Missionen slår fejl!

Jeg nedfælder disse ord morgenen efter den mest fejlagtige og fiaskoramte mission i min tid, som falden adels søn på farten.

Det startede fint. Min plan om at bruge stiger til at nå op over palisaderne ved foden af templehøjens bagside, var gennemtænkt. Aromir og jeg ville kunne klatre trods vores sår og manglende arm. De seks Sorianna-sønner som stillede op til at hjælpe os på missionen virkede nogenlunde fornuftige, trods det at de mod mit råd, var bevæbnede til tænderne.
Vi satte stien op og jeg kravlede forrest. Først da jeg sad overskrævs på toppen og rakte min hånd ned til Aromir, opdagede jeg vagterne. Det var simple præster, mine uhæderlige forsøg på at lyve os til deres tavshed slog fejl og de alarmerede toppen af templet med en lampe. Jeg fortryder allermest at jeg ikke afblæste missionen her. Meget kunne have været undgået.
Den mest fremstormende af Sorianna-sønnerne forslår en plan: Vi brækker et hul i palisaderne og opildner pøblen Under forvirringen slipper vi igennem og fortsætter, emns de tager sig af de bevæbnede præster.
Planen går fint. Både pøbel og Sorianna-sønner lader til at tage mine ordre om at INGEN måtte komme noget til seriøst.
Jeg løber igennem hullet da, der kun er to Præste-soldater tilbage. De truer mig med deres Spurier, men jeg har selv samlet en op fra deres tilfangetagende venner. Jeg beordre dem at smide deres våben og lover dem at intet vil ske dem hvis de overgiver sig, men den ene flygter og den anden vælger at tage kampen om med mig. Selvfølgelig er en præst, der har brugt sit liv og ungdom på at studere og læse, ingen trussel mod en som jeg, så jeg afværger hans udfald og slår ham i hovedet. Min fulde overbevisning er, at han ikke længere udgøre nogen trussel, så jeg sætter efter hans ven, uden at spilde mere tid. Hvis den flygtende præst når at alarmere toppen er missionen igen i fare og jeg tøver ikke. Men præsten langer ud efter mig med sin stav. Jeg ser det ud af øjenkrogen og skubber hans stav til side med min egen, og justere mine bevægelser så jeg undgår hans rækkevidde.
Men Aromir handler hurtigt. I hans øjne udgør præsten stadig en trussel, tords det at han tydeligvis ikke kan slås og at han har en kæmpe bule i panden og knap nok kan stå på benene. Aromir handler i refleks. Han har intet våben selv, men det behøver han heller ikke, Aromir har sine bare næver, og med dem vrider han mandens hoved ad led. Det skarpe knæk fra hans nakke, der giver efter sender en bølge af kvalme igennem mig. Jeg standser den flygtende præst ved at kaste staven efter ham. Trods det, at han siger at det kan man ikke, falder han alligevel ned og brækker benet.
Situationen er atter stabiliseret og jeg overvejer om vi skal trække os tilbage, men Selvfølgelig presser Elias på.
Mit fatale valg er, at den unge præst ikke skal være død forgæves. Så vi fortsætter...

I præstetøj begynder vi opstigningen af den smalle trappe. Elias er ivrig. Hans sår er helet for længst. Han registre knap nok at Aromirs arm er i slynge og jeg tror aldrig alvoren af mit banesår i maven er trængt igennem hos ham. Elias kravler op ad en nærmest lodret klippevæg. Han er drevet frem, som en gal. Han klatre og falder, men fortsætter og kalder på mig at jeg skal følge efter. Jeg prøver at holde min kunstige arm op for at han skal se fornuften, men elias syntes vi skal fortsætte.
Der kommer fire lamper mere ned af stien oppe fra toppen. Jeg afblæser missionen.
Men Elias nægter at se en fiasko i øjnene. Han siger han godt kan fortsætte uden os og vi forsøger at trække præsterne med os ned af trappen. Det sidste vi ser af Elias er at han vinker os af sted og trykker sig ind til klippemuren 15 meter over vores hoveder. Jeg havde regnet med at han ville kravle i sikkerhed inde i Galvanus hule inden præsterne med lamperne kom tæt på, men han ser ud til at ville blive hængende til de har passeret under ham...
...men de standser. En ørn flyver rundt og afsøger klippen. Fra bunden af trappen følger Aromir og jeg med rædsel optrinnet. En præst råber til Elias at han skal komme ned. Efter en kort pause kaster de en lampe op på klippen og den eksplodere i en kaskade af ild. Jeg begynder at løbe frem, men Armir holde rmig tilbage. Den næste lampe rammer længere nede og da ilden fra eksplosionen er på sit højeste ser vi en enkelt lys og hvid skikkelse, som en falden stjerne sejle igennem luften, ned, ned og ned. Han krop giver et bump på vejen ned da den rammer stien og falder videre. Lyset slukkes for foden af klippen og vi løber til undsætning.
Det er knap genkendeligt som en krop, det vi slæber ud af buskene, men Elias ånder stadigvæk. Det er et mirakel. Vi undslipper i bådene. Ingen siger ret meget på vejen tilbage til villaen. Huslægen tager over og jeg klasker om på sengen. Aromir begynder at drikke...

Jeg tror ikke det er helt gået op for Aromir hvad, det er han har gjort. Han dølger sit sind med undskyldningen om at det var for missionens bedste, at præsten slog ud efter Weldor, at uheld sker i krigstid. Han har tydeligvis allerede glemt den massive mur af vrede fra Anapuna, som jeg led under ved at have forbrudt mig mod en tølper, der havde påråbt sig hendes fred under sit måltid. Aromirs brøde består i at have dræbt en præst under et angreb på selve templehøjen. Intet vi fortager os fra nu af kan lykkedes. Aromirs liv er en ulykke, der venter på at ske. Og den eneste måde han møder konflikten på er ligesom han altid gør. Han trøster sig på bunden af en flaske...men i morgen skal jeg få ham til at forstå. Jeg skal få ham til at angre om ha ikke selv vil det. Jeg føre selv offerlammet til blokken. Jeg vil tilstå alt, give dem sandheden og bede for hans frelse... måske ikke hele sandheden, men en, de er villig til at acceptere.


Weldor