Det eneste der høres er den tyste lød af bølger, der vedvarende slår mod stenene på det grå sand. En enkelt måge skriger hæst et sted i skumringen. Så bryder lyden af en sørgmodig sang stilheden. Darlo og Largu løfter begge hovederne ved lyden af melodien. De kender også ordene, det er en sang fra hjembyen Solavag, en sang der mindes de faldne og forfædrene. De tre sømænd løfter også hovederne, og for et øjeblik stopper deres bekymrede mumlen. Melodien er dem velkendt, og også betydningen, for de er også folk af kysten. Et sted, derude i mørket, sidder Roja også, som et ensomt, såret dyr, forladt af flokken. Han kender melodien, men galskaben flænger hans tanker, han fyldes af raseri, et bundløst, opslugende had, til dem der har efterladt ham der.
Den eneste, der ikke reagerer på sangen er Metulla. Måske er derfor, at de ikke har sunget den i hendes hjemby Irahetavag, måske er det fordi hun er for optaget af at tyde skriftrullens tegn, der står tegnet med Udelviks blod på det forrevne stykke sejl.
Så holde Udelvik inde med sangen. Han går ud i vandet og sætter en lille træfigur ned i vandet. Han har forsøgt at snitte Askeprins ud af et stykke frønnet drivtømmer. Aske fra bålets gløder har farvet den lille figur, men vaskes hurtigt af i det salte vand.
"Far vel, Askeprins. Må vinden og bølgerne føre dig tilbage til dine forfædres kyst."
No comments:
Post a Comment