Skatten

            ”Læg det tilbage Roja!”, aldrig før havde Udelvik lydt så sikker i sin stemme, som han gjorde nu. Som om det skulle hjælpe noget, stillede han sig mellem Roja og guldet.

De havde begge undersøgt kælderen hvor Agynlaen havde været troldbundet. Mest for at uskadeliggøre beviser som pileskafter og blodpletter, men også, som Roja sagde: for at undersøge om Kalkas havde efterladt noget  på stedet,som kunne være farligt for uskyldige. Ingen af dem havde drømt om at de skulle finde sangerens families guldskat og værdigfuldheder.

            ”Flyt dig”, knurrede Roja og sænkede hovedet som en tyr der skulle til at gå til angreb. ”Vi tager det med tilbage til byen. Det er vores vi har vundet det i ærlig kamp”

Udelvig sank en klump i halsen inden han svarede. Alle kendte Rojas temperament. Han havde set hvordan den store krigersøn havde langet ud efter den spinkle pige ved bådshuset få dage forinden, og nu var han alene med ham. Alene i en ruin hvor ingen ville komme forbi, ingen ville høre noget.

            ”Det er ikke vores Roja: Det er en grav, det her”, svarede Udelvik og slog ud med hånden mod de synderbidte knogler og kranier. ” Sangerens familie ligger døde og guldet er deres. Tør du virkeligt tage fra ånderne?”, prøvede han og håbede det ville skræmme krigersønnen.

Det var som om Roja først nu så de mange knogler. Hans kæber tyggede sammen og tænderne skurrede inde bag kinderne. Et godt tegn på at han tænkte sig om.

            ”Det er ikke et gravkammer. Det er bare en kælder hvor de her mennesker tilfældigvis er døde. Hvis der er nogen, der har skændet deres hviler er det Kalkas. Jeg tager de her ting med tilbage. Ellers får Kalkas og hans folk bare fingre i det”

            ”Han har vel set guldet da han var her sidst, og ladet det ligge”, prøvede Udelvik.

            ”Jamen så tager hans folk det bare...”

            ”Ikke hvis han kommer alene”, afbrød Udelvik. ”Og det er der noget der tyder på. Han vil vel ikke afsløre demonen og sine evner overfor sine folk”.

Roja åbnede munden, som vlle han modargumentere, men der kom ikke noget ud. Istedet så han rundt på skatten. Hans blik faldt på et prægtigt sværd, med guldpræget skæfte og et par benskinnder.

            ”Vi tager det med tilbage”, sagde Roja bestemt og skubbede sig forbi Udelvig.

            ”Det kan du ikke!”, råbte den spinkle dreng. Vi må først spørge en Sanger om lov. Vi må have deres besyv med i den her sag”

            ”Nuvel”, svarede Roja over skulderen, mens han dængede guldet og våbene op i et kæmpe gyldent kar, der kunne bære det meste.” Vi tager det med tilbage til Solaveg og sender bud efter en Sanger, der kan afgøre om vi må beholde det. Men det her sværd skal bruges mod sørøverne uanset hvad du siger. Hvis vi kaster de våben væk som skæbnen rækker os, er det ikke sikkert vi er her om en uge til at spørge en sanger om noget som helst”.

            ”Vi må spørge en sanger FØR vi tager det, Roja, ellers er brøden gjort”

Roja rystede på hovedet og hankede op i karet med guld.

            ”Du får din vilje og jeg får min vilje. Vi tager det med tilbage og spørger en sanger. Du får mig ikke til at efterlade de her rigdomme uanset hvad du siger...og slet ikke sværdet.”

”Nuvel”, sukkede Udelvik og hjalp Roja med at løfet karet op på ponyen. ”Men jeg vil have det noteret at jeg på det kraftigste er imod”

            ”Det er noteret”, brummede Roja, og spændte sværdet om livet.