Matjek fortsætter med at slibe kniven på trods af det misbilligende blik fra den blege vesterlænding, der stå og spejder ud over Bilvas mørke havn. 'Snart, lillebror, snart er hævnen inde!' hvisler Matjek og lader sin tommel glide ned langs æggen.
Hvor længe har han efterhånden jagtet de Gale Hunde fra Solvag? Tre måneder? Et år? Det føltes som en evighed siden Farmek var blevet kløvet af krigersønnen, ham de kaldte Roja, i rædselsnatten på onklens gæstgiveri i ...... (kan sateme ikke finde noterne med hvad byen hed, der hvor vi nakkede Gupta)
Han havde fulgt Hundene. Deres giftige spor var tydeligt at følge, op i højmosen, videre op i bjergene, gennem sneen og til sidst til Bilva. I mellemtiden havde det været så indlysende at træde i den Røde Konges tjeneste.
Matjek havde tilbragt nat efter nat med at ligge på lur overfor den blinde læges Hospital. Han havde studeret Hundene grundigt. Lært sig deres styrker og svagheder. Havde knuget Farmeks kniv indtil sit bryst og bare ventet på det rette øjeblik. Men hele tiden havde befalingsmændene holdt igen. Der var noget de ventede på, er var noget under opsejling. Men så, med et slag, var forfædrene kommet ham i forkøbet. I den mørke nat havde Hundene udfodret en af Khalkas's tjenere, en mekymiker, der var blevet styret af sin egen grådighed. Men noget var gået galt, deres hovmod havde straffet dem, og i en sky af gylden ild var Roja, krigersønnen fra Solvag blevet sendt til sine forfædre.
Matjek bar erindringen om det forkullede lig hos sig, nærede det som en skrøbelig, men vidunderlig plante. 'Men det er ikke nok, vel Farmek?' hviskede han.
'Stille,' hvæsede Vesterlændingen, og Matjek mærkede hans ord ligeså meget som han hørte dem.
Måtte mørket æde alle heksesønner, bandede Matjek tavst, og trøstede sig selv, at når de først var ude på havet kunne det jo godt ske, at en pil, forvildede sig hen i nakken på den skaldede mand.
Selvom Roja død var Matjeks tørst efter hævn ikke blevet mættet. Han havde ventet i Bilva mens Heksesønnen og ham de kaldte Kræmmeren drog nordpå, for at sprede mere død og elendighed uden tvivl. Hans befalingsmænd havde været sikre på at de nok skulle vende tilbage til Bilva. Det var blot et spørgsmål om tid. Så i de sidste tre uger havde Matjek og og de fire andre overvåget denne del af Bilvas havn. ti dage før havde heksesønnen fra Gula sluttet sig til dem.
"Nu!" Lød heksesønnens stemme skingert. "Ifør jer dragterne!"
Mens han iførte sig den glinsende, læderagtige dragt kunne Matjek svagt skimte flere flakkende lys, der langsomt dalede ned gennem den mørke nat. Der lød svage råb og horn fra en fjernere del af byen.
De havde øvet sig i at iføre sig de vandtættet dragter hele den forgående uge, og kort efter stod alle fire klar. Matjek bandede utålmodigt mens heksemesteren gled rundt til dem, en af gangen. Det lignede en nøgle, det han stak ind i den lille kasse, der var placeret over nakken på dragten. Matjek bed tænderne sammen da det blev hans tur. Først den intense smerte da et dusin små nåle borede sig dybt ind i hans kød, så en inderlig varme, og en følelse af, at kunne gøre alt.
"Til båden,' hvislede Matjek og slog døren til side, så den smalle båd kunne glide ned i vandet.
På trods af vintermørket syntes alle lyde og lugte at komme nært til ham. Han mærkede ikke kulden, ingen frygt. Kun styrke og beruselse ved tanken om den snarlige hævn.
Den lange ventetid havde ikke været spildt. Træningen, de mange timer i det kolde vand, altsammen havde ført til at han var blevet udvalgt til en af de første kampgrupper, der skulle forfølge Hundene helt ind i templet på havets bund.
Fra et større skib blev store krukker med en klæg, olieagtig væke væltet ned i vandet. Kort efter blev fulgte flere glødekar efter, og selv vandet syntes at blive opslugt af de gloende flammer. Martjek mærkede det knapt nok, da han dykkede ned i det mørke vand med sin gruppe omkring sig. Han kunne mærke Hundene dernede langt under sig. Han kunne smage det spor af essens de trak gennem vandet i deres ynkelige forsøg på at skærme sig mod vandet og kulden. Matjek frygtede det ikke. Han skød gennem vandet, styrket af den smidige læderdragt.
Store kugler af den flammende væske dalede lydløst gennem vandet omkring dem, og opløste i glimt det dunkle mørke. Han kunne høre svage, lydløse skrig fra mænd, der mødte deres død et sted længere nede. Vogteren!
Matjek var godt nok ikke fra Bilva, men havde hørt legenderne om det mystiske væsen Sangerne skulle have sat til at vogte over en skat på bunden. Skatten som Hundene nu søgte i deres blinde grådighed. 'Sangerne er ikke mere,' havde heksesønnen fra Gula skrydet. 'Khalkas skriver den nye lov for kysten.'
De fleste af dem var bevæbnet med harpunlignende våben, der var forbundet med tynde slanger til dragten. Der pulserede et svagt orange lys fra dem. Nu tav skrigene. Flængede legemesdele drev langsomt op gennem vandet. Alle var de iført den samme læderagtige dragt som Martjek og hans venner.
'Forfædre, giv mig styrke," tænkte Matjek da han uden at tøve skød gennem vandet, mod den perle af blåligt, varmt lys der var kommet til syne. Det var vogteren, han tvivlede ikke på det. Men et sted bag dens lys kunne han mærke Hundenes giftige stank. Heksesønnen efterlod sig et fælt, bittert spor i vandet. Omkring ham vejede en allé af blegehvide søanemoner, og for enden vejede den lysende perle blidt. Men langsomt kom resten af vogterens frygtelige form til syne. Lilla, pulserende fangarme skød frem mod Matjek, hand undveg, men en af hans venner blev fanget, og uad af øjenkrogen fornemmede Matjek hvordan mandens underliv blev opløst i en grumset sky. I netop samme øjeblik dalede en af de flammende klumper, som styret af en usynlig hånd, ned mod Vogteren. Det ramte siden af dens enorme kæber, og det mægtige dyr skælvede i voldsomme smerter der fik hele havbunden til at ryste. Matjek så sit snit, da Vogteren i smertespasmer et øjeblik løftede sig fra havbunden. Mens hans venner alle blev opløst af det sårede dyrs piskende fangarme skød han frem gennem vandet.
'Nu Farmek, nu!' Han kunne se dem i den dunkle tunnel foran sig, hvor vandet tilsyneladende blev holdt tilbage af en ufattelig kraft. Et grønligt skær flakkede op da den forkrøblede skikkelse, der måtte være heksesønnen, løftede sin højre hånd op. Et sygeligt skær dansede om den, og et øjeblik følte Matjek det som en usynlig hånd prøvede at tvinge ham i knæ. Langsomt, uendeligt langsomt løftede Matjek harpunen op og tog sigte mod Heksesønnens nakke. Læderdragtens glasagtige visir forstærkede synet, selv her i mørket, og Matjek smilede ved sig selv over visheden om den sekskantede metalbolt der om et sekund ville begrave sig i Hunden fra Solavags syge kød. Men inden han kunne nå at lukke fingeren om aftrækkeren mærkede han rystelserne fra flere lydløse eksplosioner i vandet bag sig. Vogteren vred sig afmægtigt i uendelig smerte, og piskede med sine essensfyldte tentakler. Matjek undveg med lethed, men det var heller ikke ham der var målet. Mødet med vogterens tentakler fik den ældgamle stenbue over hans hovede til at kollapse. Idet den første sten ramte ham affyrede Matjek harpunen ved refleks. Men den tunge bolt fløj langt forbi sit mål, og forsvandt i mørket uden at blive bemærket.
Således blev Matjek af Khetabis slægt drøm om hævn begravet under ældgamle sten på bunden af havet i Bilva. Og således undslap Pesthundene fra Solavag endnu engang skæbnens hånd og kunne frit fortsætte deres færd.
