Skæbnen strammer sit greb+ billede af Narhvalen

Vi var nu tilbage i sikkerhed i Solava. Men den skulle vise sig kortvarig. Fra den døende dæmonbjørn havde vi lært at dens broder sov i en vig længere mod syd, mens den ventede på Kalkas den Hvides bud og krigerne fra havet. Så uanset hvad vi gjorde syntes det som om skæbnen strammede sit greb om os, og faren inge længe osse ville ramme Solava.

Efter hjemkomsten hvilede vi i mester Ouvaris hytte, hvortil kort efter kom Largus moder, Rojas fader, Dardos fader, samt den nye oldersir i byen, Vakita. Det var vigtigt at vi ikke spredte unødvendig panik i byen, så vores gøren og laden skulle fortsætte som sædvanlig. Især, da der var grund til at tro, at Kalkas uden tvivl havde en eller flere spioner i byen. Dette gjorde de andre fyr og flamme efter at overvåge alle nytilkomne og rejsende i byen, og der blev udtænkt en plan, hvor Largu og hans mor skulle gøre tjeneste på Narhvalen. Samme sted skulle der om aftenen foregå en mindehøjtidelighed for Oldsiren og Zozan. Historien, der skulle fortælles til landsbyen var, at vi havde forstyrret en hunbjørn med unger, og kun de to mænds modige indsats havde reddet vores liv. Der var tydeligvis svært for Roja, ikke at kunne ære ham for hans sande dåd, og jeg følte hele tiden hans bebrejdende blik ramme mig i nakken.

Mødet på kroen gav os den første mulighed for at spejde efter mulige spioner. Roja var som en bidsk hund i snor, der blot ledte efter en han kunne sætte tænderne i, og hans blik faldt tungt på dem der ikke fulgte med til gravpladsen hvor Zozan og Oldsirens lerfigurer skulle sættes til hvile.
De fleste folk i byen tog til takke med historien om hunbjørnen, men da der skulle drikkes gravøl på kroen bagefter, begyndte en nytilkommen sømand at stille lidt for mange spørgsmål, efter Rojas mening. Det lykkedes os dog at afværge et sammenstød.
Forinden havde min bror, Ars, til min store overraskelse fortalt ig, at det nu, samme aften, var tid til at jeg vendte tilbage til Hauthelfamiliens skød. Store ting var i vente, og de havde brug for mig. Jeg følte mig på ingen måde parat til at forlade mester Ouvaris, men han lod til at være forberedt og rakte mig en taske med mine ting. Blot bad han mig huske at kigge til Askeprins.
Dagen efter fik jeg mere at vide om min families nyvundne rigdom og handelsfamiler. Den salve Ouvaris havde forsynet min familie med, til at helbrede Ars og min tvilling Targis, havde Targis bragt med til Bilva, hvor han forhandlede med huset Amaranthys, en gammel handelsfamilie. Ud fra salven var Amarathysserne i stand til at genskabe en gammel, næsten glemt mikstur, som bla havde ført til den pludselige forbedring af min mors min moders helbred. Til gengæld havde Amaranthysserne udstyret min familie med penge nok til at hyre bådebyggere fra hele kysten, for at bygge det største skib Solavag havde set. Og, fortalte min moder glædesstrålende mens hun nippede til den klistrede, sorte pasta der havde givet hende livet tilbage, så var je i sandhed Hauthelfamiliens lille guldæg, der skulle til Bilva og møde Amaranthysserne. Jeg var selvfølgelig stolt over min pludselige status, over at kunne tjene min familie, men samtidig følte jeg et stik af bekymring. Mester Ouvaris var jo flygtet fra Bilva, og måske havde han stadigvæk fjender der, der kunne vende blikket mod vores by, hvis rygtet om hans salver blev spredt. Jeg søgte hastigt mod hytten, men fandt ham ikke der.
Samtidig var Roja under strenge instrukser fra sin far gået i gang med at gøre sit til byens forsvar. Han udså som sin opgave, at få trænet så mange af de store drenge som muligt i brug af buer. Han begyndte med Dardo, der allerede havde vist evner for at spænde en bue.
Men mellem Rojas benhårde lektioner var der stadigvæk tid til at Dardo sammen med Largu og hans mor unne overvåge Narvalens gæster. Sømanden fra den forrige aften dalede hurtigt i interesse da vi fik øjnene op for en tilrejsende købmand og hans kone. Faktisk var det deres tjenestepige Largus mor fattede mistanke til. Hun havde aftenen før været sent ude, efter sigende for at vaske sin herres tøj.

Largus mor have advaret os om, at et af sporene til Kalkas's spioner kunne være at de sikkert ville forlade byen umiddelbart før det forestående angreb, hun have også mistanke om at der befandt sig flere spioner i byen, en af de andre var muligvis en af de bådbyggere min familie havde ansat, en mand ved navn Markas.

Roja var hurtig til at beslutte sig for at tjenestepigen ved Sharvonna måtte være den vi ledte efter, og ved hjælp af Largus snilde og lidt muselort på købmandens klæder fik Sharvonna en unskyldning for at gå til bækken, og vi for at konfrontere hende.

Det vil sige, jeg var mere optaget af mester Ouvaris's fravær. Så langt tilbage jeg kunne huske havde mine dage bestået af de rutiner og Ouvaris udstak. Og nu, hvor dramatiske og voldsomme begivenheder haglede ned om ørerne på os, var han pludselig væk. Frygtede han mon Kalkas af personlige grunde? Eller var det andre, gamle fjender fra Bilva, der pludselig truede igen? Jeg fik dog ikke meget tid til at undersøge det, for Roja ville have os allesammen med til vaskestedet.

I mine øjne lignede Sharvonna ikke andet end en almindelig tjenestepige, men da Roja kom i kontakt med hende, begyndte hun hun hurtigt at spørge til ting omkring bjørnen og Zozans død, der afslørede, at hun selv vidste mere end hun ville indrømme. Vi blev nødt til at forhøre hende grundigere et afsides sted, og som de kluntede drenge vi nu engang var indbød vi hende til at drikke et krus øl med os om aftenen, nede mellem fiskerhytterne.

For at få os en ide om hvad vi kunne vente, og hvad vi skulle sikre os imod, snakkede vi nok en gang med Largus moder, der må siges at være et overflødighedshorn af hemmeligheder og beskidte kneb. Da det stadigvæk var altafgørende at undgå at sprede frygt og forvirring i byen var det vigtigt at vi kunne tvinge spionen bort fra byen efter forhøret. Til dette udstyrede Morissa os med et brændejern formet som en trekant i en cirkel, vistnok det man mærkede en tyv eller hore med.

Min del i forberedelserne gik på at finde en mikstur der enten kunne sløve hende, eller løsne hendes tungebånd. Det førte mig tilbage til Ouvaris hytte, men stadigvæk var der intet spor af min mester. Denne gang valgte jeg at bryde græskransen, der var bundet om døren, for at rode i Ouvaris gemmer. Der fandt jeg en hvid svamp, der efter sigende kunne få et enkelt krus øl til at virke som fem.