Den hvides ord

Arno prøvede at tænke tilbage på det der var sket. Mødet med den hvide Avetar stod klart og tydeligt for hans indre øje. Han kunne se skikkelsen sidder foran sig på tronen af ferskvandskrebs og rejer, kunne huske at munden havde bevæget sig, men ordene stod mærkeligt uklare. Han huskede ikke præcis hvad der var blevet sagt, men ihukomte mere begreber og meninger. En konstant melodi rungede ikke kun i hans hoved og øre, men summede i hele kroppen: Det var den sang, som Hyrderne brugte til at bevæge og styre Gunaerne med. Men Avetaren havde kaldt dem uskyldige børn og tjenere? Tænk at det der i vores verden kunne være så ødelæggende i deres verden og med deres evner blot var kæledyr på linje med en hund, der kunne bringe kaffen. Arno tog sig selv i at nynne melodien igen. Ikke højt og tydeligt, men en sagte brummen.

Avetaren havde givet Darlo et ord. Ikke et almindeligt ord, men et ord, som hans broder, Kalkases mester ville genkende. Et ord der ville virke som en påmindelse fra den hvide avetar om at tiden endnu ikke var kommet og at den sorte godt kunne gemme sig væk en k et par hundrede år endnu. Med det ord kunne vi for alvor sætte en kæp i Kalkas hjul. Uden Avetaren er han kun en gammel Menakshi.

Avetaren gjorde mere end nynne en melodi i hovedet på Arno. Han fortalte om de fem kræfter, han sagde at guderne er en og at kræfterne hvad end de er i systemet fra Kolkis eller fra sangerne er en og samme. Han tændte i Arno gnisten for at forstå essensen når den bruser i kroppen. Han viste Darlo hvordan Matrika fungerede og teorien bag. Han talte til Largu og viste ham hvordan man trak sig sammen i sindet. Han gjorde det klart for Gregos at Sorianna ikke var tabt, men var i ham når han kunne finde ind til hende. Han gav Baldrian råd om hans liv og han roste os for at være de, der var kommet til ham, der havde det mest præcise og jordnære ønske. Det opfattede vi som en ros, i hvert fald.

Arno rystede på sit hoved for at trænge den indre melodi væk. Der var sket så meget. Han havde kæmpet mod en demon i skikkelse af en drage, stredes mod Marsopilar og havde haft hans sind og kræfter inde under huden. Han havde reddet Olbaria og havde stået på ryggen af den kæmpe karpe, der lever i Avetarens sø. Alt sammen inden for blot et par timer.

Nu var der blot at tale sammen med de andre om hvad de kunne huske fra mødet med Den Hvide: Måske de skulle skrive det her ned? Det virkede så flygtigt.

Sammen gik de ned af stien og væk fra bjerget. Længere nede ville den første vagtpost være. Ingen sagde ret meget. Alle tænkte ind ei hovedet på de ting der var blevet sagt og de ting der var sket. Arno vidste at resten af livet ville stå i skyggen af det han havde oplevet i dag.

Om den lange rejse til Den Hvide Konge, om det, de fem eventyrere vandt, og om det de efterlod bag sig. 1 del

De første striber af den opstående sols blodrøde striber kryber ned over de sneklædte vidder højt gruppen, da de træder ud af mørket i de dunkle haller hvor dæmonen vogtede indgangen til Mirahambars dal.

Gregos stopper et øjeblik og vender sit blik mod øst. Uden vægten af det sære sværd med hajtænderne, og lettet for det brændende ønske om endnu engang at stå overfor Marsupilar og kunne drage ham til ansvar for hans grusomme gerninger, så lader Gregos sine tanker glide tilbage til de begivenheder, der endte med at føre ham og hans fæller her til den Hvide Konges Bjerg.

Det føles som en evighed siden de forlod Mishima, efter deres fatale forsøg på at besejre, det, som de havde kaldt Ur-gunanen, som Ehu den Blå i et sidste, fatalt forsøg havde vækket til live.Gregos gyser ved tanken om hans ben, der var blevet omsluttet af Gunaens tentakler, dybt inde i den mørke hule i gletcheren. Væsenet havde været langt større end nogen han havde hørt beskrevet, og i dens lange dvaleperiode havde den benyttet tiden at beklæde sin gopleagtige form med harnisk og rustningdele fra hundredevis af faldne krigere.

Efter han selv var blevet gjort ukampdygtig, var det Darlo, der havde grebet Roja-kniven af rødguld, og svævet gennem luften i sin mørke kappe, med adræt smidighed var han kommet tæt nok til at kunne støde mod Gunaens mørke øje, men styrken svigtede ham i det afgørende øjeblik. Samtidig, fik Gregos senere at vide, havde Baldrian slugt den perle, der var livsfrøet fra den tudsedæmon vi havde nedkæmpet tilbage ved Vismuthi-øen. En lille ånd, senere kaldet Bors, gav ham styrke og viden til at angribe Gunaen nedenfra, men heller ikke der kunne vi levere et dødsstød. Til mit held gav Bors Baldrian styrke nok til at han kunne slæbe den kvæstede Gregos i sikkerhed udenfor.

Efter at have mødt en af generalens soldater, der bød os at vende tilbage til byen, og som desuden informere os om, at Khalkas er på vej med to mægtige skibe, flydende fæstninger kalder han dem, der kan bevæge sig uden sejl,påtager Arno sig at bringe mig tilbage til byen for at jeg kan blive behandlet. Soldaten beretter nemlig også det fatale, at gunaen tilsyneladende lægger æg i sårene på sine ofre.

I resterne af Vinterbyen forberedte generalen og hans mænd sig på endnu et nat med gunaens hærgen, mens flygtningene klumpede sammen udenfor. Arno havde i Ehus miner befriet en mand ved navn Umar fra Amaranthyssernes købmandsfamilie, og det er til deres hus han bringer Gregos. Der møder han Umars datter Cami, der først havde berettet, at Gregos var så hårdt medtaget, at det ikke ville kunne svare sig at redde hans liv. Men her viste Arno sig så uselvisk, at han indfriede deres gæld til ham, hvis de blot ville redde hans ven. Arno selv nød også godt af købmandsfamiliens kundskaber, men Gregos gyser stadigvæk ved tanken om det han var vidne til den nat, og som han svor overfor Arno aldrig at ville nævne for nogen. Blot ihukommer han endnu engang, hvordan de også var i stand til at løse det bånd som Arnos mestre tilbage på Akademiet engang havde lagt på ham. "Vi vokser alle på måder og veje, vi aldrig havde forestillet os," tænker Gregos, uden at være klar over, hvor sandt det snart vil blive for andre af gruppens medlemmer.

Da vi atter er samlet med gruppen beslutter vi os for, at det ikke er vores kamp at stride mod Guanen. Vi møder på vejen op på gletcheren en af klankrigerne, ved navn den Sorte Ræv, som Darlo og Largu tidligere har mødt. Han er med 50 krigere på vej for at kaste sig ud i den forhåbentligt afgørende strid mod Urgunaen. Vi tilbød ham den røde kniv, som vi anså som afgørende for det forehavende, men han fejede vores tilbud om hjælp af vejen.