Roja

”Sådan noget lort”, min arm var brækket og jeg havde en sæk over hovedet. Jeg var igen alene i rummet og kunne lige så godt tale højt med mig selv. Planen var delvis lykkedes. Mine venner slap vidst nok alle væk. Jeg havde i hvert fald ikke kunne se nogen tilbage i gården og mens jeg var der, blev der heller ikke slæbt nogen med tilbage. Bare nu ikke de kom noget til.

Min arm. Den var selvfølgelig ikke en del af planen. Kun to havde fulgt efter mig. ”Jeg skulle have været blevet og dækket deres flugt, skulle jeg”. I stedet hang min arm som en nyttesløs klump kød ned langs siden. Ubrugelig og ukampdygtig. Der var ingen chance for at jeg kunne klatre på det 8 meter høje hus i morgen. Og slet ingen mulighed for at jeg kunne kæmpe mig til det hvis Kryssos kæmpe fk fingre i det før mig. Selv Obaria ville nok være vanskelig at overmande i min nuværende tilstand. De svin af nogle vagter. Havde de ikke fået at vide at jeg ikke måtte komme til skade? Håber han bliver straffet.

Jeg må tænke på fremtiden nu. En dag af gangen. Det er ikek sikkert min fremtid er længer een en dag alligevel. En ting er sikkert. Kalkas, krysso og Parponias skal IKKE have fingre i den nøgle, uanset hvad, der sker. Så vil jeg hellere lade Obaria få den. Men hvis jeg ser mit snit til at få den selv, så tager jeg den, gemmer den i slyngen til min brækkede arm, og kaster ringen ind i huset.

Håber på kaos. Ellers er min chance for at kæmpe mig vej til vandet ikke stor. ”Nej vent. Darlo og Largu dækker mig jo med buerne”. Du er ikke alene Roja. Dine venner er der.

Hvorfor sagde jeg også de forkerte ting. Parponias og hendes mor er umulige og lyve for. De tror ikek et ord af hvad jeg siger fra nu af: Jeg har mistet enhver form for dumhed i deres øjne og de vil være på vagt overfor alle mine bevægegrunde. Så hvorfor ikke læge alle kort på bordet? Sige hvad jeg har brug for? Gift pigge, kravleklør, blændepulver og en ny arm. Jeg skal alligevel dø hvis ikke jeg klare huset og slipper væk. Så hvad mere kan de gøre for at skade mig. Jeg vil kræve at de hjælper mig: Det er også for deres bedste . Jeg vil kræve at få en kæmpe belønning. Så tror de at jeg regner med at leve videre. Og så vil de ikke ane mit forræderi...

Det er det jeg vil. Når blot de snart vender tilbage. Hvor længe skal jeg sidde her i mørket og vente på at blive tilset? Min arm gør faktisk ikke så ondt som jeg troede. Måske det er fordi Darlos gongonger spillede knoglerne bløde? Hvordan var det nu han sang ham sangerlærlingen? ”Dummda dej di dej”, nej ikke sådan. Skidt med det. En slynge og noget der tager smerten. Så skal jeg nok klare den. Mine venner dækker mig. Det har de lovet. Jeg skal bare nå klippekanten, så er jeg i sikkerhed.