Amok

Roja cirkler frem og tilbage på det lille skær et par hundrede meter fra kysen. De andre sidder derinde. De har bål, de har mad, de har hinanden. Roja er efterladt til sin egen skæbne og til galskaben og vreden.

Han kan godt forstå de andre var bange. Det havde de også grund til, men ikke af de årsager de tror. Udelvik tror at når vanviddet bruser i kroppen og blodets rus overtager ens krop, så kan man ikke længere kende ven fra fjende. Det er ikke rigtigt. Man kan godt genkende folk, man er bare ligeglad om de er venner eller fjender. Det der tæller er om de står i en i vejen eller om de ligger ned.

Roja kan god

t forstå de er bekymrede, men det er han ikke. Tværtimod. Siden i går aftes, længe inden hans ben blev bundet kunne Roja mærke det ulme i maven og brystet. Han sagde ikke noget, for det var ikke svært at holde det nede. Det er ikke som man skulle tro, at der ikke er noget at gøre. Man er ikke ude af kontrol, ikke helt. Zozan havde altid fortalt ham at han skulle forestille sig et lille hus a la Udelviks mesters. Et lille trykt hus hvor man var helt alen og i sikkerhed. Derefter fik Roja besked på at forestille sig at han uden for hytten kunne høre et vildt og farligt dyr der snøftede rundt. Nu var hans sikre hjem usikkert. Til sidst skulle han forstille sig at han blev forvandlet til et dyr, et bæst større og farligere end det der ventede derude. ”og så slår du døren op og møde fjenden”, havde Zozan sagt. Kun en gang havde døren været slået op. Det var da Darlo havde slået på gongonen og havde vækket vreden og vinden og fået blodet til at bruse. Roja havde ikke indrømmet de over for nogen, men det havde føltes fantastisk. Ingen tyngde, ingen forpligtigelser, ingen venner og ingen løgne...kun fjender.

Nu kunne han mærke dyret uden for hytten...to runder til på skæret. Et smil bredte sig om Rojas læber. Han kunne høre den pruste og stønne ude på den anden side af de svage vægge. Han lukkede øjnene og sparkede døren ned.

...inde på kysten kunne de andre høre et brøl igennem vinden.
”Han lyder som et såret dyr”, sagde Udelvik bekymret, og skyggede for øjnene med hånden.

”Ikke et såret dyr”, svarede Largu. ”Han lyder som en der har nedlagt et bytte. Han lyder sejrrig”.