Kampelegene

Askeprins's hove sender klumper af græstørv op i luften, bag ham lyder der skrig og råb, og ud af øjenkrogen skimter Udelvik en knægt blive kastet mod jorden da hans gråhjort styrter. Den klippefylde grund farer forbi under hjortens lette hove, luften smager af saltvand og lyng, og i et kort øjeblik kan Udelvik forestille sig at han er tilbage ved Solavags kyst. Men så flyver en pil hen over hovedet på ham og splintres mod en klippe. Olbarias ansigt fortrækkes i en ærgerlig grimasse, mns hun anbringer endnu et pileskaft mellem tænderne og spænder den korte benbue igen. "Så er det nu, Askeprins!" Udelvik gir hjorten et rap med hånden. Nu skal det overstås, alle tuskhandlerne med Paponias og hendes moder, alle sammensværgelserne og den desperate famlen efter at overleve i det forbandede spil de er endt i.

Hvis ikke de klarer det nu, kommer Roja til at stå alene ved det gyldne hus, og kommer til at kæmpe alene. "Vi skal ikke svigte ham, vel Askeprins?" hvisler Udelvik mens blæsten trækker tårer i hans øjne. "Sammen skal vi klare det her, allesammen, som mesteren lærte mig!"

Igen flyver Udelviks tanker tilbage til Solavag. Hvis bare mesteren var her stadigvæk, der var sket så meget på det sidste. Metulla, og hendes stemmer, og det Obarissa lige havde forsøgt, Udelvik var nødt til endnu engang at hive i seletøjet, for at sikre sig det ikke pludselig ville løse sig op.

 Det hele havde virket så enkelt, de skulle bare nå frem til Visguda og få sangerne i tale, så ville sandheden komme for en dag. Men nu lader det til at så meget står på spil, at ikke en gang sangerne kan beskytte dem. Det gøs i ham ved tanken om Kryssos brutale nævekæmper med oksemasken. For ikke at tale om de tricks Kalkasses mænd havde benyttet sig af under dykkerkonkurrencen. “Det her, Askeprins, det her er måske vores sidste trygge øjeblik sammen!”

For hvis alle de forudsigelser de har hørt taler sandt, vil der inden dagen være omme, flyde blod i Visgudas gader, strømme af blod!