I kølvandet på gruppen

”Gå din vej! Lad mig være! Jeg ville ikke høre på dit – jeg sagde jo der intet godt ville komme ud af at associere med disse fremmede eventyrer”

Metulla slog skodderne op og stirrede rasende ud i natten. En soldat, en af de stolte skæggede sønner, stod i gården og han drejede sig og så op da lyden og bevægelsen fangede hans opmærksomhed. Metulla stirrede rasende på ham og knaldede skodderne tilbage i.

” hvor vover min familie og byrådet at sætte mig i husarrest. Han var en kogler, en dæmon-bærer, en fremmede ( by-løs ) hvad galt er der i at vi kastede ham ud fra tårnet i havet?!”

Skriveren rejste sig fra den lille skammel og fra en fad på bordet tog han et glas og kanden med gæret vildæblesaft og sagde –

” Pigebarn- alting synes stadig som en leg for dig, pris dig lykkelig du stadig er i live; lad de unge brushaner forsvinde ud af dit liv. De har forladt dig uden så meget som et eneste ord til farvel- du gav dem alt - de udnyttede dig, men den slags unge mænds tanker er som vintervindene- uforudsigelige og destruktive, pris dig lykkelig siger jeg.

Nu kan vi vende tilbage til studierne!”

Metulla snurrede omkring og gav læren et så ondt blik at det kunne have frosset vand men så ændrede noget sig- hun fugtede læberne tog ind et dybt åndedrag og begyndte at tale. I begyndelsen lød stemmen lidt hæs eller raspende, men så fik den fylde, snart rungede den og ved det sidste ord lød det som et kor af stemmer i kanon eller som et ekko.

” Kande, engang var du sand på stranden, før ilden ændrede dig form, før det var du i jordens skød som kvarts og klippe- dette er ikke din sande form- Ophør!!! ”

Og glas kanden brast i en sky af splinter. En enkelt ramte den gamle mand på kinden og forbavselsen stod så klart på hans ansigt som sommer solen på himmelen, men så veg den for foragt.

” undskyld - undskyld... jeg ville ikke... din kind”

” hvorfor har du forrådt mig, løget, ført mig til at tro usandheder. Hvor længe har det her stået på – hvem er din sande mester ?!”

”ingen, jeg sværger, ingen anden end dig, men men..... ”

Metulla satte sig med ryggen mod muren og begyndte sin fortælling om en ung pige der hurtigt overgik sin mester, men i begyndelsen holdt det skjult fordi ikke at sende ham væk og senere af frygt for at han ville stoppe med at undervise mere komplekse og farlige ting hvis han anede hvor let det var.

Ved daggry tog skriveren afsked med familien, til deres store forbavselse – og på hans bud blev isolationen fuldstændig; ingen bøger, blæk, musik, gæster, kæledyr eller lignende.

I vinduet sad Metulla og sang visen og pigen fra egnen der hver morgen lød op i fyrtårnet for at spejde efter sin elskede der var på rejse og at efter 7 år forbarmede Søndenvinden sig over hende og forvandlede hende til en falk, Morissa falken, så hun kunne flyve bort.