Roja vente sig under det grove uldtæppe. De andre var faldet i søvn, og rundt omkring ham i sovesalen, snorkede adskillige rejsende på hvert deres leje af ejendele.
Han kunne ikke lade være med at tænke over kampen i morgen aften. Professionelle knævekampe. Hvordan havde han kunne sige ja til det? Zozan havde jo netop advaret ham mod den slags. Hans mester mente at det var det letteste sted at komme alvorligt til skade. Især hvis bryderne vidste hvad de foretog sig. ”Det kræver en helt specielt teknik og et koldt sind at slå ihjel med hænderne, Roja. Og du har ingen af delene”, havde Zozan sagt efter en dag hvor de havde kæmpet nede i klitterne. ”Men hvis du kommer forbi sådan en nævekæmper en dag, så se efter hvad han gør og prøv om du kan efterligne ham mens han banker dig til plukfisk. Hvis det ikke virker må du jo snyde...Husk på, knægt. Der er kun en vinder. Det er ham der står op til sidst”.
Roja vente sig om på den anden side. Jeg skal nok klare mig i morgen, tænkte han ved sig selv. Ellers har jeg Udelvig til at lappe mig sammen. Jeg må bare slå først...og slå hårdt.
No comments:
Post a Comment