Når jeg læser master Soham og Sarbiens sidste oplæg, går det op for mig hvilken vanvitig situation vi står overfor. Galvanu; en ånd med kræfter som Shona, men ikke bundet af de samme fysiske begrænsninger, som et menneske. Oven i købet kender han os alle, har drukket blod fra nogen og har set vores svagheder.
Til at dæmme op for denne mægtige fjende har vi på vores side en Weldor bevæbnet med en daggert og maven skåret op. En Sorianna søn beruset af sin egen usårlighed og høj på de kræfter han kan fravride Sorianna i tid eog utide. En halvfuld, halvsløv og såret udgave af Aromir Rubinhånd, der knap ved hvad der foregår omkring ham. Og sidst men ikke mindst; en hudflette halvadel med en forkrøblet hånd og et døende indre. En omvandrende bombe af indestængthed, der kan sende Sarbien i hvilken retning det skal være. Kun indædt systemati og stædighed kan trække ham ud af mørket og tilbage til noget der minder om en nyttig Nattergal. som det er nu er han mere en klynkende klods om benet...
Denne stid mod Galvanu er yderligere kompliseret af at Udumbara kan blande sig i kampen når som helst. Shona kan muligvis udnytte situationen, eller Ziprunaerne lugter blod og sender deres snigmordere.
Vi har kun et træk til at vende spillet, og her vender Weldor sig mod en af Mari´s læresætninger: "Hvis du er tvunget, så slå til én gang hårdt og nådesløst, så behøver du ikke slå flere gange..."
En bekymret Weldor
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment