklanen. Denne klan er den mægtigste, og en alliance med dem vil styrke Civet klanen betydeligt. Især da det kun er Sabeltandsklanen, der mestrer kunsten at betvinge metaller og dermed kan fremstille nye tordenstave.
Til gengæld kender vores klan til hemmeligheden om det pulver der anvendes i tordenstaven, og det er en af de andre vigtige opgaver vi skal udføre på rejsen. Det er ikke noget de voksne fortæller os meget om, kun at vi skal holde vagt ved de huler pulveret udvindes i.
Det begynder altsammen stille og roligt. De store drenge erfarer hurtit at livet i de store skove er langt barskere end noget de havde forestillet sig. Men en nat overhører Ramsos nogle af krigerne tale sammen og en af dem udtaler ordene: "når vildgræsset står i blomst, efterfølges det af blod!"
Drengene diskuterer dette indbyrdes, men de tøver med at gå til de voksne med det, da disse heller ikke nævner det med et ord. Gruppen ankommer til området med gummitræerne og påbegynder arbejdet med tapningen. Men uroen lurer under overfladen. Der er blevet set noget truende blandt de fredeligt græssende dyr ved flodbredden, og der bliver opført en simpel palisade omkring lejren.
Om natten bryder helvedet løs. Et grotesk monster, en meghal, trænger ind i lejren. Det hudløse dyr minder mest af alt om en larve med væskelignende tentakler fra ben og mund. Med en af disse opløser uhyret det meste af Tjidelets ansigt. Synet af den mægtige kriger der synker sammen med bldoigt ansigt tager næsten modet fra drengene, men de bider tænderne sammen og kæmper det bedste de kan fra deres skjul i træerne. En af kvinderne griber sklen med den lille ildånd. Hun taler til den og vækker den, så den omslutter hendes arm og med den forsøger hun at drive uhyret bort. Det ser ud til at frygte ilden, men først med Karthis styrke såres uhyret dødeligt og drives bort.
Senere erfarer drengene at denne Meghal er en slags ond ånd, der kan gå i fredelige planteædere. Den driver dem til vanvid og de konsumeres af en altopslugende hunger efter kød.
I Regnbjergene, nord for flodslettens store byer, og langt fra de Amyldenske præster og drageryttere har skæbnen udsendt sin lokkende sirenesang, og fem store drenge har lydt kaldet.
Vi befinder os nu hos Civet klanen, i landsbyen Asili, der gemmer sig i bunden af en af de øverste dale. Her befinder der sig høvdingesønnen Vintari, der sammen med sin broder Kharti er blevet pålagt at drage ud med med en gruppe af klanens unge mænd. Det er en tibagevenndede rejse, en manddomsprøve for de uprøvede drenge, der skal bevise deres værd. Med sig har Vintari Ramos, en kæphøj nævekæmper, der altid har befundet sig udkantens af klanens hieraki. Der har han haft selskab af jægersønnen Karomani, der sætter en ære i at være lige så lurvet og uhumsk som de dyr han påstår at jage. Karo hævder hårdnakket, at hans fader kommer fra en en ukendt klan, på den anden side af bjergene mod nord. Måske er der sandhed i hans ord, hans hår er lysere end hvad man ellers ser i klanen. Og hans mor er i besiddelse af forskellige glitterstads, der ikke ligner det der ellers kommer op fra Upa.
Den sidste af dem fire drenge der er blevet udpeget til dette års færd er Saughil. Den flittige men fåmælte knægt mistænkes af nogen for at svære svagtbegavet. Han taler sjældent og bruger ikke meget tid sammen med de andre drenge. I stedet knokler han pligtskyldigt løs i de Gamle folks hus med alt lige fra madlavning til pasning af planter og reparation af stole og borde.
I gruppen der skal af sted befinder der sig også krigeren Tjidelet, en af Civet klanens mægtigste kæmpere. Der er desuden også flere andre mænd og kvinder med der skal varetage nogle af de praktiske opgaver færden byder på.
Vi skal nemlig tilse gummitræerne længere oppe i dalen og sætte gang i høsten. Der bliver talt om, at en stor portion af dette gummi skal indgå i medgiften når Vintaris søster skal giftes med en af sønnerne fra Sabeltandsklanen. Denne klan er den mægtigste, og en alliance med dem vil styrke Civet klanen betydeligt. Især da det kun er Sabeltandsklanen, der mestrer kunsten at betvinge metaller og dermed kan fremstille nye tordenstave.
Til gengæld kender vores klan til hemmeligheden om det pulver der anvendes i tordenstaven, og det er en af de andre vigtige opgaver vi skal udføre på rejsen. Det er ikke noget de voksne fortæller os meget om, kun at vi skal holde vagt ved de huler pulveret udvindes i.
Det begynder altsammen stille og roligt. De store drenge erfarer hurtit at livet i de store skove er langt barskere end noget de havde forestillet sig. Men en nat overhører Ramsos nogle af krigerne tale sammen og en af dem udtaler ordene: "når vildgræsset står i blomst, efterfølges det af blod!"
Drengene diskuterer dette indbyrdes, men de tøver med at gå til de voksne med det, da disse heller ikke nævner det med et ord. Gruppen ankommer til området med gummitræerne og påbegynder arbejdet med tapningen. Men uroen lurer under overfladen. Der er blevet set noget truende blandt de fredeligt græssende dyr ved flodbredden, og der bliver opført en simpel palisade omkring lejren.
Om natten bryder helvedet løs. Et grotesk monster, en meghal, trænger ind i lejren. Det hudløse dyr minder mest af alt om en larve med væskelignende tentakler fra ben og mund. Med en af disse opløser uhyret det meste af Tjidelets ansigt. Synet af den mægtige kriger der synker sammen med bldoigt ansigt tager næsten modet fra drengene, men de bider tænderne sammen og kæmper det bedste de kan fra deres skjul i træerne. En af kvinderne griber sklen med den lille ildånd. Hun taler til den og vækker den, så den omslutter hendes arm og med den forsøger hun at drive uhyret bort. Det ser ud til at frygte ilden, men først med Karthis styrke såres uhyret dødeligt og drives bort.
Senere erfarer drengene at denne Meghal er en slags ond ånd, der kan gå i fredelige planteædere. Den driver dem til vanvid og de konsumeres af en altopslugende hunger efter kød.
Saturday, July 13, 2013
Thursday, February 21, 2013
Blodet flyder i den gamle kongeby
Det ene øjeblik mærker Armanu hvordan synker ned i det Gyldne Ocean. Et sted der ikke kender til mørke, til smerte eller tab. Alt lades borte og han lader sig synke længere ned. Men han er ikke alene. Noget...en person, der ikke hører til her er med ham, en forkrøblet skikkelse, der selv fornægtede lyset da det stod parat til at tage imod ham, og som nu lever en skyggetilværelse på tærsklen mellem liv og død. Hvorfor er Uri her også? tænker Armanu. Så flår noget i ham, trækker ham op af det gyldne hav, op gennem smerten, som han gennemlever en gang til. Men denne gang i et snegletempo. Armanu prøver at skrige, men han har intet herredømme over sit legeme. To groteske skikkelser har taget magten over det, de skamrider det som grusomme børn, der plager en hest. Uri! Du lovede at holde mig i live!
Men Uri bliver skubbet væk af nekromantikeren. Chulabaya griner skingert og kaglende. Knoglepladerne danser om hans magre bryst, hvor der stadigvæk sidder skorper af sort blod fra det sår Ibo påførte ham.
"Præsterne troede at de havde fået forseglet kammeret for altid," griner Chulabaya mens hans fingre pløjer ind i Armanus bryst for at finde det kraftfulde mørke blod. Snart efter beskriver de sære mønstre på stendøren, bag hvilken Bjergets Konge ligger begravet. Og bag hvilken en masse skatte skjuler sig. Skatte, som ikke ragede Armanu en skid. Vi skulle bare gennem bjergene! Information, ja måske. Nekromaktikeren vidste tydeligvis noget om ypperstepræsten.
"Åh, Chulanara," kagler Chulabaya. "Jeg vidste, de her ville være de rette." Med store, glidende håndbevægelser lader han klatter af blod dryppe ned på stendøren, der begynder at knirke og knage under besværgelsens magt. Det groteske kattevæsen danser rundt mellem sin herres ben. Den ene vinge hænger slapt ned, men gløden i dens diadem skinner stærkere end før.
IndenArmanus øjne glider i, forsøger han endnu engang at famle sig vej tilbage til det gyldne ocean. Men vejen er ham spærret. Oteck og Uri skal nok hjælpe mig, det skylder de mig!
Men det har en hul og tom klang.
Det ene øjeblik mærker Armanu hvordan synker ned i det Gyldne Ocean. Et sted der ikke kender til mørke, til smerte eller tab. Alt lades borte og han lader sig synke længere ned. Men han er ikke alene. Noget...en person, der ikke hører til her er med ham, en forkrøblet skikkelse, der selv fornægtede lyset da det stod parat til at tage imod ham, og som nu lever en skyggetilværelse på tærsklen mellem liv og død. Hvorfor er Uri her også? tænker Armanu. Så flår noget i ham, trækker ham op af det gyldne hav, op gennem smerten, som han gennemlever en gang til. Men denne gang i et snegletempo. Armanu prøver at skrige, men han har intet herredømme over sit legeme. To groteske skikkelser har taget magten over det, de skamrider det som grusomme børn, der plager en hest. Uri! Du lovede at holde mig i live!
Men Uri bliver skubbet væk af nekromantikeren. Chulabaya griner skingert og kaglende. Knoglepladerne danser om hans magre bryst, hvor der stadigvæk sidder skorper af sort blod fra det sår Ibo påførte ham.
"Præsterne troede at de havde fået forseglet kammeret for altid," griner Chulabaya mens hans fingre pløjer ind i Armanus bryst for at finde det kraftfulde mørke blod. Snart efter beskriver de sære mønstre på stendøren, bag hvilken Bjergets Konge ligger begravet. Og bag hvilken en masse skatte skjuler sig. Skatte, som ikke ragede Armanu en skid. Vi skulle bare gennem bjergene! Information, ja måske. Nekromaktikeren vidste tydeligvis noget om ypperstepræsten.
"Åh, Chulanara," kagler Chulabaya. "Jeg vidste, de her ville være de rette." Med store, glidende håndbevægelser lader han klatter af blod dryppe ned på stendøren, der begynder at knirke og knage under besværgelsens magt. Det groteske kattevæsen danser rundt mellem sin herres ben. Den ene vinge hænger slapt ned, men gløden i dens diadem skinner stærkere end før.
IndenArmanus øjne glider i, forsøger han endnu engang at famle sig vej tilbage til det gyldne ocean. Men vejen er ham spærret. Oteck og Uri skal nok hjælpe mig, det skylder de mig!
Tuesday, February 5, 2013
Monday, January 28, 2013
Rejsen mod Thrissur. Tempelslangen
Rejsens første etape foregik på en pram opad floden fra Ebla. Rejsen gik begivenhedsløst, bortset fra at bådens førere var ganske snakkesalige og fortalte mange historier som vakte nogen af de rejsendes interesse og andres mistanke.
Rejseselskabet stod af båden i en mindre by for at fortsætte rejsen med vogn og heste mod Thrissur. Først ville Oteck og Uri dog gerne besøge en apotekerfamilie i byen. Denne familie, Gnolierne, havde bådens kaptajn fortalt om. De havde været en navnkundig famile, men var faldet i unåde og var blevet frataget deres bestalling efter at en af deres lærlinge var blevet giftmorder på tempelhøjen i Ebla. Denne lærling var ingen anden end Tempelslangen, en af de 4 snigmordere.
Gnolierne var nu kun 2 mennesker, fader og datter, som boede i et simpelt hus. faderen benægtede histrien om lærlingen og slog det hen som skrøner, men senere på aftenen besøgte datteren gruppen på deres kroværelse og fortalte dem alt om Tempelslangen. Det viste sig at Gnolierne stadig besad betydelige apotekerkundksaber og apotekerdatteren forsynede Uri med en række modgifte særligt en stor mængde doser af en særlig kraftig modgift, familien havde udviklet.
Senere på natten slog Tempelslangen til ! Ikke mod gruppen, men mod Gnolierne, som han bar et bittert nag mod. Det var først Ibo, som opdagede at noget var galt, men han hentede Oteck før han turde begive sig ind i Gnoliernes hus. Herinde fandt de den gamle apoteker dræbt og Ibo indåndede en forfærdelig gift, som hang i luften. Kun med hjælp fra den kraftige modgift kom Ibo ngenlunde på benene igen.
Efter dette besluttede gruppen at her var så godt et sted som noget at konfrontere Tempelslangen. Med hjælp fra modgiften lagde de en fælde og fælden lykkedes. Tempelslangen forgiftede deres mad næste aften og om natten dukkede han frem sammen med en tjener for at afslutte sin gerning. Men takket være modgiften kunne gruppen bide fra sig langt mere en ventet.
Tempelslangen blev besejret ! Hans navn var Hassare, han havde en lille flagermus som tjener og ven, som bar navnet Wahara og blev tjent af en håndgangen mand, den pukkelryggede Newas. Begge blev fanget og datteren fra Gnoli-familien sat på fri fod. Tempelslangen blev overgivet til myndighederne under Gnoli-datterens vagtsomme øje. Imens forhørte gruppen tjeneren Newas, som de havde skjult for myndighederne.
Newas viste sig at være ganske villig til at tale. Han havde levet hele sit liv på Tempelhøjen som ydmyg tjener for præsteskabet efter at han på grund af sin misdannelse blev afleveret der som spæd. Han tjente Hassara under tvang ved en gift som han løbende skulle have modgift mod - det viste sig dog at det ikke så meget var en gift som det var en substans som han var afhængig af. Dette fortalte Uri ham.
Newas fortalte at tempelslangen Hassara ofte blev hyret via Hachi, en præst på tempelhøjen, eller via Carillio, en købmand fra Amyldena som muligvis er af Myrisk oprindelse.
Newas turde ikke opgive sin tjeneste på tempelhøjen. Præsterne har hans navn i menneskebiblioteket og kan altid finde ham. Gruppen lod nåde gå for ret og lod Newas gå. En ven på tempelhøjen kunne nok blive nyttig. Derefter forlod gruppen kroen i den årle morgen bærende på Hassara’s emblem. En idé var kommet gruppen for øje. 4 snigmordere: 4 emblemer og 4 medlemmer af gruppen. Måske hvis de 4 snigmordee kan besejres kan dette blive en måde at få adgang til Tempelhøjen uden præsternes vidende !
Nu begav rejsefællerne sig op mod bakkerne og højsletten, hvor det Lådne Næsehorn ventede dem.
De sidste begivenheder i Ebla
Siden der er gået en del tid siden sidste opdatering kommer her først en meget kortfattet gennemgang af begivenhederne i Ebla:
Kimærens hus fik en stormomsust, men foreløbigt ganske kort, tilstedeværelse i Ebla. Gruppen fik sig etableret ganske godt, både med huspræst, med kontakter både på tempelhøjen og andre steder, med loyalt tjenerskab og med en tro og vis floddelfin som havde slået følge med Armanu. Det blev dog efterhånden klart at Hvidtjørnens var i færd med at afvikle en ganske omfattende plan. Vi vidste ikke alt, hvad det gik ud på, men det havde noget at gøre med sygdom og med et gammelt fort på en ø ude i floden, som Hvidtjørnens hus var i færd med at sætte i stand. Det blev også klart, at som det meste andet i Ebla, havde disse planer nok i virkeligheden rod i intriger blandt præsterne på tempelhøjen, og at Hvidtjørnens hus således nok i virkeligheden var et redskab i hænderne på en præst eller fraktion af præster.
Begivenhederne i Ebla kom dog til at løbe hurtigere end ventet, idet gruppens modtog et bud fra deres gamle ven Katten fra Nelavar, som er gået i skjul, men stadig holder øje med begivenhederne. Han fortalte at fruen Isandra havde forsøgt at vende tilbage til Ebla i smug med en lille gruppe følgesvende, men var blevet forrådt og var faldet i fangenskab hus Hvidtjørnen i fortet på floden. Forræderens identitet var uklar, men det blev senere tydeligt at det var en gammel bekendt: Menakula. En ung mand, som var kommet i Cursinus hus ved samme udvælgelse som de fem venner.
Beslutsomt blev en plan sat i værk for at befri Isandra. Vennerne sneg sig om natten ud på flodfortet og brød ind. Det lykkedes at befri Isandra, og i processen slap en stor sværm af forfærdelige skaldyrs-lignende væsener løs og Hvidtjørnens base på floden blev ødelagt med mange døde til følge. Gruppen gik heller ikke uskadt ud af det idet Uri svævede på dødens rand og faktisk krydsede over ind i dødsriget før han kom igen - dog ikke uberørt. Efter dette brændte jorden under Kimærens hus og gruppen måtte søge ly, beskyttelse og forbundsskab hos de sorte flags hus. Her tog de vare om fruen Isandra og barslede med en plan for at få Kimærens kæmpere ud af Ebla.
Således begyndte i hast og i skjul en færd mod Thrissur. Ibo, Oteck, Uri og Armanu rejste sammen med den unge (8 år) arving til De Sorte Flag, en aldrende kriger og en ung page. På vejen ud blev gruppen advaret om at en række snigmordere var sendt ud på deres spor. “Det Lådne Næsehorn”, “Tempelslangen”, “Den Falske Præst” og endelig deres gamle bekendt Menakula, Isandras forræder.
- fortsættes med rejsen mod Thrissur
Subscribe to:
Comments (Atom)