...vinden skriger på hævn...

Sarbian sank veltilfreds sammen i de bløde puder i Parvannas kammer. Han ønskede ikke at adelsfruen skulle mærke hans smerter, men så huskede han de ufattelige pinsler hun selv havde gennemgået. Pinlser hun måske aldrig havde skullet lide dersom hun ikke havde mødt Weldor ...
I baggrunden vimsede ternerne rundt.Diskret, lydløst, umærkeligt, men alligevel insisterende som om det var Khambita selv der stod og krævede sin ret til at vide alt hvad der foregik.
"frue," Sarbian lagde sin raske hånd på det lave bord foran ham. Den sorte hånd virkede ikke så vederstyggelig længere. Efter drømmevandringen begyndte han at affinde sig med den. "Det glæder mig at de vil tage dem tid til at snakke med mig mens mine frænder begiver sig ud på deres drabelige forhavende." Inderst inde var han lettet. For første gang i lang tid kunne han tilbringe en rolig aften. "Jeg har spørgsmål, som der endnu ikke har tid til. Jeg forventer ikke at de kan svare på dem alle, men blot hjælpe mig med at overveje et fornuftigt valg."
De fine ord kom let til hans tunge efterhånden. Men han behøvede mere erfaring, og det ville han bede fruen om hjælp til. Men der var andre ting, vigtigere ting, han måtte tale om først. "Frue," sagde han på et tidspunkt hvor ternerne var i den fjerneste ende af kammeret. "De kender utvivlsomt mere til Weldors fortid end jeg, og de ved givetvis også, at han før mig har haft flere tjenere og rejsefæller der har prøvet at tilegne sig essensens hemmeligheder. Og alle som en har de mødt en grusom skæbne, idet de søgte ad det spor, der førte mod destruktionen, uden at forstå hvorledes destruktionen var forbundet med essensens andre aspekter." Sarbian tøvede et øjeblik for at se hvorledes disse ord faldt hos adelsfruen.
Hendes blik var vendt mod vinduet, og et kort øjeblik stivnede Sarbian. Men det var ikke Galvanu, heller ikke et af Udumbaras dyr. Blot en pyntefugl i et bur, der slog med vingerne. "Fortsæt Sarbian."
"Da først min arm blev omgjort af duhitarens sorte ånde, da valgte jeg også destruktionens spor. Uden at forstå, hvad det var, det var blot det der lå mig nærmest. Som et barn med en hammer!"
"Men efterhånden er jeg ved at forstå brudstykker af essensen, og jeg forstå at jeg må lære mig et andet aspekt, jeg må lære opretholdelsen. Alt for længe har ødelæggelse og død fulgt i Weldors fodspor. Det er på tide at ændre på dette. Selv midt i krigens malstrøm."
Der blev snakket om andre, mindre vigtige ting den nat. Parvanna lærte Sarbian et af de brætspil, der var populære blandt de højbårne. Dette gjorde hun også for at lære ham om de sindrige regler og alliancer der findes mellem de forskellige højbårne familier.
Da de første striber af lys viste sig på horisonten mod øst, strakte Sarbian sig og skulle til at bede sig undskyldt. Inden han nåede at sige noget lød der råb og skrig nede fra gården. Så hurtigt hans ben tillod ham sprang han ud på svalegangen. Synet der mødte ham, af hans tilbagevendte venner, fik mindet om den behagelige aften i parvannas selskab til at forsvinde som med et slag."Ved Guderne, hvad har de gjort?" mumlede han, mens han stirrede på Elias's forbrændte legeme.