gamle fjender

Roja Mærkede hvordan blodet løb fra hans ansigt og det mærkedes som om alt varmen forlod hans krop.

”Sagde du Abinavagupa”? Rojas stemme var tynd og tonen en del højere end normalt.

“Ja”, sagde oldersigeren. “det lyder som et kunstnernavn og fyren selv ligner og opfører sig også som en gøgler.

“Det er han ikke. Han er en morder og en voldtægtsforbryder. En hyrret kniv og en demondyrker og han kan forgøgle menneskers sind. Vi har mødt ham før og vi er sluppet godt fra at have overvundet ham. Jeg selv har truet ham og ydmyget ham på det groveste og var kun få øjeblikke fra at henrette ham.” Roja sank en klump og rejste sig fra skamlen. Han greb om sin stentræsøkse og lod den glide provender imellem hænderne. “Og nettop derfor er jeg sikker på at dette ikke er et tilfælde. Hans landsætning er planlagt og selvom han endnu ikke er sikke rpå at det er lige præcis os, der bor her i bådshuset, så er det kun et spørgsmål om tid før han får opsnyst den del af sagen. Og når han gør er ingen I denne by i sikkerhed. Han vil bruge hvem som helst til at nå sit mål”.

Den gamle oldersiger tørrede sig I mundvigen med fingrene og satte sin thekop fra sig. “Hvad er det for uvejr du forudsiger, unge mand”?

“Jeg siger; at hvis ikek vi slår til først, er det ikke sikkert vi kommer til at slå til I det hele taget, og folk fra byen vil blive involveret. Jeg har set det før. Han vil gøre det igen. Han har brugt mig mod mine egne venner og bysbørn og jeg nægter at lade det ske igen”.

“Hvor skal du hen?” Darlo rejste sig da Roja begyndte at åbne døren. Udelvik og Largu kom hurtigt på bennene og forsøgte at tale Roja til ro. Udelvik ligefrem forsøgte at holde døren lukket så Roja ikke skulle gå ud.

“Jeg er ingen mand eller kvindes dukke”, sagde Roja brummende med en rumlende stemme, der kom helt nede fra maven.

Ergan rejste sig og tog sin hjortetaksøkse som havde stået op af væggen.

gruppen

Et gruppe photo. Hvem er hvem? Special prize only for the winner!

Ergan går med hunden gennem byen

Ergan går ned af gyderne i nærheden of gruppens midlertidige hjem for at lufte de to hunde. Han føler sig allerede tæt knyttet til Maggi, som han selv havde udvalgt. En klog og lydig hund som minder ham om hundene hos hans mors slægt i bjergene. Rojas store køter er sværd at elske, men den skal jo røres for at den ikke bliver helt umulig og det er ikke altid at Roja lige husker det og Ergan nyder også at komme lidt væk fra gruppen og være alene med sine tanker.

Han er til sin overraskelse allerede ved at føle sig som en af dem. I begyndelsen var han både skræmt og tiltrukket af deres erfaring og evner samt alle de skumle intriger de var involveret i. Nu forstår han bedre Roja, Udelvik, Largu og Darlo; han ser deres fejl bedre også, men han føler sig som en af dem og har tænkt sig at blive sammen med dem og se hvor skæbnen fører ham hen – ikke at han har så mange andre muligheder.

I første omgang har skæbnen ført dem til storbyen Bilva. Ergan er helt overvældet af byens størrelse, men føler alligevel at han er en lille smule mere på hjemmebane en sine rejsefæller. De ved meget mere end ham om kamp, om historie og om sære sammenhænge i verden som Udelvik, Largu og Darlo studerer i bøger om aftenen, men det er tydeligt at de alle 4 er helt uvante med livet i en større by.

Her er en chance for at overbevise dem om Ergans værdi som medlem af gruppen.

Valdaro

Valdaro. Nordhavets Løve og Largus fader.

fra Udelviks noter

Mester Ouvaris, jeg skriver dette på en båd, et sted  på havet nord for Bilva. Selvom byen stadigvæk ligger en dagsrejse bort melder den allerede nu sin tilstedeværelse. Havet er tæt af skibe. Luften er allerede nu mættet af lugten af røg fra de mange bebyggelser, stanken af mange mennesker og dyr presset tæt sammen. Stanken af sygdom.

Jeg husker tilbage på de få historier du fortalte om den mægtige stad, hjemme i hytten på stranden, mellem klitterne med marhalm og hybenroser. Jeg drømte om at betræde gaderne i denne by, om at følge i dit fodspor og blive en respekteret og æret sårbinder.

Men efter knap at være sluppet levende fra mødet med Efrona, med Irahetavag og til sidst Visguda, så ryster jeg ved at tænke på, hvad en by af Bilvas størrelse kan byde på.

Vi er alle stadig i live, os fire der for flere måner siden forlod den lille by. Takket være forfædrenes hånd over os, takket være Rojas styrke, Darlos luskede sind, Largus desperate styrke. Og nu, langt om længe, mine evner. For endelig er de ved at vågne, endelig har jeg fået stykket den lærdom sammen du har bragt mig, og forenet den med den viden vi har skrabet sammen vidt forskellige steder. Og det er på høje tid, for vi er som et såret dyr, der halser udmattet af sted, med jagthundenes glammen bag den næste bakkekam. Nok er vi selv i live, men vi har mistet venner, uden hvis hjælp vi selv havde været døde. Vores fjender synes utallige og allestednærværende.

Mester, jeg ved ikke hvor du er nu, og det er bedst det er sådan. Jeg formoder du på en eller anden vis har hørt nyt om de grusomme begivenheder i Visguda. Nogle af magterne i denne strid, der er under opsejling har nu vist deres ansigt, om ikke i alles nærvær, så tydeligt for dem der forstår at læse tegnene. Kalkas den Hvide, Osi Khrysos og Paponias, Lejesværdenes leder og skøgedronningen fra Efrona. Og nu, her på tærsklen til Bilva, for vi nys om fjender, der allerede har kastet deres grådige blik på os, fjender vi ikke engang kendte. Jeg taler om en mand...ja hans navn undslipper mig nu, Agiya vist nok. En mand, der tilhører en af de gamle familier fra Bilva, residerende i bakkerne udenfor byen.

Det er endnu ikke helt sikkert, men jeg formoder, at det var ham, der havde sendt manden der overfaldt os i igår, manden, der slog Metulla ihjel. Jeg fatter staig ikke, hun er død. Hun virkede så handlekraftig, så stærk, som kunne hun klare alt, hvad verden kunne sende mod hende....og dog. Kan hun være død? Hendes legeme var så stærkt, og kom sig så hurtigt. Kunne dette være en udspekuleret plan? Og med hvilket mål, hvem vil hun beskytte? Os, eller hende selv?

Ved hvert svar stikker blot hundrede nye spørgsmål hovederne frem, mester. Og tiden er imod os. Stormen er over os, og vi er alle fanget på åbent hav.

Må forfædrene vogte over dig, mester Ouvari.

Bilva, den vaklende kolos