Anden Del

Det var ved at blive aften. En kølig frisk vind blæste ind fra havet og tykke, grå uldtotter af skyer jog forbi på aftenhimmelen og varslede måske om regn i løbet af natten. Ouvari rettede lidt på sit ben og masserede knæet og ankelen. De mange timer ubevægelig i skjul i hybenbusken havde vakt minder om de mange måneder i fængslet hvor hans krop havde været bundet, pint og plaget. 

Minderne fra hans ungdom dansede forbi hans indre blik og for en stund sad hans og så ud i luften man til sidste bøjede han hovedet og tørrede hans kind med en flig af tæppet før han igen lænede sig frem og så mod ruinen af et hus. 

Et par hundrede meter fra stranden i en åbning mellem klitterne lå en ruin af et hus. For længst var taget borte og husets vægge var flere steder styrtet omkuld og det så ud som om både ild, blæst, regn og vind havde arbejdet på det gennem de sidste mange generationer. Ouvari kendte efterhånden dette sceneri godt; siden daggry havde hans fra sit skjul studeret det nøje og mærket sig alle detaljer, så selv når han lukkede sine øjne så han huset. Der havde ingen tegn på liv været, og han havde sørget nøje for ikke at efterlade sine egne, men var kommet til egnen indlands fra, og havde ingen ild tændt, eller bygget læ, men blot siddet stille som en sten og observeret. 

Historierne han havde hørt om dette sted fortalte at for mange år siden boede der her en rig familie, datter af en sanger, som ved sin død efterlod datteren en mængde penge som hun brugte på at bygge et godt hus til hende og hendes mand og deres tvillinge børn. Men ulykken var efter dem og en nat kom et skib af rejsende kriger-sømænd, og selv om manden advarede hende tog de imod gæsterne som forskrifter byder og gav dem lov til at sove på stranden og tilbød dem vand, mad og ild. Men midt på natten, efter vin og kød, gik kriger-sømændene til huset for at stjæle Efinua, og det gik galt. Tvillingerne som de klogeligt havde holdt skjult blev gemt i kamret under gulvet og der hørte de deres faders dødsråb og deres moders forbandelse af sømændene at de forbrød sig mod de hellige love. I tumulten væltede et fyrkar og en brand brød ud. Således blev det familiens grav og de to tvillingers ånder siges stadig at plage rejsende der vælger at tilbringe natten i dette hus. 

Så huset havde et kammer under jorden. Sandsynligvis et kammer der var gravet ud da man byggede huset og hvor man vinteren igennem gemte mad og vand. Måske huset der var styrtet sammen havde holdt dette kammer skjult og Kalkas med hans tjenere havde ryddet murbrokkerne bort og åbnet det og i det skjult hans dæmon-slave fra Isen. 

Men det var vanskeligt at lære mere fra historien eller fra at sidde der i skjul, snart måtte han ned og se stedet tættere på. Ville han kunne løfte stenene som dækkede dækslet.... ville han kunne vække og lokket dæmon ud hvis ikke... og ville han overhovedet have en chance mod dette væsen når eller hvis det kom dertil. Ouvari lagde på jorden foran sig den lille skarpe dolk, hans tykke samling af tekster og noter, resten af maden og ring med en sort sten. Efter lidt tænken spiste han maden, tog dolken i bæltet, og rejste sig og kaldte Askeprins til sig som havde holdt sig noget væk derfra og bandt bøgerne og ringen fast på hans ryg og tjekkede at det sad godt fast mens han sagde " så kan du blive her sp længe du har lyst, men hvis dæmonen får has på mig og kommer efter dig så løb alt hvad du kan mod nord og bring derved bud til din nye mester Udelvik og sagens udfald" Askeprins nippede blot lidt til tasken på hans ryg men da Ouvari begyndte at gå mod huset blev han tilbage og fulgte ham med øjne og øre. Ouvari så tilbage en enkelt gang og vinkede før han gik mod huset med hånden på dolken og den anden knyttet ned langs siden.