Om den lange rejse til Den Hvide Konge, om det, de fem eventyrere vandt, og om det de efterlod bag sig. 1 del

De første striber af den opstående sols blodrøde striber kryber ned over de sneklædte vidder højt gruppen, da de træder ud af mørket i de dunkle haller hvor dæmonen vogtede indgangen til Mirahambars dal.

Gregos stopper et øjeblik og vender sit blik mod øst. Uden vægten af det sære sværd med hajtænderne, og lettet for det brændende ønske om endnu engang at stå overfor Marsupilar og kunne drage ham til ansvar for hans grusomme gerninger, så lader Gregos sine tanker glide tilbage til de begivenheder, der endte med at føre ham og hans fæller her til den Hvide Konges Bjerg.

Det føles som en evighed siden de forlod Mishima, efter deres fatale forsøg på at besejre, det, som de havde kaldt Ur-gunanen, som Ehu den Blå i et sidste, fatalt forsøg havde vækket til live.Gregos gyser ved tanken om hans ben, der var blevet omsluttet af Gunaens tentakler, dybt inde i den mørke hule i gletcheren. Væsenet havde været langt større end nogen han havde hørt beskrevet, og i dens lange dvaleperiode havde den benyttet tiden at beklæde sin gopleagtige form med harnisk og rustningdele fra hundredevis af faldne krigere.

Efter han selv var blevet gjort ukampdygtig, var det Darlo, der havde grebet Roja-kniven af rødguld, og svævet gennem luften i sin mørke kappe, med adræt smidighed var han kommet tæt nok til at kunne støde mod Gunaens mørke øje, men styrken svigtede ham i det afgørende øjeblik. Samtidig, fik Gregos senere at vide, havde Baldrian slugt den perle, der var livsfrøet fra den tudsedæmon vi havde nedkæmpet tilbage ved Vismuthi-øen. En lille ånd, senere kaldet Bors, gav ham styrke og viden til at angribe Gunaen nedenfra, men heller ikke der kunne vi levere et dødsstød. Til mit held gav Bors Baldrian styrke nok til at han kunne slæbe den kvæstede Gregos i sikkerhed udenfor.

Efter at have mødt en af generalens soldater, der bød os at vende tilbage til byen, og som desuden informere os om, at Khalkas er på vej med to mægtige skibe, flydende fæstninger kalder han dem, der kan bevæge sig uden sejl,påtager Arno sig at bringe mig tilbage til byen for at jeg kan blive behandlet. Soldaten beretter nemlig også det fatale, at gunaen tilsyneladende lægger æg i sårene på sine ofre.

I resterne af Vinterbyen forberedte generalen og hans mænd sig på endnu et nat med gunaens hærgen, mens flygtningene klumpede sammen udenfor. Arno havde i Ehus miner befriet en mand ved navn Umar fra Amaranthyssernes købmandsfamilie, og det er til deres hus han bringer Gregos. Der møder han Umars datter Cami, der først havde berettet, at Gregos var så hårdt medtaget, at det ikke ville kunne svare sig at redde hans liv. Men her viste Arno sig så uselvisk, at han indfriede deres gæld til ham, hvis de blot ville redde hans ven. Arno selv nød også godt af købmandsfamiliens kundskaber, men Gregos gyser stadigvæk ved tanken om det han var vidne til den nat, og som han svor overfor Arno aldrig at ville nævne for nogen. Blot ihukommer han endnu engang, hvordan de også var i stand til at løse det bånd som Arnos mestre tilbage på Akademiet engang havde lagt på ham. "Vi vokser alle på måder og veje, vi aldrig havde forestillet os," tænker Gregos, uden at være klar over, hvor sandt det snart vil blive for andre af gruppens medlemmer.

Da vi atter er samlet med gruppen beslutter vi os for, at det ikke er vores kamp at stride mod Guanen. Vi møder på vejen op på gletcheren en af klankrigerne, ved navn den Sorte Ræv, som Darlo og Largu tidligere har mødt. Han er med 50 krigere på vej for at kaste sig ud i den forhåbentligt afgørende strid mod Urgunaen. Vi tilbød ham den røde kniv, som vi anså som afgørende for det forehavende, men han fejede vores tilbud om hjælp af vejen.