I kølvandet på gruppen

”Gå din vej! Lad mig være! Jeg ville ikke høre på dit – jeg sagde jo der intet godt ville komme ud af at associere med disse fremmede eventyrer”

Metulla slog skodderne op og stirrede rasende ud i natten. En soldat, en af de stolte skæggede sønner, stod i gården og han drejede sig og så op da lyden og bevægelsen fangede hans opmærksomhed. Metulla stirrede rasende på ham og knaldede skodderne tilbage i.

” hvor vover min familie og byrådet at sætte mig i husarrest. Han var en kogler, en dæmon-bærer, en fremmede ( by-løs ) hvad galt er der i at vi kastede ham ud fra tårnet i havet?!”

Skriveren rejste sig fra den lille skammel og fra en fad på bordet tog han et glas og kanden med gæret vildæblesaft og sagde –

” Pigebarn- alting synes stadig som en leg for dig, pris dig lykkelig du stadig er i live; lad de unge brushaner forsvinde ud af dit liv. De har forladt dig uden så meget som et eneste ord til farvel- du gav dem alt - de udnyttede dig, men den slags unge mænds tanker er som vintervindene- uforudsigelige og destruktive, pris dig lykkelig siger jeg.

Nu kan vi vende tilbage til studierne!”

Metulla snurrede omkring og gav læren et så ondt blik at det kunne have frosset vand men så ændrede noget sig- hun fugtede læberne tog ind et dybt åndedrag og begyndte at tale. I begyndelsen lød stemmen lidt hæs eller raspende, men så fik den fylde, snart rungede den og ved det sidste ord lød det som et kor af stemmer i kanon eller som et ekko.

” Kande, engang var du sand på stranden, før ilden ændrede dig form, før det var du i jordens skød som kvarts og klippe- dette er ikke din sande form- Ophør!!! ”

Og glas kanden brast i en sky af splinter. En enkelt ramte den gamle mand på kinden og forbavselsen stod så klart på hans ansigt som sommer solen på himmelen, men så veg den for foragt.

” undskyld - undskyld... jeg ville ikke... din kind”

” hvorfor har du forrådt mig, løget, ført mig til at tro usandheder. Hvor længe har det her stået på – hvem er din sande mester ?!”

”ingen, jeg sværger, ingen anden end dig, men men..... ”

Metulla satte sig med ryggen mod muren og begyndte sin fortælling om en ung pige der hurtigt overgik sin mester, men i begyndelsen holdt det skjult fordi ikke at sende ham væk og senere af frygt for at han ville stoppe med at undervise mere komplekse og farlige ting hvis han anede hvor let det var.

Ved daggry tog skriveren afsked med familien, til deres store forbavselse – og på hans bud blev isolationen fuldstændig; ingen bøger, blæk, musik, gæster, kæledyr eller lignende.

I vinduet sad Metulla og sang visen og pigen fra egnen der hver morgen lød op i fyrtårnet for at spejde efter sin elskede der var på rejse og at efter 7 år forbarmede Søndenvinden sig over hende og forvandlede hende til en falk, Morissa falken, så hun kunne flyve bort.

Den bitre vind bærer død med sig

Fra nord og til syd, fra kysten og bjergene, alle folk strømmer mod Visguda og de forestående sommerlege. Snakken løber ivrigt mellem høj og lav om de præstationer man kan vente at se i krigernes stolte dyster. Men for dem, der forstå at tyde jærtegn, dem som kan læse skæbnens forudbestemmelser i dyrenes og planternes sprog, der står det tydeligt, at en lang større og mere skæbnesvanger dyst skal finde sin afgørele i Visghuda.

Således er gruppen også på vej mod kamplegene med en dyster viden om, at de forsøger at deltage i en kappestrid med gamle og dæmoniske kræfter.

Fra tyven Amdurat lærde de lidt mere, inden han blev skubbet ud på de brusende bølger i træsarkofagen. Han, som havde forsøgt at give Metulla det sorte kys, var gennem Etigoyen i købmanden Krysos's tjeneste. Han forgav ikke at vide meget, men afslørede dog , at ingen ringere end Kalkas havde forsøgt at købe hans tjenester, og at en tredje part også stod på spring for at vinde prisen i kamplegene, sneheksen fra nord, der kalder sig Tushpa.

Men hvad er så præmien de kæmper om? Et gyldent hus, der for hvert leje er blevet større og større. Et gyldent hus, der efter sigende er så stort inden i, at nogle har forvildet sig ind i det, og aldrig fundet ud igen. Inde i dette gyldne hus er der eftersigende gemt en nøgle. En nøgle til ufattelig magt og viden. 

Gruppen forsøger at fokusere på, hvilke evner de har til at vinde sejre i kamplegene, og dermed øge chancen i Kamplegene. I Paponias's karavane er det ellers ikke nemt for dem at finde  venner og læremestre. Roja er dog blevet lovet undervisning i nævekamp, og gør hurtige fremskridt. Derimod føler Udelvik sin position ret truet, da en anden, lettere og tyndere rytter er blevet udset til at ride på Askeprins. Ved Darlos hjælp bliver der arrangeret et væddeløb, hvor Udelvik desperat forsøger at vise sit værd. Men den lange fravær fra gråhjorten har sat sine spor og Udelvik må spise nederlagets bitre frugt. Det mindsker dog ikke hans venners opbakning, og der bliver investeret i en anden gråhjort, så han kan få trænet sine rytterevner op igen. En sadel bliver konstrueret, og kort før ankomsten til Visguda udfordres den udvalgte rytter igen. Denne gng føles sejren indenfor rækkevidde, men ak nej, Askeprins mærker tydeligt Udelviks nervøsitet og er næsten demonstrativt langsom på det sidste stykke. Darlo prøver dog at redde æren og anklager staldmesteren og rytteren for falskspil, da han mener at se rytteren smøre noget under mulen på askesprins. Sagen er dog måske mere, at de forstår at øge deres chancer for at vinde løbet. Hvilket vi også burde have gjort. Og hvilket vi også kommer til at gøre. For det næste træk blev, at skaffe rytteren ad vejen. Vi ønskede ikke at gøre nogen skade på ham, men ved en kombination af Rojas verbale trusler, og Largus evner udmøntet på en kylling 'overtalte' vi ham til at drage væk, med en håndfuld sølvmønter og den anden gråhjort.

Den mystiske forsvinden vinder os ikke nye venner blandt Paponias's folk, så nu må vi blot lade vores evner tale deres tydelig sprog. 

Sommerstormen over Irahetavag

Den kraftige blæst fik skuldersløret til at blafre op, og afslørede at den forreste af de ca 10 kvinder bar på noget i sine arme. Det var på størrelse med et lille barn og lavet af ler. En arne-figur svøbt i klæde men sværtet sort af sod fra centerilden lige som kvindernes ansigter. Sorg, vrede og retten til retfærdighed stod malet i deres ansigter og på trods af den kraftige vind, mørket bølge sprøjtne gik de alle fremover bøjet ud på den gamle bro der førte ud til Ene-tårnet og da de nåede til porte slog de alle med knyttede næver mens sørge-gråden svøbte sig om dem som deres mørke kjoler og gevanter.

En fremmede mand var trængt ind til en ung pige Metulla af Artavia, en af byens købmandsslægter og havde gjort sig skyldig i mord, voldtægt og sort trolddom. Denne mand Abinavagupa, blev fanget og under hastig proces anklaget og dømt, men desværre døede han af sine sår og trængsler. En af mose-egskisterne, som lig ligger sovende i om vinteren når jorden er for hård til at begrave folk i, blev bragt frem og liget lagt deri og det hele blev bragt til havet og ud i det gamle fyrtårn hvor Jurigoyaerne vogter det indtil Sangerne og Olderzierne beslutter hvad der skal ske med det.

Men nu kræver den unge pige, hendes amme Arriola og andre kvinder fra slægten og husene i byen at liget skal skændes, hans kønsorganer skal skæres af og erstattes af pigens jomfru fletning- måske lidt usædvanligt på en død mand- men hele sagen har haft et skær af usandsynlighed over sig. Porten går på klem og vogterne udveksler og med de sørgende kvinder længe, men til sidst åbnes den helt og den mørke skare forsvinder ind i lyset!