Ulvene tuder i de høje bejerge

Udelvik forsøger at puste lidt varme i sine frosne fingre mens han betragter landskabet fra kanten af bjergvejen. De jerngrå skyer, der kommer tungt rullende ned fra de vestlige tinder har sendt en kold, isnende i forvejen, som en budbringer om de anstrengelser, der er på vej.

Nervøsiteten er tydelig, som en fæl dunst, blandt medlemmerne i karavanen. Alle havde håbet at nå op over passet inden det første snefald. Det hele bliver heller ikke bedre af at Largu næsten danser rundt som en gal profet og skingrer hæst om ulve og blod og knogler. Hvis bare Roja ville komme ordentligt til hægterne igen. Trods al sin galskab og vrede er der dog noget gammelkendt, næsten trygt ved ham.

Eden har dog givet Udelvik lidt ro tilbage, en føelelse af, at den kurs de følger er rigtig, at deres rejse har et mål og at de kan finde det sammen, at de faktisk kan overleve det, hvis de blot husker hvad de svor sammen over bålet.

Udelvik sætter sig ned ved et af bålene og tilspørger nogle af soldaterne til deres sår og lidelser. Der er ikke meget han kan gøre, hvis først frostbiddene får tag i fingre og tæer, så han gransker dem omhyggeligt. Overfor har Largu placeret sig og begynder endnu engang med lysende øjne at fortælle historier om varsler og jærtegn.

"Largu, klap nu i!" vrisser Udelvik. "Se hellere til Roja."

Inden Udelvik når at sige mere lyder der råb og skrig nede fra de bagerste vogne. Da Udelvik når frem ser han Darlo og Roja og et par af soldaterne stå bøjet over en skikkelse, en af spejderne ser Udelvik. Luften over ham damper fra det varme blod, der står ud fra flere dybe flænger i hans bryst og lår. "Det var en ulv," hvisker han halvkvalt, igen og igen. "Ulvene, ulvene!"

Som i en døs får Udelvik beordret manden båret hen til et af de små telte. Mens Roja koger vand finder han knive og pincetter frem. Jægeren skriger fortsat om ulve, der er blod over det hele, det må være den store arterie, der er revet over. Udelvik binder en hastig åreknude, vasker blodet væk og prøver at finde åren, men mere blod vælder frem. Jægeren raller, spasmer sender rystelser gennem hans krop da han går i chok. Langt væk fornemmer Udelvik at Roja og Darlo råbe noget til ham, men han hører intet, for langsomt går det op for ham, at jægeren ikke kan reddes. Det er for sent. Bjergene og ulvene har krævet deres første offer, og det første Udelvik ser da han udmattet træder ud af teltet er Largu, hvis ansigt er fortrukket i en sær grimasse, næsten som et veltilfreds smil over at hans profeti er ved at gå i opfyldelse.