Efter en nat uden megen søvn troppede Roja næste dag op ved Hauthelfamiliens hus og fik hevet Udelvik ud af fjerene. 'Vi må hjælpe Ouvaris, der er tid nok inden nymåne, den gamle kan ikke klare det alene, og hvis det lykkes vil vi sikre os mod et flankeangreb fra Kalkas's dæmon!"
Udelvik ku' kun gi ham ret, og inden længe var Dardo også med, og de tre drog sammen mod Mirelas hus for at hente Largu. Ingen andre voksne var blevet informeret, men drengene turde godt betro sig til heksekvinden. Hun var ikke meget begejstret for ideen, , men modsatte sig den heller ikke. Dog ville hun ikke lade Largu drage med. Nogen skulle blive i byen og forberede planerne til byens forsvar og sikkerhed.
Kort efter var de tre venner på vej igennem klitterne sydpå. Roja havde sikret sig en pony fra familien til den megen oppakning, alle havde medbragt buerne fra træningen, men især Udelvik var opsat på, at de kun skulle obsevere og ikke give sig ud i åben kamp. De var jo stadigvæk medtagne efter sammenstødet med Sharvonna. Hvor slemt det egentlig var gik op for dem da Roja flere gange sakkede agter ud på grund af sit medtagne knæ. Det fik Dardo og Udelvik til at beslutte, at de ikke kunne fortsætte. Så såret som han var risikerede han fuldstændig at smadre sit ben. Netop som de diskuterede højlydt i den gryde hvor de hvile dukkede en hund op. Og hvor en hund er, er en herre sjældent langt væk. Ganske rigtigt, nede på stranden fik drengene øje på en mand, der netop var ved at trække en lille båd i land. Mandens lange, hvide skæg bragte frygten for Kalkas den Hvide op i Roja. Og godt nok virkede mandesn tilstedeværelse mistænkelig. Hvorfor søgte han i land her, g ikke inde i Solavag? Kunne han være endnu en spion, der skulle kontakte andre i byen. Mens Udelviks blik konstant flakkede ind mod klitterne kastede Dardo sig ud i en strøm af troskyldige spørgsmål, der skulle prøve at afdække mandens hensigter.
Efterhånden fandt vi ud af, at mandens navn var Otsabin og han var bekendt med Varold, faktisk skyldte han ham en tjeneste og var derfor gået i land her for at obsevere begivenhederne i Solavag. Inden længe havde vi øst stort set alle vores oplevelser ud, og Otsabin viste sig da også at være en mand der vidste en del.
Det endte med at vi fik ham overtalt til at sejle os syd på i vores søgen efter Ouvaris. Og da solen så småt var ved at sænke sig over havet fandt vi den vig hvor ruinen stod.
Efter vi havde fået trukket Otsabins båd i land fik Udelvik pludselig øje på sin gråhjort, Askeprins. Mester Ouvari havde fæstnet en bylt med sine vigtigste ejendele om gråhjortens ryg. Tydeligvis så den kunne vende tilbage til Solavag hvis Ouvari ikke overlevede sin mission.
Men Ouvari var stadigvæk i live. Han havde skjult sig i ruinerne, vel skjult mellem blade og siv og drefra overvåget den kælder hvor Kalkas havde skjult sin uhyggelige tjener. Nedgang var blevet muret til med næsten uigennemtrængelig mørtel, og da ingen af os havde redskaberne til det, viste det sig en svær opgave at få adgang til dæmonens kammer. (Vi var på dette tidspunkt holdt op med at kalde den for 'dæmonbjørnen' efter Otsabins irettesættelser).
Der var en anden måde, fortalte Ouvari, men den krævede at vi vækkede dæmonen. Med blod. Og det valgte vi til sidst. Kalksa havde nemlig tilvirket et lille hul, hvorigennem han sikkert selv når tiden kom skulle vække Dæmonen med sit eget blod. Selvom Udelvik tilbød sit blod blev det Ouvari der selv vækkede dyret.
Først lød der en dyb snerren, og pludselig ekploderede stendækslet op i luften da udyret med sin mægtige klo slog sig vej ud i friheden. Men den regn af pile der mødte den, fik den til at trække sig tilbage. Der opstod derefter en slags våbenstilstand, for godt nok førte en smal trappe ned i kælderen, men ganske sikkert også til den visse død. For dæmonen begyndte at slynge mægtige stenblokke mod enhver der blot nærmede sig kanten.
Da det stadigvæk var nat, besluttede vi os for at prøve at vente tiden ud, indtil dagen gryede og dermed svækkede dæmonens kræfter. Roja kom så på den ide, at vi kunne spænde sejlet fra Otsabins båd ud over hullet, og derved forsøge at snyde dæmonen til at tro at det stadig var nat.
Timerne krøb uendeligt langsomt af sted mens vi vogtede over hullet og nervøst spejdede , både ned mod hullet, men også ud i mørket bag os. Vi fik indhentet en del yderligere viden om Kalkas fra Otsabin, og prøvede at stykke mere af billedet af hans planer sammen.
Langsomt begyndte at solen endelig at krybe frem over horisonten, da Dardo et øjeblik var trådt lidt for tæt på kanten. Pludselig flængede dæmonens mægtige klo sejlet nedfra, og var nærved at trække krosønnen med sig ned. Takket være sin hurtighed undveg, og trods sine gamle ben var Ouvari hurtig på pletten og udfordrede det groteske dyr. Endnu engang var det som om klinger og pile knap kunne bide på dens seje, læderagtige hud, men samtidg fik Roja så endelig mulighed for at få noget af al sin vrede ud på det dyr vi kaldte Zozans Bane. Roja svang sin økse med mægtig styrke, men det var som om den ikke bed til. Til gengæld fik dyret ordentlig fat i Ouvari med sin ene klo og sendte mesteren mod jorden med en smadret skulder. Bag os steg solen langsomt og det begyndte at ryge fra bæstet som når man smelter fedt på en pande. Dæmonen skreg i vrede og smerte, og samtidig lykkedes det Dardo at begrave en pil i siden på dyret, så dybt at mørkt, levret blod begyndte at vælde ud. Udelvik gjorde hvad han kunne med buen, hvilket ikke var meget. Endnu en pil fik drevet dæmonen længere tilbage, selvom den kæmpede af alle kræfter for at komme op af det hul, der mere og mere begyndte at ligne en grav. Men det blev Roja, der fik det sidste ord da han begravede sin økse i nakken på Kalkas Tjenerånd og et brøl om 'Zozans sønner' ringede ud over den klippeklædte vig.
...så bliver der ikke mere i denne omgang. Kampen er skrevet efter hukommelsen, så I må sgu undskylde hvis jeg glemt nogle vigtige angreb eller sår, men tilføj endelig hvis der er noget jeg har glemt
No comments:
Post a Comment