Flugten fra Surdas 2.

Som jeg hang der hjælpeløs i gunaens brændende greb fangede jeg et glimt af Galvanu. Flagermusen kom svævende ud af mørket og udstødte sit sære skrig. Det på virkede gunaen, men ikke nok til at den slap mig. Men der kom Elias ind i billedet. Soriannakrigeren stod stadigvæk på prammen og så ud til at ville tage kampen om med både den duhitar, der var trådt frem fra gondolen, og gunaen selv. Det glødede hidsigt rødt fra de utallige metalskæl i hans nye rustning, som rasede guderne selv mod det uhellige væsen og dens herre.
Elias gjorde et udfald mod den tentakel, der holdt mig, og selvom hans slag ikke var stærkt nok til at kappe den helt over, såredes den hårdt nok til at give slip på mig. Jeg faldt ned i vandet, men i det samme hørte jeg Eliases stemme befale Sorianna selv at hjælpe ham. Og det var som om kæmpe hænder skubbede flodens vand til side og skabte et rør ned til bunden. Jeg fik famlet mig op ved Eliases side, just i tide til at se duhitaren krænge sine smalle læber til side, og et gustent mørke samle sig om hans mund. Desperat kastede jeg en af Elos knive mod ham, men min hånd rystede og min arm var svag.
Så væltede en sky af brændede mørke frem fra duhitarens mund. Mørkere end natten selv, og koldt som døden. Min venstre arm blev fanget i skyen, jeg mærkede kødet skrælle af, og armen visne ind til ingen ting. Stakkels Elias blev ramt direkte i ansigtet. Her kunne selv ikke hans rustning hjælpe ham.
Bag mig, gennem smertetågen hørte jeg Weldor og Aromir råbe, men sansede knapt nok hvad det var. Noget om et reb. Da jeg igen kom til mig selv var jeg blevet bjærhet ind på bredden, og Aromir førte mig i skkerhed med Elias.
Duhitaren havde tilsyneladende opbudt alle sine kræfter i angrebet, og var for svag til at forfølge os. Endelig en bid held!