synopsis II

Efter en dag med sysler vender Erulf dog tilbage hen under aften med ilde nyt. Han har skudt en hjort men også på jagten opdaget at en gruppe af bjergenes lokale samt Zinobion og hans heksesøn af en ven campere på den anden side af et lille forbjerg. Og at de sikkert pønser på at angribe gården i løbet af natten og tilbage kræve den smukke kvinde, som Zinobion selv har stjålet fra Kalkases hoved villa, samt at Odanathys nok ønsker at udfordre den eller de hekse sønner som rejser med Tvillingerne, og som lyder Rojas bud! Efter et krigsråd blev det besluttet at alle soldaterne og Erulf ville tage hestene og gemme sig i skoven bag gården, parat til at charge når angrebet begyndte. I hovedhuset gemmer de svage og sårede sig, under de tykke mures beskyttelse. Natten falder på og den kolde vinternat er stille og klar. Men pludselig begynder angrebet med en kaskade at af ild der flyder og spyer ud af pejsen og brænder en tjener og et par andre. Herefter bruder kaos ud. Udenfor kæmpes der og inde i huset beslutter Largu og Udelvik sig for at få loftet til at styrte sammen for at kunne komme til Odanathys der åbenbart står på hustaget og hælder sin trolddom ned gennem skortstenen. Loften styrter sammen og flere såres men odanathys reddes væk af nogle af Amga-krigerne og kampen ebber ud da Darlo sætter en pil gennem Zinobions skulder. Næste morgen rejser gruppen videre mod Vandaka, en gammel Kolkisisk by ved bredden af en stor bjergsø. Her hviler de og modtager hjælp fra byens Olderzir. De tilbringer en nat i byen og den efterfølgende dag. Men efter at have hørt om de mange fjender der kommer nærmere og nærmere beslutter Tvillingerne at de gruppen op! Erulf og soldaterne vil rejse mod Bilva ad Højvejen, og undervejs udfordre og forstyrre fjenderne mens Zozans sønner, en tjener, Oiram & Krama samt Sharabi Upaya rejser langs fodbjergene mod Bilva. En rejse der bringer de til et fortryllet sted. Under nattens dække bryder gruppen der agter sig mod bjergene op og de rejser langs bjergsøen mod dalen mod øst. Den første halvdel af turen forløber uden problemer men så begynder et kraftigt snefald. Hen mod aften finder de en af de mange lokale huler at slå lejer i. Denne hule har været brugt igennem mange hundrede år som tilflugtssted for rejsende og er fyldt med graffiti især et af dem som fanger gruppens opmærksomhed da det først synes at vågne da varmen fra ilder vækker det. Gjort af rødt guld, også nogen gange kaldt levende guld, lyser der op da ilden brænder klart. Det er to cirkler hvor i midten er der bedende hænder. Stilen er kolkisisk og gammel.

Næste morgen efter samråd med Tvillingerne bryder Ergan en cirkel af det røde guld ud af væggen og gruppen forlader stedet i hast. Efter en lang dags hårdt ridt op gennem dalen nærmerde sig en gammel grå-blå gletcher og passet videre til nabodalen og her ser de tilbage i bunden af dalen en kæmpe samling af ryttere alle klædt i rødt og sort. Den ny-kronede konge i Bilva har sendt sine Kriger-sønner 92 stærk, alle kældt i brynjer, bærende spyd, økse, kniv, skjold og buer. De ridder på uldhårede ponyer som kan let klare kulden og som har sikre fødder selv i bjergene.

Gruppen gribes af angst!

Largus brev til Oiram

Med et hurtigt ryk flåde Largu de to sider ud af den gulnede og stærkt falmende notesbog. Forbløffet over, hvor pænt de to sider pagement efterlod kun minimale tegn på nogen sinde at have siddet i bogen, foldede han siderne sammen til et sirligt lille brev. Han rejste sig, og gik for at opsøge Oiram.

Largu fandt den aldrende tvilling siddene tæt på lejrens eneste bål. Oiram nød en stille stund med en lang pipe i mundvigen, og sendte tunge skyer af tobak ud i den kolde aften luft. Largu rakte Oiram brevet, og tvillingen tog mod dem med et anerkendende nik, men sagde intet. Han ventede åbenbart ikke på, at Largu skulle forlade ham, men gik straks igang med at folde brevet ud.

Dette var, hvad han læste.

Ærede Oiram,

Som du bad mig har jeg tænkt meget og længe over de samtaler vi har haft på turen. Jeg har tænkt længe over sammenhængen mellem sindet, eller bevidstheder om du vil - og de 5 essenser, materier og deres fakulteter.

For at tillægge sig viden har jeg her nedfældet på 3 retningslinier enhver studerene bør underlægge sig og følge.

For det første må man starte med at udforske det velkendte.

For det andet skal man mærke sig verden i dens reneste form.

For det tredie skal man man arbejde med og ikke imod de 5 essenser.

En studerende i de ældste kunstner må starte med at bruge det han kender bedst. Huske steder som han har besøgt eller boet i mange år. Dyr som han har omgåes med hele sin opvækst på sine forældres gård. Mad og drikke som han har nydt mange aftener år efter år. Først når man mestrer det velkendte kan man gøre sig håb om at udvikle sine kundskaber til at nå mere bredt og fagne det ukendte.

Meditation ved morgengry og skumring vil styrke sindet og øge den individuelle bevisthed hos den studerende.

Den studerede bør forstå at essenserne er i udviklende balance. Det er krævende at gå direkte mod balancen, men nemmere at vejlede eller styre balancen. Det er dumdristigt at hidkalde regnvejr på en skyfri sommerdag, eller få store egetræer til at gro i en sandet ørken. En studerende må til alle tider vurdere hvordan han bedst muligt flyder med essensens flod i stedet for at kæmpe mod strømmen.

De ærbødigste hilsner,

Largu, Søn af Valdaro og Mirela

Rejsen over Sattagdia Bjergene

Synopsis: turen over Sattagdia bjergene.

Fra Ortimene ved havets bred, rejste gruppen op i fodbjergene og videre ind i Amga-land. Endnu åndede alt fred og efterårsskovene klædte sig i rødt, orange og gyldent. Gruppen bestod af sønnerne fra Solavag, også kaldt Zozans sønner, samt en Sanger Soldat ved navn Ossir Erulf, og de to rige og gamle tvillinge-krigere ved navn Oiram & Krama Inanna og deres følge af tjenere og soldater. Det var et imponerende følge og overalt hvor de kom frem dukkede bjergenes hyrde, bønder og jægere frem for at hilse dem og handle. Efter nogle dages ridt dybt ind i bjergene kom de til den Amga klans land som kaldte sig Bisharpurene og på højsletten ved bjergsøen Vitorusa gæstede følget klanens høvdinge og festede med folket. Amgaerne lever og ånder for disse fester. Til dagligt lever de spredt men når noget skal fejres kommer de fra nær og fjern og fester, handler, knytter ægteskabsbånd, ser slægtninge, og så slåes, raner og skændes de også. Denne fest i Bisharpurernes huler ( klippe-templer skabt af Kolkisiske arkitekter og lokal arbejdskraft ) dannede rammerne for dans, mad og drikke samt uddelingen af ” sort øl ” en gæret drik fyldt med urter og andre gode sager, tilberedt af klanens hellige mænd Athysserne også kaldt Sharmanerne.

Under gildet blev Erkan tilbudt at købe en kostelig gave. En ung kriger prøvede at sælge en massiv armring af ”rødt guld” eller ” prakasha guld ” men Erkan afslog da han synes der var noget skummelt ved det. Senere den sammen nat hjælper Roja Largu til at drikke det sidste af det sorte øl, da athysserne i deres uvished er et øjeblik uagtsomme og af det kommer der nogle sære syner, blandt andet det af en sharman på et fladt hustag som tvinger i knæ en ung mand mens han messer ord der får en blodrød ring af guld til at snøre sig sammen om hans håndled og true med at klippe armen af...

Efter alt dette, næste morgen, bryder den store gruppe op og rejser mod Aghistir passet over Sattagdia bjergene mod landet på den anden side. Det land som i gamle tider holdt livsnerven, Højvejen, til byerne i vest, Gula, Malkuna, Shantivana og Kongebyen KOLKIS.

Den første del af turen går godt, så begynder sneen at falde. Natten inden de krydser passet tilbringer de i ruinerne af soldaterbyen som engang vogtede passet og gjorde rejsen over bjergene sikker. Den nat vækker hundene Zozans sønner og da de firbenede sætter ud i natten følger Roja og Erkan efter. Hundene synes at løbe med et forladt hus, der kommer dog et skær fra et af vinduerne og hundene forsvinder derind hvorefter lyset forsvinder øjeblikkeligt. Da Roja og Erkan lister videre bliver de pludseligt angrebet af deres egne firbenede venner som synes at være blevet slået med galskab eller besat af vanvidsdæmoner. Roja dræber dem begge men Erkan såres og de gør hastigt tilbagetog. Tilbage i lejren sætte der ekstra vagt men intet anende har den svigefulde athysser, Valabathys af Bisharpur, solgt den røde guld armring til en tjener i følget, som han om natten kaldte ud i et ruin hus og gav et pulver der kunne tilsættes maden, og som ville danne grundpillen i hans trolddomsnummer næste morgen. Og ganske rigtigt – næste morgen spiser alle sammen mens Tvillingerne fortæller lidt om den sidste del af rejsen over passet, men pludselig begynder et par af soldaterne og hoste og mumle underlige ord. Nogle vælter om og begynder at kradse sig i ansigtet andre begynder at slåes. En grusom galskab breder sig og selv Udelvik og Largu bliver grebet af den! Frem fra bag en søjle i ruin huset træder den mørkklædte sharman ved navn Valabathys, og med en fløjte kalder han til sig sine hunde. Stolt fortæller han at han er den mest magtfulde Sharman i bjergene og at hans kunst ” dæmon-hundene fra Aghistir ” er frygtet vidt og bredt blandt klanerne og at han nu vil røve dem for alt deres gods samt måske deres liv hvis de ikke makker ret!

Tilsammen får Erulf, Roja og Darlo dog sat en stopper for dette, og Valabathys såres hårdt og efterlades nøgen i sneen til en usikker skæbne, men den store gruppe rejser videre et par mænd mindre.

Turen over passet går strålende og på den anden side ser de Handelsbyen, som engang indeholdt boligen for den skat-minister der overvågede handel gennem passet. Nu er byen dog et hjemsted for egnens tvivlsomme karakterer og en mand kalder sig Ossir eller konge her. Efter et kort møde tilbydes den rejsende gruppe et hus at sove i og om aftenen inviteres soldaterne til terningspil og øl i ministerens gamle hal. Kongen OssiZino fortæller at hans søn Zinobion er rejst til en dal i bjergene på for at betale en gæld og at hans nye kone vil synge for dem. Frem på et skjold bliver båret den smukkeste kvinde sat i lænker. Hun er lille og slank, sandeltræsfarvet hud, mørkt stort krøllet hår og smukke brune gazelle øjne. Men hendes stemme og sang er så smuk at selv ilden falder lidt til ro og garvede krigere kniber en tåre. Straks vågner de svages begær og et væddemål over kvinden som de kalder Upaya, og Rojas mosetræsøkse bliver indstiftet. Kappestriden er nævekamp på en seng af aske og gløder fra arn-ilden og da kampen går i gang er det hurtigt tydeligt for enhver at disse bjergmænd, flygtninge og lovløse fra kysten ikke er novicer.

Byens mand smadre med et næveslag Rojas overarm, et slag der i enhvers øjne endte kampen med en sejer til byen og Ossi Zino, men Rojas tåler ikke at tabe sin økse så han kaster sig tilbage ind i kampen og med et råb tvinger han sine venner til at hjælpe sig! For et barn med en hammer ligner alting et søm – og for en heksesøn og en falsk sanger-lærling er der ikke meget andet at gøre end hammer til, og byens kriger bliver slået 6 meter bagud selv om Rojas hjælpeløs frembrusen knap rørte ham.

Omtåget beskylder krigeren de fremmede for æresløs opførsel men Roja og de andre er allerede ved at indløse deres gevinst. Men kongen dømmer at der næste morgen skal forsvares ære ved en tvekamp mellem Roja og byens kriger, og sådan bliver det. Øksen og kvinden forbliver under overvågning og Zozans sønner vender tilbage til gruppens hus. Næste morgen begynder duellen på en plads hvor byen har taget opstilling på den ene side, og de rejsende på den anden. I løbet af natten er høvdinge sønnen Zinobion vendt hjem og hans vrede er som en bjørns der vækkes af den vinterhi. Med sig har han bragt Odanathys af den Sorte Kilde, og hans kunst er at få metal og ting til at brænde ved at dyppe det ned i en stort mint-grøn krukke fyldt med noget sort klæbrigt stads. Tvekampen bølger og til sidst vinder Roja. Undervejs vælter det bord som den grønne krukke står på og uskyldig rammes af den brændende væske der klistre som honning og efterlader stor skade. En moder med et barn rammes særligt slemt!

Kvinden Upaya udleveres og kongen beordre alle at lystre hans bud når han dømmer at de fremmede vandt, men senere efter de er rejst overbevises han om noget andet da han hører de mange tunge argumenter der vejer imod de fremmedes ære!

Imens rejser grupper så hastigt de kan med den mange sårede og nu begynder Rojas arm og hæve og smerte. De er nød til at finde et større hus at finde hvile i for natten eller måske for et par dage da Rojas sår er så alvorligt at han kan dø af det, især fordi han valgte at kæmpe videre men en splintret overarmsknogle.

De finder et arn-hus, et hus der tilhøre en af de semi normadiske familier der rejser mellem dalene og bjergene og følger årets rytme. Her slår de lejer og begynder at behandle de sårede. Kvinden fortæller at hun hedder Sharabi af Upa og hun tildeles det øverste kammer lidt væk fra alle andre og den første nat forløber roligt.