Kysten nord for Solavag

Vigen som danner Solavags naturlige havn

En ny begyndelse

I den lille by Solava, syd for Bilva, gryr endnu en dag. Fire store drenge vågner, men ved ikke, at på denne dag skal deres spor krydse, og sammen vil de gå en ukendt og dramatisk fremtid i møde.
Spinkle og skrøbelige Udelvik bor hos den urtekyndige Ouvar i en forfalden hytte lidt udenfor byen. Normalt er der tusindvis af små opgaver han skal udføre for den strenge lærer, men denne dag for han lov til at drage ud på egen hånd, sammen med gråhjorten Askeprins.
Inde mellem de lave huse ligger kroen Narhvalen, hvor Dardo, kroparrets yngste søn, har travlt med at opvarte gæster og rejsende, samt at opsnappe nyt fra nært og fjernt.
Lidt nord for Solava, i et usædvanlig flot hus knokler Largu for at stille sin strenge mor Mirela tilfreds. På stranden, neden for det hus drengene i byen kalder 'Heksehuset' finder han et dødt for, lemlæstet efter angreb fra et stort dyr. Han bringer det døde får ind til byen for at alarmere folk fra krigerstanden, om at et vilddyr muligvis truer byen. Dette kommer Roja, søn af Wallarterne, for ørene. Den hærdebrede knægt for hurtigt samlet en flok af jævnaldrende, heriblandt Dardo og Largu, og sammen drager de ud for at finde spor efter det drabelige uhyre.
Det er dog den lidet våbenkyndige Udelvik der først kommer til at stå ansigt til ansigt med de to ulve, der har taget livet af fåret. Ubekymret er han redet af sted, syd for byen, mens han leder efter planter og og urter han kan bringe tilbage til Ouvar. Mens han ligger på jorden og roder efter rødder hører Udelvik Askeprins stampe som advarsel. Han kigger op og står pludselig ansigt til ansigt med to af de høje, langlemmede ulve. Aldrig før har han set dem så tæt på byen og et øjeblik står Udelvik som stivnet og betragter dem. Så kaster hans sig op på gråhjorten og en desperat flugt begynder. Ind i bakkerne, over kløfter, gennem birkekrat. Og pludselig ser Udelvik hjælpen indenfor rækkervidde.Det er flokken af unge knægte fra byen, anført af Roja. Udelvik varskoer dem og forvirringen sætter ind, da det går op for drengene, hvad det er de for alvor står overfor. I første omgang er Udelvik ikke synderligt imponeret af Rojas lederevner, men da en af ulvene øjeblikket efter springer ned over Askeprins, knuser Tyrenakken med et eneste slag dyrest bryst. Udelvik husker mester Ouvars ord: Krigerens arm er byens styrke, krigerens bryst er byens værn ... hvad er det sidste, krigerens hovmod er byens fald? Men jublen over Rojas mægtige slag er kortvarig. Nede fra stranden lyder der skrig, nogen råber at det er Rojas bror. Vi skimter ham, nede ved vandkanten, kastet omkuld af den anden ulv. Dardo sætter af sted, bevæbnet med sin korte bue, og jeg er lige efter, på askeprins. Kroejerens søn sætter en pil efter ulven, men uden held. I stedet vælger han en anden taktik. Fra sin kofte trækker han en lille fløjte frem, og fremtvinger en lyd så høj og skærende, at ulven trækker sig væk med en vred snerren. Jeg springer til, og ser, at ulvens klør har åbnet en af de store blodårer i lysken på Rojas bror. Aldrig før har jeg så voldsomt et sår, men jeg husker Ouvars ord og lærdom, og får hastigt lagt en stram årepresse. Da jeg kigger op igen, ser jeg en stor flok af bevæbnede mænd fra byen, anført af Rojas far og onkel. Vi bliver sklældt ud for vores dumdristige vovemod og gennet tilbage til byen, hvor vi udspørges af Rojas far og mor. Mester Ouvar kommer også til huset og lader til at være meget utilfreds.
Hjemme i hytten genfortæller jeg omhyggeligt dagens begivenheder. Især om Rojas interesse for Askeprins, og den specielle sadel mesteren har lavet til mig. Roja havde spurgt mig om jeg skulle deltage i ridedysten ved Sommerkampene. Før havde jeg aldrig skænket det en tanke, men nu er min nysgerrighed vågnet. Ouvar vender tilbage til ulvene hele tiden; det er et dårligt tegn. Noget ondt må være under opsejling i bjergene hvis ulvene søger ud til kysten. Inden vi nå at snakke om mere, bliver der råbet en besked ned over klitterne. Samme aften skal jeg deltage ved en middag i Rojas husstand for på passende vis at takke Roja for hans heltedåd. Det er vist også meningen, at vi skal med bringe en gave, så jeg må hellere skynde mig at finde på noget

Largu

mens vi venter... Endnu en skitse af Troldkvindens søn, Largu.

Brormand 2

Mens Rojas ludende skikkelse forsvinder mellem klitterne, står Udelvik og ved ikke om han skal grine eller græde. Tror Roja virkelig, at han kan påvirke Tarkis. Udelvik prøver at mindes hvornår han sidst har set sin bror. Det må vel være 7 år siden. Og da talte de ikke en gang sammen. Og så det med fiskepigen. Udelvik ryster på hovedet. Han kender mest til sin familie og deres strategier gennem Ouvars beskrivelser, men han kan næsten ikke tro at hans bror, Tarkis den Stolte, Hauthelslægtens pryd, vil ofre tid på en fiskepige. Kan det være noget han har sat i scene? Ligessom gadedrengenes forsøg på at hidse Roja op. Måske vil de lokke tyrehovedet i uføre inden sommerkampene. Askeprinsen skridter hen og lægger sin mule på hans skulder. Udelvik klør den fraværende. "Og så ønsker mester Ouvar tilmed, at jeg skal vende tilbage og tjene min familie."

Brormand

Det var mørkt udenfor.
Udelvik sad og rørte i gryden og var ved at koge noget rødtang ind til sirup, da han hørte en stemme ved døren.
”Det er mig igen; Roja: Roja Wallat” Er der du derinde?
”Ja, kom ind”, svarede Udelvik og tankerne jog igennem hans hoved. Hvorfor var Tyrehoved kommet tilbage?
”Du kommer herud”, blev der svaret. Det lød næsten som en ordre. ”Jeg kan ikke være derinde med det jeg skal vise dig.”
Udenfor den lave hytte stod, Roja med noget der lignede en åre. Dens blad funklede i skæret fra ildstedet gennem døråbningen.
”Vil du ikke med ind og have en bid brød og måske noget varmt at…”: Roja snakkede hen over Udelviks lave stemme. Den store kleppert så alvorlig ud og talte som om han havde forberedt ordene hjemmefra.
”Det her er min families Solveig Økse: Den er 374 år gammel og hamret ind i bladet er øreringene fra alle de mænd af navn, som er blevet besejret af Walatterne gennem tiden” , han rakte den frem og dens vægt trak Udelviks arme ned så han måtte støtte den mod jorden. ” Den guldørering alle af navn bære i højre øre, så vi har noget at betale hjemturen eller gravfærden med hvis vi bliver blæst væk til søs. Det er de øreringe du ser der”. Roja pegede med en dirrende finger på bladet af det lange træskaft: Og nu kunne Udelvik se at næsten hele det bladformede endestykke var besat af små guldøreringe presset og mast eller slået ind i det stenhårde træ.
”Øh…ja Roja. Det kan jeg se. Har du fået lov at tage den økse med herned blot for at vise mig den? Dne må være utroligt værdigfuld, jeg mener guldet alene…”
Roja så helt forvirret ud da han svarede:
”Nej. Jeg tog den bare…Men prøv nu lige at hør her. Din bror Tarkis. Jeg ved ikke hvor meget du snakker med ham når du bor hernede på stranden, men vil du ikke godt tale med ham…jeg mener vil du ik…Åhh forbandet jeg er ikke så god til at sige det på den rigtige måde, så det bliver sådan her i stedet: hvis ikke den slimede ål holder fingrene fra Silja, så kommer hans ørering til at side der”, Roja pegede på et tomt område i bunden af skaftet på Solveig Øksen.
Der var tavst en stund.
”Hvem er Silja?”, spurgte Udelvik.
”Fiskehandlerens datter”, svarede Roja stift. ”Den lyshårede af dem”.
Udelvik nikkede.
”Jeg skal vel snart hjem og se til dem derhjemme, og så skal jeg nok bringe det op.” Det er bedre at føje ham, tænkte Udelvik. Tænk hvis vinden blæser op i ham hernede alene i mørket hvor kun mågerne kan høre mig skrige. ”Er hun da din kæreste?” fløj det ud af munden på ham før han kunne nå at tænke sig om.
Rojas øjne blev til to sprækker der syntes at brænde i skæret fra bålet. Hans tænder skar mod hinanden bag den lukkede sammenbidte mund.
”Bare snak med Tarkis i en fart og bland dig uden om”

Udelvik Hauthel

"Ikke nu, Askeprins, mester Ouvar har sagt jeg skal være færdig med hætten her inden middag." Modvilligt trak gråhjorten sin sorte mule væk og begyndte at nippe til noget marehalm. "Hvis vi er heldige kan vi tage en ridetur senere. Helt ud til Fugleklippen hvis din hov er klar til det" Så vendte Udelvik tilbage til sit arbejde. Ouvar havde for et par dage siden ladet ham sy en fåremave, og nu forestillede han sig at det grove uldstof var menneskehud. Ikke at han regnede med at få lov til at prøve det i meget lang tid, men han kunne lige så godt forberede sig. Udelvik sad i skrædderstilling, med ryggen mod hytten så han havde et godt udsyn over stranden. I dag var vinden heldigvis i vest, så han fik læ af den høje klit. Pludselig løftede gråhjorten sit hoved og vejredei luften. "Hvad er der askeprins, er det mesteren der kommer tilbage. Men det var det ikke, for længere nede af stranden fik Udelvik øje på to skikkelser i raskt trav. Allerede på denne afstand kunne han se, at den ene af dem var bygget som en okse. Var det ikke også det drengene fra landsbyen kaldte ham? Roja Oksehoved. Ikke til hans åbne ansigt for han havde et temperament som en hunbjørn med unger. Men Udelvik vidste også at drengene konkurrerede om, hvem der hurtigst kunne få ham til at eksplodere, og slippe fra det med livet i behold. Udelvik vidste også at at der ikke var noget at grine. Vanvidsvindene der havde blæst ved Rojas fødsel havde sat dybe spor i knægten. Og det var også derfor han sammen med sin onkel besøgte Ouvars hytte. For Vindene kunne gnave selv den stærkeste mand op indefra.
Askeprins brød sig ikke om fremmede, og var søgt længere op mellem klitterne. Det tog Udelvik sig ikke af. Nogle gange kunne den være væk hel dagen, men den kom dog altid tilbage ved solnedgang. "Man mestrer aldrig en gråhjort fuldstændig," sagde mesteren altid."Den vælger selv hvem den vil bære."
De to mænd havde sat farten ned nu, og skridtede langsomt op mod hytten. De så ud til at diskutere noget voldsomt og pludselig stak den ældre mand Roja en voldsom ørefigen. Det gav et sæt i Udelvik. Ouvar slog ham aldrig, hvis han straffede ham var det med ekstra arbejde, som at rense fisk udenfor hytten, i blæsende østenvind. Eller samle hajæg i vandkanten. Roja rankede ryggen og lod ikke til at mærke lussingen, men Udelvik kunne se at Tyrenakkens knoer var hvide,og hans næsebor udspilede i indestængt vrede. Udelvik skyndte sig at smide et par tørrede strimler birkebark i den bulede gryde. Der stod over glødebækkenet. Mesteren havde omhyggeligt intrueret ham i hvad han skulle gøre og sige ved modtagelsen af Roja og hans onkel. Alligevel var han nervøs. Han var ikke god til at omgås andre folk. De kiggede altid med en blanding af nysgerrighed og afsky på hans koparrede ansigt. Og folk fra krigerstanden havde ikke meget tilovers for en afpillet skrælling som ham.
"Er mester Ouvar at træffe?" Det var Rojas onkel der førte ordet. Udelvik rystede på hovedet. "Desværre ikke gode herrer, min mester er blevet kaldt ind tilbyen. Men han lovede at være tilbage før tidevandet vender."
Zozan satte sig hurtigt ned og tog bestik af hytten og invetaret. Roja havde til gengæld svært ved at lade være med at stirre på Udelviks ansigt, og til sidst spurgte han lige ud: "Er du virkelig bror til Tarkis Hauthel?" udelvik nikkede mens han øste birkebryg op i skårede lerskåle. "Ja, men jeg bog altså hos mester Ouvar nu. Jeg skal lære om urter og helbredelse." skyndte han sig at tilføje. "Man kan godt nok ikke se på dig, at du er en Hauthel," grinede Roja. "Du ligner sgu en afpillet..." Så manede en lussing fra onklen ham til tavshed. "Nej, der ikke meget lighed mellem min bor og jeg, jeg skal nok heller ikke deltage i Sommerkampene med det samme," sagde Udelvik med et grin og rakte et krus frem til hver af gæsterne. Zozan tog imod sit krus og tømte det i et drag. Roja rynkede til gengæld på næsen og udbrød: "Føj, det stinker jo som rævepis!" Denne gang kom der ikke nogen lussing fra Zozan.I stedet lænede han sig frem over ildstedet. "Sommerkampene, ja. Det er netop det vi er kommet for at snakke med din mester om!"

Roja

Roja Wallart


Roja er den yngste af tre brødre. Men han er den største og bredeste. Selv i en alder af 21 er han højere end sin fader, familiens overhoved, Gabor. Han er kronraget og firkantet med en bred tyrenakke og en næse, der har været brækket flere gange end Roja kan huske.
Siden seksårsalderen har han trænet hver dag med sin Onkel Zozan også kaldet Tyreøje, efter hans hvasse blik og hidsige temperament. Zozans våbenhånd er multileret og ubrugelig, men selv med venstre er han stadig en af byens bedste kæmpere mand til mand. Mange af Walatternes venner har sendt deres sønner periodisk under Zozans træning, men ingen har trænet længere under ham end Roja.

En hel sommer tog Zozan væk og imens overtog en af hans venner fra mellemlandet Rojas træning. Manden hed Welenga og han bad Roja om at lade sværd og økser blive hjemme. I stedet trænede de alene på stranden. Roja blev vejledt i hvordan man springer som en hjort, løber som en sneræv og kaster sig ud fra skrænterne som en lemming. Han sov på klippehylder fastspændt til siderne, løb op og ned af det løse sand i klitterne til han segnede og lærte at se en modstander i øjnene. For hver gang Welenga talte og Roja ikke mødte hans blik, fik han et par på skrinet.
Den sommer trænede Roja ikke med nogen andre og kun tangkogeren Ouvari og hans spinkle lærling fulgte deres krumspring på stranden og langs klipperne. Ved middagstid delte Welenga og Roja tit deres bål med de to eneboere og nød godt af den sære kogers krydrede gryde.

Rojas bror Gir er Gabors højre hånd. Han er smuk og en eftertragtet ungkarl. Det er ham, der skal arve og lede familien når Gabor dør. Den mellemste bror Sigzai er en dygtig spydkæmper og har en stemme som en troubadur.
Roja er stor firkantet og hidsig som kun onkel Zozan. De siger i byen at den nat han bleve født rasede Vandvidsvinden og alle blev inden døre - selv konen, der skulle hjælpe ved fødslen kunne ikke, eller turde ikke nå frem – noget af det vandvid. Der stormede den nat må være blæst lige ned i drengen.
Roja kan ikke selv huske at han har haft anfald af vandvid. Kun en gang husker han svagt at have følt sig provokeret og blev rasende. Det var den gang Dogukanbrødrende drillede ham og sagde at Onkel Zozan havde ødelagt sin hånd oppe i røven på en skøge fra Bilva. Da Roja kom til sig selv var han bagbundet og en hel menneskemængde var samlet omkring ham. To af brødrene Dogukan lå bevidstløse ved siden af ham og den sidste af brødrene blev holdt tilbage af fiskehandleren. Først da Zozan ankom blev Roja løst af sine bånd. De sagde at han var gået amok og havde bidt omkring sig som et dyr.

Rojas venner er de andre drenge der træner. Tit sidder han og ser de andre unge mænd kæmpe. Mest fordi Zozan har sagt at man skal se hvad de andre gør og lære af deres fejl.

Roja har en kæreste. Det er Silja fiskehandlerens ældste datter. Hun er kun lige blevet atten og hun trækker sin forlovelse med en købmandssøn ved navnet Zoltan Rozar i langdrag. De mødes i hemmelighed ved pileklitterne tæt ved byen. De har planlagt at fortælle Gabor om deres kærlighed når Roja har vundet kamplegene til sommer. Ingen familie vil nægte en sejrende søn noget.



Jeg vil spille Roja som en ilter und mand, der konstant splittes mellem sit hidsige temperament og ansvaret for familien og dens ære. Han vil altid forsøge at tilgodese de planer hans fader og Gir har udstukket og han ved at han gør familiens bud ved at øve sig til sit yderste for at kunne vinde kamplegene til sommer. Samtidig blusser vreden op i ham hyppigere end ellers og han mister besindelsen. Zozan er den eneste der slår det hen. Rojas moder har sendt bud efter Ouvari for at han skal blande en mikstur der kan dysse vandvidsvinden ned, men Zozan har afslået og min fader følger mærkeligt nok sin broder i dette. De er ellers sjældent enige om noget.

Skitse af Largu

Første tegning til den nye kampagne - Den unaturligt blege dreng med det flammende røde hår.