Den høje mand stred frem mod den isnende vind, der blæste ind fr kysten. De steder hvor sneen var blæst væk kunne han se lyng på bakkerne, der fladede ud under ham. Dernede, mellem de hvide klitter, steg røg op fra en klynge små stenhuse. Endnu engang konsulterede han den lille krøllede seddel med blodpletterne, der havde ført ham gennem dette fremmede og ugæstfri land. Men det så rigtigt ud, det var byen han skulle nå frem til. Et sted, mange kilometer mod syd måtte den store stad Bilva ligge.
Det smertede i den venstre arm, og han strammede slyngen med et solidt greb om kluden med tænderne. Så sikrede han sig, at det store skjold stadigvæk var dækket helt af den fedtede sæk han havde købt af en hyrde længere inde i bakkerne. Den lugtede af geder og gammelt halm.
"Må Sorianna og hendes velsignede søn Modhitar lede mine skridt," hvislede han ud mellem tænder, der klaprede i kulden. Med mesterens sværd i hånden begyndte han at traske videre frem gennem snedriverne.
1 comment:
... Endnu en vesterlænding på disse kanter. De vrimler jo frem fra jorden som forårs kåde jordegern nu om dage!
/largu
(fedt rubs - glæder mig til at møde ham i spillet :))
Post a Comment