Skatten

            ”Læg det tilbage Roja!”, aldrig før havde Udelvik lydt så sikker i sin stemme, som han gjorde nu. Som om det skulle hjælpe noget, stillede han sig mellem Roja og guldet.

De havde begge undersøgt kælderen hvor Agynlaen havde været troldbundet. Mest for at uskadeliggøre beviser som pileskafter og blodpletter, men også, som Roja sagde: for at undersøge om Kalkas havde efterladt noget  på stedet,som kunne være farligt for uskyldige. Ingen af dem havde drømt om at de skulle finde sangerens families guldskat og værdigfuldheder.

            ”Flyt dig”, knurrede Roja og sænkede hovedet som en tyr der skulle til at gå til angreb. ”Vi tager det med tilbage til byen. Det er vores vi har vundet det i ærlig kamp”

Udelvig sank en klump i halsen inden han svarede. Alle kendte Rojas temperament. Han havde set hvordan den store krigersøn havde langet ud efter den spinkle pige ved bådshuset få dage forinden, og nu var han alene med ham. Alene i en ruin hvor ingen ville komme forbi, ingen ville høre noget.

            ”Det er ikke vores Roja: Det er en grav, det her”, svarede Udelvik og slog ud med hånden mod de synderbidte knogler og kranier. ” Sangerens familie ligger døde og guldet er deres. Tør du virkeligt tage fra ånderne?”, prøvede han og håbede det ville skræmme krigersønnen.

Det var som om Roja først nu så de mange knogler. Hans kæber tyggede sammen og tænderne skurrede inde bag kinderne. Et godt tegn på at han tænkte sig om.

            ”Det er ikke et gravkammer. Det er bare en kælder hvor de her mennesker tilfældigvis er døde. Hvis der er nogen, der har skændet deres hviler er det Kalkas. Jeg tager de her ting med tilbage. Ellers får Kalkas og hans folk bare fingre i det”

            ”Han har vel set guldet da han var her sidst, og ladet det ligge”, prøvede Udelvik.

            ”Jamen så tager hans folk det bare...”

            ”Ikke hvis han kommer alene”, afbrød Udelvik. ”Og det er der noget der tyder på. Han vil vel ikke afsløre demonen og sine evner overfor sine folk”.

Roja åbnede munden, som vlle han modargumentere, men der kom ikke noget ud. Istedet så han rundt på skatten. Hans blik faldt på et prægtigt sværd, med guldpræget skæfte og et par benskinnder.

            ”Vi tager det med tilbage”, sagde Roja bestemt og skubbede sig forbi Udelvig.

            ”Det kan du ikke!”, råbte den spinkle dreng. Vi må først spørge en Sanger om lov. Vi må have deres besyv med i den her sag”

            ”Nuvel”, svarede Roja over skulderen, mens han dængede guldet og våbene op i et kæmpe gyldent kar, der kunne bære det meste.” Vi tager det med tilbage til Solaveg og sender bud efter en Sanger, der kan afgøre om vi må beholde det. Men det her sværd skal bruges mod sørøverne uanset hvad du siger. Hvis vi kaster de våben væk som skæbnen rækker os, er det ikke sikkert vi er her om en uge til at spørge en sanger om noget som helst”.

            ”Vi må spørge en sanger FØR vi tager det, Roja, ellers er brøden gjort”

Roja rystede på hovedet og hankede op i karet med guld.

            ”Du får din vilje og jeg får min vilje. Vi tager det med tilbage og spørger en sanger. Du får mig ikke til at efterlade de her rigdomme uanset hvad du siger...og slet ikke sværdet.”

”Nuvel”, sukkede Udelvik og hjalp Roja med at løfet karet op på ponyen. ”Men jeg vil have det noteret at jeg på det kraftigste er imod”

            ”Det er noteret”, brummede Roja, og spændte sværdet om livet.

Vi kommer mester Ouvari til hjælp

Efter en nat uden megen søvn troppede Roja næste dag op ved Hauthelfamiliens hus og fik hevet Udelvik ud af fjerene. 'Vi må hjælpe Ouvaris, der er  tid nok inden nymåne, den gamle kan ikke klare det alene, og hvis det lykkes vil vi sikre os mod et flankeangreb fra Kalkas's dæmon!"

Udelvik ku' kun gi ham ret, og inden længe var Dardo også med, og de tre drog sammen mod Mirelas hus for at hente Largu. Ingen andre voksne var blevet informeret, men drengene turde godt betro sig til heksekvinden. Hun var ikke meget begejstret for ideen, , men modsatte sig den heller ikke. Dog ville hun ikke lade Largu drage med. Nogen skulle blive i byen og forberede planerne til byens forsvar og sikkerhed.

Kort efter var de tre venner på vej igennem klitterne sydpå. Roja havde sikret sig en pony fra familien til den megen oppakning, alle havde medbragt buerne fra træningen, men især Udelvik var opsat på, at de kun skulle obsevere og ikke give sig ud i åben kamp. De var jo stadigvæk medtagne efter sammenstødet med Sharvonna. Hvor slemt det egentlig var gik op for dem da Roja flere gange sakkede agter ud på grund af sit medtagne knæ. Det fik Dardo og Udelvik til at beslutte, at de ikke kunne fortsætte. Så såret som han var risikerede han fuldstændig at smadre sit ben. Netop som de diskuterede højlydt i den gryde hvor de hvile dukkede en hund op. Og hvor en hund er, er en herre sjældent langt væk. Ganske rigtigt, nede på stranden fik drengene øje på en mand, der netop var ved at trække en lille båd i land. Mandens lange, hvide skæg bragte frygten for Kalkas den Hvide op i Roja. Og godt nok virkede mandesn tilstedeværelse mistænkelig. Hvorfor søgte han i land her, g ikke inde i Solavag? Kunne han være endnu en spion, der skulle kontakte andre i byen. Mens Udelviks blik konstant flakkede ind mod klitterne kastede Dardo sig ud i en strøm af troskyldige spørgsmål, der skulle prøve at afdække mandens hensigter.

Efterhånden fandt vi ud af, at mandens navn var Otsabin og han var bekendt med Varold, faktisk skyldte han ham en tjeneste og var derfor gået i land her for at obsevere begivenhederne i Solavag. Inden længe havde vi øst stort set alle vores oplevelser ud, og Otsabin viste sig da også at være en mand der vidste en del.

Det endte med at vi fik ham overtalt til at sejle os syd på i vores søgen efter Ouvaris. Og da solen så småt var ved at sænke sig over havet fandt vi den vig hvor ruinen stod. 

Efter vi havde fået trukket Otsabins båd i land fik Udelvik pludselig øje på sin gråhjort, Askeprins. Mester Ouvari havde fæstnet en bylt med sine vigtigste ejendele om gråhjortens ryg. Tydeligvis så den kunne vende tilbage til Solavag hvis Ouvari ikke overlevede sin mission.

Men Ouvari var stadigvæk i live. Han havde skjult sig i ruinerne, vel skjult mellem blade og siv og drefra overvåget den kælder hvor Kalkas havde skjult sin uhyggelige tjener. Nedgang var blevet muret til med næsten uigennemtrængelig mørtel, og da ingen af os havde redskaberne til det, viste det sig en svær opgave at få adgang til dæmonens kammer. (Vi var på dette tidspunkt holdt op med at kalde den for 'dæmonbjørnen' efter Otsabins irettesættelser).

Der var en anden måde, fortalte Ouvari, men den krævede at vi vækkede dæmonen. Med blod. Og det valgte vi til sidst. Kalksa havde nemlig tilvirket et lille hul, hvorigennem han sikkert selv når tiden kom skulle vække Dæmonen med sit eget blod. Selvom Udelvik tilbød sit blod blev det Ouvari der selv vækkede dyret.

Først lød der en dyb snerren, og pludselig ekploderede stendækslet op i luften da udyret med sin mægtige klo slog sig vej ud i friheden. Men den regn af pile der mødte den, fik den til at trække sig tilbage. Der opstod derefter en slags våbenstilstand, for godt nok førte en smal trappe ned i kælderen, men ganske sikkert også til den visse død. For dæmonen begyndte at slynge mægtige stenblokke mod enhver der blot nærmede sig kanten.

Da det stadigvæk var nat, besluttede vi os for at prøve at vente tiden ud, indtil dagen gryede og dermed svækkede dæmonens kræfter. Roja kom så på den ide, at vi kunne spænde sejlet fra Otsabins båd ud over hullet, og derved forsøge at snyde dæmonen til at tro at det stadig var nat.

Timerne krøb uendeligt langsomt af sted mens vi vogtede over hullet og nervøst spejdede , både ned mod hullet, men også ud i mørket bag os. Vi fik indhentet en del yderligere viden om Kalkas fra Otsabin, og prøvede at stykke mere af billedet af hans planer sammen.

Langsomt begyndte at solen endelig at krybe frem over horisonten, da Dardo et øjeblik var trådt lidt for tæt på kanten. Pludselig flængede dæmonens mægtige klo sejlet nedfra, og var nærved at trække krosønnen med sig ned. Takket være sin hurtighed undveg, og trods sine gamle ben var Ouvari hurtig på pletten og udfordrede det groteske dyr. Endnu engang var det som om klinger og pile knap kunne bide på dens seje, læderagtige hud, men samtidg fik Roja så endelig mulighed for at få noget af al sin vrede ud på det dyr vi kaldte Zozans Bane. Roja svang sin økse med mægtig styrke, men det var som om den ikke bed til. Til gengæld fik dyret ordentlig fat i Ouvari med sin ene klo og sendte mesteren mod jorden med en smadret skulder. Bag os steg solen langsomt og det begyndte at ryge fra bæstet som når man smelter fedt på en pande. Dæmonen skreg i vrede og smerte, og samtidig lykkedes det Dardo at begrave en pil i siden på dyret, så dybt at mørkt, levret blod begyndte at vælde ud. Udelvik gjorde hvad han kunne med buen, hvilket ikke var meget. Endnu en pil fik drevet dæmonen længere tilbage, selvom den kæmpede af alle kræfter for at komme op af det hul, der mere og mere begyndte at ligne en grav. Men det blev Roja, der fik det sidste ord da han begravede sin økse i nakken på Kalkas Tjenerånd og et brøl om 'Zozans sønner' ringede ud over den klippeklædte vig.

...så bliver der ikke mere i denne omgang. Kampen er skrevet efter hukommelsen, så I må sgu undskylde hvis jeg glemt nogle vigtige angreb eller sår, men tilføj endelig hvis der er noget jeg har glemt

Den ivrige gruppe af ungersvende fra Solaveg afdækkede en masse hemmeligheder og historier sidst.

- Ouvari er taget til en lille ruineret bostad i en vig en dagsrejse mod syd. Der regner han med at finde den sidste demonbjørn liggende i dvale. Han vil prøve om han kan slå den ihjel. Largus mor, mener han er den eneste, der har en chance mod den.

- En rig købmandsfamilie fra Bilva har kontaktet hautelfamilien og ønsker tilfældigvis at dukke op ved nymåne - samme tidspunkt som Sørøverne. de bringer med sig mindst en håndfuld soldater, men om de ønsker at hjælpe os mod fjenderne eller om de selv er fjender, kan ingen vide. det virker som et lidt for mystisk tilfælde.

- Largus mor hjalps os med at tilrettelægge planen for de voksne. Med hendes snilde fik vi den nye oldersiger til at sende en stor del af byens kvinder, gamel og børn op i bakkerne for at fiske laks.

- udelvig og Mirela diskuterede hvordan de skulle frembringe en form for gift, der skulle gøre udvalgte uskyldige syge, så byen var nød til at hejse epedimi banneret, og dermed forhindre spioner i at nå ind og ud af byen før vi synligt begynder forberedelserne til kamp mod sørøverne.

- Udelvig og Largu spottede en af spionerne, Den rødskæggede sømand, oppe langs klipperne. han var bevæbnet og på vej tilbage ad den vej, vi selv var ankommet til byen. han vil muligvis luske hele vejen til Zozans hytte for at spionere. Roja fik sin fader til at tage affære. Han vil få bjergfolkene til at tilbageholde den rødskæggede.

Dette er alt hvad jeg lige kunne huske. Men hvis der er noget jeg har glemt, som er vigtigt, så tilføj venligst i en opload.

Roja

-Mirela har ladet forstå, at det vil være en god ide, at vi simpelthen forsvinder under amgrebet. I forvirringen vil folk måske tro os døde, hvilket kan give byen lidt ro.
-Vi skal også være på vagt for Sharvonna eller andre spioner, der stadigvæk måtte være i byen. Vores handlinger mod Sharvonna og den efterfølgende kamp mod Markas, som muligvis er hendes elsker, har givet næring til et personligt fjendskab. Især, hvis hun tror Markas er død

Udelvik

Anden Del

Det var ved at blive aften. En kølig frisk vind blæste ind fra havet og tykke, grå uldtotter af skyer jog forbi på aftenhimmelen og varslede måske om regn i løbet af natten. Ouvari rettede lidt på sit ben og masserede knæet og ankelen. De mange timer ubevægelig i skjul i hybenbusken havde vakt minder om de mange måneder i fængslet hvor hans krop havde været bundet, pint og plaget. 

Minderne fra hans ungdom dansede forbi hans indre blik og for en stund sad hans og så ud i luften man til sidste bøjede han hovedet og tørrede hans kind med en flig af tæppet før han igen lænede sig frem og så mod ruinen af et hus. 

Et par hundrede meter fra stranden i en åbning mellem klitterne lå en ruin af et hus. For længst var taget borte og husets vægge var flere steder styrtet omkuld og det så ud som om både ild, blæst, regn og vind havde arbejdet på det gennem de sidste mange generationer. Ouvari kendte efterhånden dette sceneri godt; siden daggry havde hans fra sit skjul studeret det nøje og mærket sig alle detaljer, så selv når han lukkede sine øjne så han huset. Der havde ingen tegn på liv været, og han havde sørget nøje for ikke at efterlade sine egne, men var kommet til egnen indlands fra, og havde ingen ild tændt, eller bygget læ, men blot siddet stille som en sten og observeret. 

Historierne han havde hørt om dette sted fortalte at for mange år siden boede der her en rig familie, datter af en sanger, som ved sin død efterlod datteren en mængde penge som hun brugte på at bygge et godt hus til hende og hendes mand og deres tvillinge børn. Men ulykken var efter dem og en nat kom et skib af rejsende kriger-sømænd, og selv om manden advarede hende tog de imod gæsterne som forskrifter byder og gav dem lov til at sove på stranden og tilbød dem vand, mad og ild. Men midt på natten, efter vin og kød, gik kriger-sømændene til huset for at stjæle Efinua, og det gik galt. Tvillingerne som de klogeligt havde holdt skjult blev gemt i kamret under gulvet og der hørte de deres faders dødsråb og deres moders forbandelse af sømændene at de forbrød sig mod de hellige love. I tumulten væltede et fyrkar og en brand brød ud. Således blev det familiens grav og de to tvillingers ånder siges stadig at plage rejsende der vælger at tilbringe natten i dette hus. 

Så huset havde et kammer under jorden. Sandsynligvis et kammer der var gravet ud da man byggede huset og hvor man vinteren igennem gemte mad og vand. Måske huset der var styrtet sammen havde holdt dette kammer skjult og Kalkas med hans tjenere havde ryddet murbrokkerne bort og åbnet det og i det skjult hans dæmon-slave fra Isen. 

Men det var vanskeligt at lære mere fra historien eller fra at sidde der i skjul, snart måtte han ned og se stedet tættere på. Ville han kunne løfte stenene som dækkede dækslet.... ville han kunne vække og lokket dæmon ud hvis ikke... og ville han overhovedet have en chance mod dette væsen når eller hvis det kom dertil. Ouvari lagde på jorden foran sig den lille skarpe dolk, hans tykke samling af tekster og noter, resten af maden og ring med en sort sten. Efter lidt tænken spiste han maden, tog dolken i bæltet, og rejste sig og kaldte Askeprins til sig som havde holdt sig noget væk derfra og bandt bøgerne og ringen fast på hans ryg og tjekkede at det sad godt fast mens han sagde " så kan du blive her sp længe du har lyst, men hvis dæmonen får has på mig og kommer efter dig så løb alt hvad du kan mod nord og bring derved bud til din nye mester Udelvik og sagens udfald" Askeprins nippede blot lidt til tasken på hans ryg men da Ouvari begyndte at gå mod huset blev han tilbage og fulgte ham med øjne og øre. Ouvari så tilbage en enkelt gang og vinkede før han gik mod huset med hånden på dolken og den anden knyttet ned langs siden.

 

Første Del

Askeprins nippede til det tørre græs, mens den fra tid til anden løftede hovedet fra jorden og kiggede mod nord som hørte den noget der måske var skjult for det menneskelige øre. Ouvari lod sin lille kniv skære  halvt ind i brødet før han brækkede en humbel af og tog en ordentlig bid. ” tænkte jeg det ikke nok askeprins, selv deres brød smager af amaranthysserne! Jeg vil godt væde med de har modtaget en gave af gær-dej, der bager langt lækre brød end solavag nogensinde har set... ” Men den smukke sorte hjorteantilope kiggede blot på Ouvari ved lyden af hans stemme førend den satte i løb hen over sandet mod klitterne hvor den stillede sig på en af højene og stak næsen i vinden.

Ouvari kastede brødet til nogle fugle og tog i stedet frem nogle tørrede stykker fisk og åbnede en lille lerkrukke med timian,peber og hyben sovs og dyppede hvert et stykke før han spiste det mens han tænke ” Kalkas måtte jo have skjult hans dæmon-tjener ikke længere fra byen end at den kan haste dertil og tjene ham under piraternes angreb. Det måtte være et sted med en naturlig hule eller lignende da dagslys sviger dens nøgne hvide hud, samt det måtte ligge tæt på havet og efter at have redet nogle timer i hast med askeprins en dag, var han endeligt kommet frem til det resultat at det kunne ikke være længere væk end den forladte lille by i Sedris bugten mod syd. Herefter kom beslutningen let.” med et suk rejste Ouvari sig op og begyndte at pakke sine ting sammen igen og askeprins kom straks løbende hen og strøg det lange ovale ansigt mod hans skulder og arm. ” ja min ven, så er det den sidste distance, så må du forlade mig og haste hjem til solavag, det vil være alt for farligt for dig og være der hvor jeg skal hen...ind i løvens grotte. Men hvad kan en gammel mand som jeg ellers gøre, håber jeg kan hjælpe dem alle lidt, de gav mig husly og beskyttelse dengang for mange år siden. Og ingen vil savne en gammel surling som mig, selv ikke dig askeprins, du vil ha dig en ny mester i Udelvik, og snart vil du have glemt alt om mig" Mens de to gik mod syd og mågerne spiste det sidste af brødet på stranden, så gik solen mod horisonten og et par enkelte blege stjerne havde vist sig på øst-himmelen.

Skæbnen strammer sit greb+ billede af Narhvalen

Vi var nu tilbage i sikkerhed i Solava. Men den skulle vise sig kortvarig. Fra den døende dæmonbjørn havde vi lært at dens broder sov i en vig længere mod syd, mens den ventede på Kalkas den Hvides bud og krigerne fra havet. Så uanset hvad vi gjorde syntes det som om skæbnen strammede sit greb om os, og faren inge længe osse ville ramme Solava.

Efter hjemkomsten hvilede vi i mester Ouvaris hytte, hvortil kort efter kom Largus moder, Rojas fader, Dardos fader, samt den nye oldersir i byen, Vakita. Det var vigtigt at vi ikke spredte unødvendig panik i byen, så vores gøren og laden skulle fortsætte som sædvanlig. Især, da der var grund til at tro, at Kalkas uden tvivl havde en eller flere spioner i byen. Dette gjorde de andre fyr og flamme efter at overvåge alle nytilkomne og rejsende i byen, og der blev udtænkt en plan, hvor Largu og hans mor skulle gøre tjeneste på Narhvalen. Samme sted skulle der om aftenen foregå en mindehøjtidelighed for Oldsiren og Zozan. Historien, der skulle fortælles til landsbyen var, at vi havde forstyrret en hunbjørn med unger, og kun de to mænds modige indsats havde reddet vores liv. Der var tydeligvis svært for Roja, ikke at kunne ære ham for hans sande dåd, og jeg følte hele tiden hans bebrejdende blik ramme mig i nakken.

Mødet på kroen gav os den første mulighed for at spejde efter mulige spioner. Roja var som en bidsk hund i snor, der blot ledte efter en han kunne sætte tænderne i, og hans blik faldt tungt på dem der ikke fulgte med til gravpladsen hvor Zozan og Oldsirens lerfigurer skulle sættes til hvile.
De fleste folk i byen tog til takke med historien om hunbjørnen, men da der skulle drikkes gravøl på kroen bagefter, begyndte en nytilkommen sømand at stille lidt for mange spørgsmål, efter Rojas mening. Det lykkedes os dog at afværge et sammenstød.
Forinden havde min bror, Ars, til min store overraskelse fortalt ig, at det nu, samme aften, var tid til at jeg vendte tilbage til Hauthelfamiliens skød. Store ting var i vente, og de havde brug for mig. Jeg følte mig på ingen måde parat til at forlade mester Ouvaris, men han lod til at være forberedt og rakte mig en taske med mine ting. Blot bad han mig huske at kigge til Askeprins.
Dagen efter fik jeg mere at vide om min families nyvundne rigdom og handelsfamiler. Den salve Ouvaris havde forsynet min familie med, til at helbrede Ars og min tvilling Targis, havde Targis bragt med til Bilva, hvor han forhandlede med huset Amaranthys, en gammel handelsfamilie. Ud fra salven var Amarathysserne i stand til at genskabe en gammel, næsten glemt mikstur, som bla havde ført til den pludselige forbedring af min mors min moders helbred. Til gengæld havde Amaranthysserne udstyret min familie med penge nok til at hyre bådebyggere fra hele kysten, for at bygge det største skib Solavag havde set. Og, fortalte min moder glædesstrålende mens hun nippede til den klistrede, sorte pasta der havde givet hende livet tilbage, så var je i sandhed Hauthelfamiliens lille guldæg, der skulle til Bilva og møde Amaranthysserne. Jeg var selvfølgelig stolt over min pludselige status, over at kunne tjene min familie, men samtidig følte jeg et stik af bekymring. Mester Ouvaris var jo flygtet fra Bilva, og måske havde han stadigvæk fjender der, der kunne vende blikket mod vores by, hvis rygtet om hans salver blev spredt. Jeg søgte hastigt mod hytten, men fandt ham ikke der.
Samtidig var Roja under strenge instrukser fra sin far gået i gang med at gøre sit til byens forsvar. Han udså som sin opgave, at få trænet så mange af de store drenge som muligt i brug af buer. Han begyndte med Dardo, der allerede havde vist evner for at spænde en bue.
Men mellem Rojas benhårde lektioner var der stadigvæk tid til at Dardo sammen med Largu og hans mor unne overvåge Narvalens gæster. Sømanden fra den forrige aften dalede hurtigt i interesse da vi fik øjnene op for en tilrejsende købmand og hans kone. Faktisk var det deres tjenestepige Largus mor fattede mistanke til. Hun havde aftenen før været sent ude, efter sigende for at vaske sin herres tøj.

Largus mor have advaret os om, at et af sporene til Kalkas's spioner kunne være at de sikkert ville forlade byen umiddelbart før det forestående angreb, hun have også mistanke om at der befandt sig flere spioner i byen, en af de andre var muligvis en af de bådbyggere min familie havde ansat, en mand ved navn Markas.

Roja var hurtig til at beslutte sig for at tjenestepigen ved Sharvonna måtte være den vi ledte efter, og ved hjælp af Largus snilde og lidt muselort på købmandens klæder fik Sharvonna en unskyldning for at gå til bækken, og vi for at konfrontere hende.

Det vil sige, jeg var mere optaget af mester Ouvaris's fravær. Så langt tilbage jeg kunne huske havde mine dage bestået af de rutiner og Ouvaris udstak. Og nu, hvor dramatiske og voldsomme begivenheder haglede ned om ørerne på os, var han pludselig væk. Frygtede han mon Kalkas af personlige grunde? Eller var det andre, gamle fjender fra Bilva, der pludselig truede igen? Jeg fik dog ikke meget tid til at undersøge det, for Roja ville have os allesammen med til vaskestedet.

I mine øjne lignede Sharvonna ikke andet end en almindelig tjenestepige, men da Roja kom i kontakt med hende, begyndte hun hun hurtigt at spørge til ting omkring bjørnen og Zozans død, der afslørede, at hun selv vidste mere end hun ville indrømme. Vi blev nødt til at forhøre hende grundigere et afsides sted, og som de kluntede drenge vi nu engang var indbød vi hende til at drikke et krus øl med os om aftenen, nede mellem fiskerhytterne.

For at få os en ide om hvad vi kunne vente, og hvad vi skulle sikre os imod, snakkede vi nok en gang med Largus moder, der må siges at være et overflødighedshorn af hemmeligheder og beskidte kneb. Da det stadigvæk var altafgørende at undgå at sprede frygt og forvirring i byen var det vigtigt at vi kunne tvinge spionen bort fra byen efter forhøret. Til dette udstyrede Morissa os med et brændejern formet som en trekant i en cirkel, vistnok det man mærkede en tyv eller hore med.

Min del i forberedelserne gik på at finde en mikstur der enten kunne sløve hende, eller løsne hendes tungebånd. Det førte mig tilbage til Ouvaris hytte, men stadigvæk var der intet spor af min mester. Denne gang valgte jeg at bryde græskransen, der var bundet om døren, for at rode i Ouvaris gemmer. Der fandt jeg en hvid svamp, der efter sigende kunne få et enkelt krus øl til at virke som fem.