Det ene øjeblik mærker Armanu hvordan synker ned i det Gyldne Ocean. Et sted der ikke kender til mørke, til smerte eller tab. Alt lades borte og han lader sig synke længere ned. Men han er ikke alene. Noget...en person, der ikke hører til her er med ham, en forkrøblet skikkelse, der selv fornægtede lyset da det stod parat til at tage imod ham, og som nu lever en skyggetilværelse på tærsklen mellem liv og død. Hvorfor er Uri her også? tænker Armanu. Så flår noget i ham, trækker ham op af det gyldne hav, op gennem smerten, som han gennemlever en gang til. Men denne gang i et snegletempo. Armanu prøver at skrige, men han har intet herredømme over sit legeme. To groteske skikkelser har taget magten over det, de skamrider det som grusomme børn, der plager en hest. Uri! Du lovede at holde mig i live!
Men Uri bliver skubbet væk af nekromantikeren. Chulabaya griner skingert og kaglende. Knoglepladerne danser om hans magre bryst, hvor der stadigvæk sidder skorper af sort blod fra det sår Ibo påførte ham.
"Præsterne troede at de havde fået forseglet kammeret for altid," griner Chulabaya mens hans fingre pløjer ind i Armanus bryst for at finde det kraftfulde mørke blod. Snart efter beskriver de sære mønstre på stendøren, bag hvilken Bjergets Konge ligger begravet. Og bag hvilken en masse skatte skjuler sig. Skatte, som ikke ragede Armanu en skid. Vi skulle bare gennem bjergene! Information, ja måske. Nekromaktikeren vidste tydeligvis noget om ypperstepræsten.
"Åh, Chulanara," kagler Chulabaya. "Jeg vidste, de her ville være de rette." Med store, glidende håndbevægelser lader han klatter af blod dryppe ned på stendøren, der begynder at knirke og knage under besværgelsens magt. Det groteske kattevæsen danser rundt mellem sin herres ben. Den ene vinge hænger slapt ned, men gløden i dens diadem skinner stærkere end før.
IndenArmanus øjne glider i, forsøger han endnu engang at famle sig vej tilbage til det gyldne ocean. Men vejen er ham spærret. Oteck og Uri skal nok hjælpe mig, det skylder de mig!
