Efrona, Guldbyen, de knuste drømmes by

For foden af bjergene, som et grådigt dyr, der bevogter indgangen til de røde eges pas ligger den mægtige stad, Efrona. Større by har de fire venner aldrig før set, så mange mennesker, så store huse, så megen grådighed.

Efter at have famlet lidt i blinde i forsøget på at finde noget arbejde i den store by, har de lært så meget: For at overleve gælder det om at skabe sig et navn, eller finde en velgører. Den sympatiske rejsende de møder på kroen De Røde Ege, Makona, fortæller dem om de fire huse der strides om magten og indflydelsen i byen. De er: Ozikhrysos, der har et grumt ry, hans lejesoldater beskytter købmændene der rejser over bjergene. Othero, vinhandler, importerer sine varer fra de milde egne i Vest. Khilken, hvis folk tæller jægerne. Han er også kendt som cedermesteren. Og sidst men ikke mindst Paponias, fruen af Natbjergrosen, det mest luksuriøse glædeshus i Efrona.

Det er også Makona, der giver de fire venner en chance ved en af de natlige nævekampe i byen. Til alt held har han Paponias's øre, for det er ikke bare lige til at stille op, hvis man er en ukendt knægt fra landet. Og efter Udelvik har forsøgt at få hyre som sårbinder i de billige glædeshuse, Darlo har viftet lidt med sin fløjte og Largu fedtet med sine terninger, måde sætte deres lid til Rojas næver. 

I nattens mørke

Udelvik havde for længst opgivet at falde i søvn. Der var for mange nye lyde, og der manglede de gamle, velkendte. Et stykke borte lå Roja og mumlede svagt mens han af og til sendte et nævestød ud i luften. Lardo snorkede veltilfreds, eller lod i hvert fald som om han gjorde det. Largu kom der ikke en lyd fra.
Til sidst satte Udelvik sig op, og ved det svage skær fra glødekarret midt i salen begyndte han at læse op på de miksturer og salver han havde fået skrevet ned. Der var kvindeteen, den var nem at lave, hvis bare han kunne finde noget der mindede om hybenroser. Og i denne by måtte der da være masser af gravide kvinder. Udelvik gøs ved tanken.- Af en eller grund havde mestern brugt meget tid på at forklare Udelvik om fosterets udvikling og selve fødslen, men han havde kun overværet fødslerne af lam. Han gik hurtigt hen over de små tegninger mester havde lavet for at instruere ham. Så var der opskriften på salven mod brandsår. Det burde være nemt at sælge den slags. Udelvik gennemgik hurtigt listen af ingredienser, men hans optimisme dalede i takt med, at det gik op for ham hvor få at planterne han kunne få her i bjergene.
Så var det hans blik faldt over en opskrift. Den var kradset hurtigt ned, og Udelvik måtte knibe øjnene sammen for at tyde skriften. Det var jo mesterens! Og hvad var det for en salve? Udelvik havde aldrig før set den.

kampene

Roja vente sig under det grove uldtæppe. De andre var faldet i søvn, og rundt omkring ham i sovesalen, snorkede adskillige rejsende på hvert deres leje af ejendele.

Han kunne ikke lade være med at tænke over kampen i morgen aften. Professionelle knævekampe. Hvordan havde han kunne sige ja til det? Zozan havde jo netop advaret ham mod den slags. Hans mester mente at det var det letteste sted at komme alvorligt til skade. Især hvis bryderne vidste hvad de foretog sig. ”Det kræver en helt specielt teknik og et koldt sind at slå ihjel med hænderne, Roja. Og du har ingen af delene”, havde Zozan sagt efter en dag hvor de havde kæmpet nede i klitterne. ”Men hvis du kommer forbi sådan en nævekæmper en dag, så se efter hvad han gør og prøv om du kan efterligne ham mens han banker dig til plukfisk. Hvis det ikke virker må du jo snyde...Husk på, knægt. Der er kun en vinder. Det er ham der står op til sidst”.

Roja vente sig om på den anden side. Jeg skal nok klare mig i morgen, tænkte han ved sig selv. Ellers har jeg Udelvig til at lappe mig sammen. Jeg må bare slå først...og slå hårdt.

 

 

 

Efrona, Guldbyen!

Mellem hans kyndige hænder og fingre stablede de små mønter sig i fire lige store søjler og fra en skuffe i bordet drog han frem en lille pose af skind, med ben-perle mønster, som han lod alle mønterne forsvinde ned i. Det bankede let på døren og han rettede sig op og sagde med klar stemme  " kom ind ". Manden der åbnede døren var en bølle af den værste type, men han lignede stadig et forårslam i sammenligning med den mønt-tællende. 

" Ossi Khryso, ville bare fortælle at de endnu ikke er vendt tilbage, det er den lille mand heller ikke. Fik presset mig adgang til hans værelse over på "den hvide konge" men alt lå urørt hen"

manden ved navn Khryso gik rundt om bordet og mod døren mens den anden synes næsten umærkeligt at trække sig lidt tilbage men hans ord var uden vrede " giv dem til i morgen, tvivler på at den lille visne mand ville prøve på at snyde os, men der er en god chance for at hvis hans historie er sand; om guldskatte bragt frem af tø-bruddet, at så vil måske Nilken og Otero prøve at snyde mig- men lad os vente og se; hold øje med dem for mig hvis og når de vender tilbage" samtidig kastede han den lille pose med mønter til tjeneren og sagde "grib"

"tak herre, Akashas Velsignelse, jeg går over til Pappunias "Nat-bjergrosen" og ser hvad hun pønser på... " med et lille buk forsvandt han og Khryso lukkede døren der første ned til den travle vinstue og alt blev stille igen-stilhed før storm!