fra Udelviks noter

Mester Ouvaris, jeg skriver dette på en båd, et sted  på havet nord for Bilva. Selvom byen stadigvæk ligger en dagsrejse bort melder den allerede nu sin tilstedeværelse. Havet er tæt af skibe. Luften er allerede nu mættet af lugten af røg fra de mange bebyggelser, stanken af mange mennesker og dyr presset tæt sammen. Stanken af sygdom.

Jeg husker tilbage på de få historier du fortalte om den mægtige stad, hjemme i hytten på stranden, mellem klitterne med marhalm og hybenroser. Jeg drømte om at betræde gaderne i denne by, om at følge i dit fodspor og blive en respekteret og æret sårbinder.

Men efter knap at være sluppet levende fra mødet med Efrona, med Irahetavag og til sidst Visguda, så ryster jeg ved at tænke på, hvad en by af Bilvas størrelse kan byde på.

Vi er alle stadig i live, os fire der for flere måner siden forlod den lille by. Takket være forfædrenes hånd over os, takket være Rojas styrke, Darlos luskede sind, Largus desperate styrke. Og nu, langt om længe, mine evner. For endelig er de ved at vågne, endelig har jeg fået stykket den lærdom sammen du har bragt mig, og forenet den med den viden vi har skrabet sammen vidt forskellige steder. Og det er på høje tid, for vi er som et såret dyr, der halser udmattet af sted, med jagthundenes glammen bag den næste bakkekam. Nok er vi selv i live, men vi har mistet venner, uden hvis hjælp vi selv havde været døde. Vores fjender synes utallige og allestednærværende.

Mester, jeg ved ikke hvor du er nu, og det er bedst det er sådan. Jeg formoder du på en eller anden vis har hørt nyt om de grusomme begivenheder i Visguda. Nogle af magterne i denne strid, der er under opsejling har nu vist deres ansigt, om ikke i alles nærvær, så tydeligt for dem der forstår at læse tegnene. Kalkas den Hvide, Osi Khrysos og Paponias, Lejesværdenes leder og skøgedronningen fra Efrona. Og nu, her på tærsklen til Bilva, for vi nys om fjender, der allerede har kastet deres grådige blik på os, fjender vi ikke engang kendte. Jeg taler om en mand...ja hans navn undslipper mig nu, Agiya vist nok. En mand, der tilhører en af de gamle familier fra Bilva, residerende i bakkerne udenfor byen.

Det er endnu ikke helt sikkert, men jeg formoder, at det var ham, der havde sendt manden der overfaldt os i igår, manden, der slog Metulla ihjel. Jeg fatter staig ikke, hun er død. Hun virkede så handlekraftig, så stærk, som kunne hun klare alt, hvad verden kunne sende mod hende....og dog. Kan hun være død? Hendes legeme var så stærkt, og kom sig så hurtigt. Kunne dette være en udspekuleret plan? Og med hvilket mål, hvem vil hun beskytte? Os, eller hende selv?

Ved hvert svar stikker blot hundrede nye spørgsmål hovederne frem, mester. Og tiden er imod os. Stormen er over os, og vi er alle fanget på åbent hav.

Må forfædrene vogte over dig, mester Ouvari.