planen vendes 2

Udelvik stirrede ned på sine blodige hænder og den opskårne igle og sukkede. Roja skridtede væk med et fjollet grin på læben og tørrede en strime snot væk med bagsiden af sin hånd.

Hvad Roja havde præsenteret som sin plan havde ikke været fuldstændigt tåbligt, men endnu engang havde han bruset frem så Udelvik ikke kunne få mæglet så meget som et ord. Bevares, engang imellem havde Roja lagt ham ord i munden som ikke engang var Udelviks egne. Som om Udelvik syntes at de bare skulle tage det roligt! Han måtte le. Men desværre viste det endnu engang, at Darlo havde ret. Roja var som et stort barn, der pludselig greb en ide og løb begejstret af std med den. Så mødte han modgang, blev tvær og surmulende indtil noget andet fangede hans opmærksomhed.

Udelvik sprang, løb efter krigersønnen og greb ham om skulderen:

"Roja, nej, stop nu for helvede, det er ikke en kampøvelse nu!" Udelvik bed læberne sammen og lod Roja tampe ham lidt mens han grinede fjollet. "Tag den Udelvik, og den, hva? Det var du ik forberedt på, vel!"

"Roja, dit tykhovede drog, vi er ikke i Solavag længere," hvislede Udelvik. "Alligevel fortsætter du med dine små drillerier. Hvad har du brug for at bevise? At du er stærkere end mig? Hurtigere end mig? End bedre kriger end mig? Ved du ikke allerede det? Hvis du vil bevise at du er en leder, så vis mig det, gør dig fortjent til min respekt!"

Udelvik kunne se et mørkt udtryk komme over Rojas ansigt, men fortsatte. "Er du klar over at Darlo griner nærmest griner af dig bag din ryg, og forfædrene må vide, at jeg også har lyst til det af og til. Men jeg gør det ikke, for jeg ved vi har brug for dig, du er den eneste der er blevet opdraget til det ansvar. Men at være leder handler ikke bare om de største arme, hvis vi nogensinde skal gøre os håb om at passere Vogteren må vi overveje hvert skridt, hver handling!"

Udelvik stoppede da en voldsom hoste sendte spasmer gennem hans krop. "....jeg tror, jeg tror stadigvæk, det vil være klogest at vente til vinteren nærmer sig sin slutning. Jeg mener, hvilken hast har vi? Vores fjender er efter os, ja, men vi vil være dobbelt så sårbare når først ovnen er blevet trukket op. Nu ved vi hvor den, lad os grave os ned, samle styrke og så se hvilke jægere der kommer snusende i vores spor."

Planen vendes

Roja måtte ligge på maven. Iglens bid sved stadig. Selvom såret ikke var særligt dybt havde den alligevel taget al huden med fra et område på størrelse med en knytnæve.

"Udelvik. Hør lige engang", sagde Roja bekymret til Udelvik, der sad bag ham og var ved at skifte forbindingerne. "Det er en lorteplan vi er igang med".

"Aha", lød det ligegyldigt omme fra ryggen.

"Der er for mange småting, for mange elementer, der kan gå galt"

"...gå galt ja. Jeg skal lige have bundet det sidste"

"hvis der er en ting Zozan har lært mig om at slås, så er det at lægge en simpel slagplan. Jo mere enkelt jo bedre. Des flere del-planer des flere muligheder for at noget kan gå galt. Vi er nød til at holde den her bjergning mere simpel”.

Udelvik tørrede sine hænder a fog gned dem med noget saft fra nogle bregner. Han satte sig foran Roja og bed sig lidt i læberne mens han tænkte.

“Vi kan næsten ikke gøre det anderledes end vi gør. Nu har vi fundet ovnen og så må vi bare bjerge den. Hvad er der ellers?”

“Hvad der er? Vi snakker om at købe hakker og spader og trække ovnen op på hen hestevogn og køre den uset ud af en mose hvor Gubta, tre veteraner og en uhyggeligt effektiv stifinder leder efter os imens. Alene det at skaffe heste og vogn vil næsten afsløre os. Og selv hvis det lykkedes at få den ovn op. Hvad så? Vi ved ikke hvor vi skal køre den hen! Erulf er væk og vi har ingen Villa”.

Udelvik rejste sig og sukkede.

“Du focuserer altid på problemer Roja. Nej! Sæt dig ned og hør mig ud inden du afbryder mig. Jeg ved godt hvad du vil sige. Det er dit job at forudse farer og alt det der. Den sang kinder vi alt for godt og jeg taler også for de andre, når jeg siger at vi er ved at være godt træt af den. Vi er ikke altid I livsfare og vi kan godt slippe levende fra det her eventyr. Du er nød til at se lidt lysere på tingene…”

“Må jeg godt sige noget nu”? brummede Roja.

“Ja, men kun hvis du lover ikke at sige det på en sur made”

“Jeg skal prøve”, snerrede Roja ud mellem sammenbidte tænder. “Jeg skal nok prøve at lade være at tænke på at vi bliver angrebet hele tiden, men du MÅ indrømme at det er en mulighed”.

“Hmn…”

“Jeg syntes at vi skal gøre så meget vi kan selv her. Udgrave ovnen med egne redskaber. Låne noget af Erkans forældre, holde antallet af folk der ser os og handler med os til et minimum og når vi har hævet ovnen, tager en eller to af os til Otremio og prøver at finde Erulf”.

“Lyder fornuftigt”

“Godt så”

“Godt så, Roja. Og det gik jo fint uden at hides sig op”

“Hold din kæft Udelvik, eller du får en på munden”, brummede Roja og løftede næven truende. Udelvik farede sammen og lukkede øjnene. “Fik dig Udelvik”