Flugten fra Surdas 2.

Som jeg hang der hjælpeløs i gunaens brændende greb fangede jeg et glimt af Galvanu. Flagermusen kom svævende ud af mørket og udstødte sit sære skrig. Det på virkede gunaen, men ikke nok til at den slap mig. Men der kom Elias ind i billedet. Soriannakrigeren stod stadigvæk på prammen og så ud til at ville tage kampen om med både den duhitar, der var trådt frem fra gondolen, og gunaen selv. Det glødede hidsigt rødt fra de utallige metalskæl i hans nye rustning, som rasede guderne selv mod det uhellige væsen og dens herre.
Elias gjorde et udfald mod den tentakel, der holdt mig, og selvom hans slag ikke var stærkt nok til at kappe den helt over, såredes den hårdt nok til at give slip på mig. Jeg faldt ned i vandet, men i det samme hørte jeg Eliases stemme befale Sorianna selv at hjælpe ham. Og det var som om kæmpe hænder skubbede flodens vand til side og skabte et rør ned til bunden. Jeg fik famlet mig op ved Eliases side, just i tide til at se duhitaren krænge sine smalle læber til side, og et gustent mørke samle sig om hans mund. Desperat kastede jeg en af Elos knive mod ham, men min hånd rystede og min arm var svag.
Så væltede en sky af brændede mørke frem fra duhitarens mund. Mørkere end natten selv, og koldt som døden. Min venstre arm blev fanget i skyen, jeg mærkede kødet skrælle af, og armen visne ind til ingen ting. Stakkels Elias blev ramt direkte i ansigtet. Her kunne selv ikke hans rustning hjælpe ham.
Bag mig, gennem smertetågen hørte jeg Weldor og Aromir råbe, men sansede knapt nok hvad det var. Noget om et reb. Da jeg igen kom til mig selv var jeg blevet bjærhet ind på bredden, og Aromir førte mig i skkerhed med Elias.
Duhitaren havde tilsyneladende opbudt alle sine kræfter i angrebet, og var for svag til at forfølge os. Endelig en bid held!

En Guna

Inden jeg går videre med beretningen må jeg hellere vise hvordan en af disse frygtindgydende gunaer ser ud. (tegningen er udført af Peter Villumsen, såeh copyright og sån)

flugten fra Surdas del 1

Vi var sluppet levende ud af Surdas. Snigmorderen Elo havde efter alt at dømme mødt sin skæbne ved Aromirs klinge. Anusta var blevet overladt til soldaterne, der ville føre hende tilbage til Nardullaslægtens villa. Det var også lykkedes os at slippe gennem maskerne i shoshoniernes snedigt vævede net, og i stedet for at søge konfrontationen med deres mystiske kriger, koncentrerede Weldor sig i stedet om at føre tjenestepigen i sikkerhed.
Uden for byen diskuterede vi nu hvilken vej vi skulle vælge. Gula var det oplagte mål, både på grund af kri gens komme, og for Weldor naturligvis at gense sin brud, Parwanna, der var blevet sat i husarrest af Nehan. Aromir knurrede lidt og begyndte at brokke sig over manglende belønning, sikkert stadigvæk utilfreds over tabet af rubinringen.
Vi tog også en snak om Galvanu, hvis voksende evner og stigende ønske om anerkendelse vækker en hvis bekymring. Dog har Weldor svært ved at vende det ryggen, og det er vel også værd at udnytte, når det er en gave, skænket os af nardullaernes husånd. Men alligevel var det med væmmelse at jeg kløede dyret på maven da det med ynkelig stemme bad mig om det.
Ved aftenstide kunne vi endelig drage mod floden og mødes med de færgefolk Elias havde hyret for at føre os til Fenkis.
Det blev en nervepirrende fart ned ad floden, da vi skulle passere igennem Surdas. Der var flere både på floden, og vi spejdede nervøst til alle sider. Weldor havde allerede med bitter vished forudset at Shoshonierne ville sende en Guna efter os. Jeg havde dog svært ved at forestille mig at de ville sætte så meget på spil. Men jeg skulle tage grusomt fejl.
Udenfor Surdas slog floden et næk, og byen forsvandt ud af syne. Netop da så vi et sært fosforiserende lysskær på floden bag os. Kun jeg, der er ny i Weldors følge forstod ikke med det samme, at det var en Guna.Det var et rædseslvækkende og alligevel sært smuk syn da det goplelignende væsen steg op ad vandet med myriader af fangarme dansende i luften. Og med en gondol hvilende på sin ryg!
Desperat prøvede vi at padle ind mod bredden mens hestene vrinskede i frygt, og bådsmændene anråbte de Tolv. Weldor og Aromir nåede begge sikkert i land med deres heste. men jeg skulle ikke være så heldig. Mit venstre ben var stadigvæk medtaget efter Nøglemesterens hug mod mig, og desuden greb frygten mig. Jeg væltede rundt i vandet med hesten prustende over mig, og min ene fod fanget i stigbøjlen. Knap havde jeg fået skåret mig fri før jeg mærkede en brændende smerte: Gunaens fangarme sværmede i vandet omkring mig. Et par af dem var i gang med at suge livet ud af den stakkels hest. En anden fandt mig og løftede mig op a vandet. Smerten var ulidelig og i et svagt øjeblik skreg jeg efter Galvanus hjælp, for hvem andre end Menakshiflagermusen kunne yde mig hjælp?
-Ruben (fotsættelse følger senere i aften)

illustration af Jesper Ejsing: Elias's nye rustning!

Mandag 25/2-2008

Halløj og velkommen til den faste blog/dagbog/oplsagstavle for den fantastiske Rolemaster kampagne, der styres med hård hånd af den eminente Master Soham. Hans underdanige spillere tæller:

Jacob Wolff Petersen: Elias (Soriannatro kriger)
Jesper Ejsing: Weldor Jernhånd (efterhånden ret bitter adelsmand, den eneste karakter, der har overlevet fra kampagnens start)
Peter Willumsen: Aromir (lejesoldat med hang til våde varer, og et lidt grådigt sind, dog også et hjerte af guld ... vist nok)
Ruben Strid: Sarbian (overmodig lykkejæger fra Gulas kloakker, har dog for nylig fået anerkendt sit slægtskab til Nardullaslægten)

For fremtiden vil I her kunne læse om vores drabelig bedrifter i kampen mod duhitarer, Avetarer og korrupte adelsslægter!

-ruben