Chivettens Gave

Civet klanens sønner!

De fire kammerater befinder sig nu højt oppe i bjergene, på ukendt grund på vej mod Klanens huler, hvor de skal hente det gule pulver.
Men faren lurer i bjergene, hvor gruppen støder på en lejr af fremmede krigere. Der er ikke blot en anden klan, det må være folk fra den anden side af bjergene. De er iført tunge plader af metal og bærer våben hvis lige drengene aldrig før har set. Det viser sig også at de fremmede har slaver med, mænd fra en af bjergklanerne.
Hurtigt og snarrådigt får drengene lagt en af plan hvor de viser sig som civettens sande sønner konfronter de fremmede og byder dem standse. Modigt kaster Karo sig ud over vandfaldet med et reb, der trækker to mænd med sig. Maro og Saughil har ligget skjult i brinkens mudder hvorfra de angriber de andre mænd.
Det lykkes dem at komme derfra med to af fangerne i live og rigt krigsbytte. Den ene fange, Zakhatasa, fortæller at de kommer fra Sabelgedernes klan. De fremmede krigere er kommet over bjergene i rigt tal, efter at en mand fra klanen har krydset bjergene og stiftet venskaber på den anden side.
Disse mænd er nu mødt frem i rigt tal, og det lyder som om at krigens gløder ulmer i deres hjemland, hvilket har ført dem ud på et grådigt plyndringstogt. Netop den gruppe vi mødte leder efter vor klans hemmelige huler. Vi må standse dem for enhver pris.
Vi dsikuterer intenst hvad vores kurs skal være. Selvom om vores klans ære byder os som civettens sønner at straffe de fremmede på vor jord. Skal vi lokke dem op til hulerne og forsøge at antænde det gule pulver. Det er et af forslagene, men det er for farligt at lade dem få en fonemmelse af vejen til det skjulte sted. Det gælder om at få bragt nyheden om de fremmede tilbage til vores høvding, og få bragt det gule pulver i sikkerhed.
Til sidst beslutter vi os for at bringe hævnen direkte til fjendens lejr. Men ikke i direkte kamp. Vi var heldige ved vandfaldet, men de er stadigvæk over 20 mænd, der er svært bevæbnede og dækket af plader af metal. Zakhtasa har berettet et disse folk har bundet flodens ånder til at drive enorme hamre, der banker metallet ud.
Det er sidste ende Vintari, der finder å en passende straf til de fremmede. Vi befinder os ikke langt fra civetternes territorie, og det vil derfor være oplagt at finde en civethule og bringe en unge med os mens forældrene er ude på jagt. Så skal vi blot bringe ungen ind til fjendens lejr og så lade de voksne civetter straffe de fremmede indtrængere.
Vi haster op til hulerne, hvor vi først samler så meget af det gule pulver vi kan bære. Vi er nødt til at arbejde hurtigt da vi opdager at dampene i hulen er giftige.
Derefter begiver Ramos og Karo sig til rovdyrenes huler for at finde ungen. Vintari og Saughil går i forvejen gennem den natmørke skov for at markere vejen til de fremmede folks lejr.
De befinder sig stadigvæk i deres mærkelige huse af stof tæt ved vandfaldet.
Saughil og Vintari er knap kommet ud af underskoven før e hører Karo og Ramos brage igennem skoven med den lille unge i en kurv på ryggen. Lige efter kommer forældrene, optændt af et uudslukkeligt raseri. Den første vagt ved floden når ikke at opdage hvad der sker, før hans hals bliver flået op af den ene civet. Karo og Ramos dundrer ind mit i lejren, hvor de smider kurven med ungen mod høvdingens telt. Den bliver hurtigt omringet af spydbevæbnede vagter, men kort efter når de voksende dyr frem.
Saughil og Vintari har listet sig ned i floden, hvorfra Saughil slynger en pakke med det gule pulver mod  et af fjendernes lejrbål. Et giftig sky spreder sig hurtigt, og de fleste af krigerne trækker i sikkerhed, men har inden da fået såret begge de to voksne civetter hårdt. Hannen slipper dog væk, med ungen i sit gab. Vi møder den over vandfaldet, hvor det er tydeligt at den er døende. Vi fornemmer at den ønsker at overlade sin unge til os, og Karo træder frem for at berolige det døende dyr. Hannen mærker Karos bryst med sine klør og efterlader et blodigt mærke. Men det så ud til at virke beroligende på den ophidsede unge, der accepterer Karo.
Vi haster gennem den mørke jungle, mens vi hører de fremmede krigeres råb bag os. Karo og Ramos er blevet sårede, men kan stå på benene.
Endelig, efter en lang nat og en lang dag, når vi frem til de egne der er velkendte for os. Klanens ledere tager imod os med alvorlige miner, og vi erfarer at andre af krigerne er stødt på flere af disse fremmede.
Efter at have berettet om alt hvad vi har set og hørt, bliver vi renset for ikke at bringe noget af den dårlige død vi har oplevet , med ind i landsbyen.
Den nat sover vi trygt i langhuset, men vækkes af Vintaris blinde søster. Hun viser os den skjulte kælder under huset, der rummer en af vor klans hemmeligheder, den Hvide Vinge. Vingen er ikke i stand til at flyve længere, fortæller søsteren, da dens hjerte ikke længere brænder. Alligevel skal den skænkes til Sabeltandsklanen som en del af den store medgift vi skænker dem, når Vintaris anden søster skal giftes med en af deres unge krigere. Men den Blinde Søster stoler ikke på denne kommende brudgom.