Brormand

Det var mørkt udenfor.
Udelvik sad og rørte i gryden og var ved at koge noget rødtang ind til sirup, da han hørte en stemme ved døren.
”Det er mig igen; Roja: Roja Wallat” Er der du derinde?
”Ja, kom ind”, svarede Udelvik og tankerne jog igennem hans hoved. Hvorfor var Tyrehoved kommet tilbage?
”Du kommer herud”, blev der svaret. Det lød næsten som en ordre. ”Jeg kan ikke være derinde med det jeg skal vise dig.”
Udenfor den lave hytte stod, Roja med noget der lignede en åre. Dens blad funklede i skæret fra ildstedet gennem døråbningen.
”Vil du ikke med ind og have en bid brød og måske noget varmt at…”: Roja snakkede hen over Udelviks lave stemme. Den store kleppert så alvorlig ud og talte som om han havde forberedt ordene hjemmefra.
”Det her er min families Solveig Økse: Den er 374 år gammel og hamret ind i bladet er øreringene fra alle de mænd af navn, som er blevet besejret af Walatterne gennem tiden” , han rakte den frem og dens vægt trak Udelviks arme ned så han måtte støtte den mod jorden. ” Den guldørering alle af navn bære i højre øre, så vi har noget at betale hjemturen eller gravfærden med hvis vi bliver blæst væk til søs. Det er de øreringe du ser der”. Roja pegede med en dirrende finger på bladet af det lange træskaft: Og nu kunne Udelvik se at næsten hele det bladformede endestykke var besat af små guldøreringe presset og mast eller slået ind i det stenhårde træ.
”Øh…ja Roja. Det kan jeg se. Har du fået lov at tage den økse med herned blot for at vise mig den? Dne må være utroligt værdigfuld, jeg mener guldet alene…”
Roja så helt forvirret ud da han svarede:
”Nej. Jeg tog den bare…Men prøv nu lige at hør her. Din bror Tarkis. Jeg ved ikke hvor meget du snakker med ham når du bor hernede på stranden, men vil du ikke godt tale med ham…jeg mener vil du ik…Åhh forbandet jeg er ikke så god til at sige det på den rigtige måde, så det bliver sådan her i stedet: hvis ikke den slimede ål holder fingrene fra Silja, så kommer hans ørering til at side der”, Roja pegede på et tomt område i bunden af skaftet på Solveig Øksen.
Der var tavst en stund.
”Hvem er Silja?”, spurgte Udelvik.
”Fiskehandlerens datter”, svarede Roja stift. ”Den lyshårede af dem”.
Udelvik nikkede.
”Jeg skal vel snart hjem og se til dem derhjemme, og så skal jeg nok bringe det op.” Det er bedre at føje ham, tænkte Udelvik. Tænk hvis vinden blæser op i ham hernede alene i mørket hvor kun mågerne kan høre mig skrige. ”Er hun da din kæreste?” fløj det ud af munden på ham før han kunne nå at tænke sig om.
Rojas øjne blev til to sprækker der syntes at brænde i skæret fra bålet. Hans tænder skar mod hinanden bag den lukkede sammenbidte mund.
”Bare snak med Tarkis i en fart og bland dig uden om”