Vi er kommet til højmosen, følgende Erkhans spor, tilbage til hans fødeegn, og det sted hvor han oprindeligt fandt øksen. Og det sted hvor vi skal finde ovnen. Den ovn der kan fremsskabe essensen af vand.
Ved af hjælp af det bizzare lille insekt tvillingerne fra Bilva havde skænket os, fik vi hurtigt lokaliseret det præcise sted, i det forræderiske og farlige landskab højmosen kan være.
Efter en kort rådslagning forsøgte vi at trække våd i vandhullet, for at få en ide om dybden, og om ovnen overhovedet var der. Vi havde jo ingen anelse om hvor stor den kunne være, og håbede i vores stille sind, at den kunne trækkes op fra bredden.
Men så nemt skulle det ikke blive. Til sidst måtte Largu og Roja vove pelsen og dykke ned i det mørke mosevand. Knap havde de sænket sig under overfladen før Darlo og jeg til vor rædsel fik øje på nogle blæksorte, glinsende, ormelignede væsener i overfladen. Desperate halede vi rebene for at få vore venner op. Men kæmpeiglerne havde allerede sat sig fast to steder på Rojas krop. Ved hjælp af ild og salt fik vi dem dog hurtigt af. Sikkert var det herefter, at ingen havde lyst til at dykke ned i vandet. Vi prtøvede så at udvide afløbet fra mosehullet, for at dræne det, men tydeligvis ville tage alt for lang tid. Efter Erkhans råd slog vi lejr på et lidt højere punkt, hvor gråhjortene også kunne stå sikkert.
At vinteren nærmer sig mærkede vi tydeligt den nat. Ingen af os havde fået anskaffet os noget tøj, der rigtigt kunne give varme. Vi havde dog ikke hvilet længe inden vi pludselig blev vækket af en af hundenes knurren udenfor teltet.
Til vores rædsel opdagede vi at flere af disse iglervæsner var krøbet op på land, sikkert tiltrukket af varmen fra os og dyrene, og havde kastet sig over de forsvarløse gråhjorte. En var allerede bukket under for blodsugerne, mens den anden dansde desperat omkring med tre hængende fra sin krop. Roja og jeg kastede os straks over iglerne og det lykkedes os at få dem af. Men til ingen nytte. Kort efter segnede den sidste gråhjort død om, bukket under for den stærke gift disse iglevæsener benyttede sig af.
Knuget af sorg over tabet af flere af disse ædle væsener, og overbevist over forfædrenes vrede mod mig, kastede jeg mig over et projekt med at fravrtiste disse igler deres gift til senere brug, om ikke andet så for at sikre at Darlo ikke kom til skade under sit eget forsøg på at udvinde giften selv.
Efter længere diskussioner frem og tilbage, besluttede vi os for, at det sikreste ville være selv at prøve at leje et hus, hvilket burde være muligt nu hvor vinteren nærmer sig og flere familier kom ned fra bakkerne til de lavere områder. Det ville også give Erkhan en mulighed for at besøge sin familie, omend vi frygtede at vores fjender ville kunne følge vores spor dertil. Især er det Abhinagupta vi frygter, da vi kender hans evne til at manipulere folk alt for godt.
Undervejs støtte vi på grupper af unge mænd på vej mod kysten for at træde i tjeneste hos en de kaldte "Den Gyldne Konge", en mand fra Irahetavag, der kalder til krig mod den falske konge i Bilva. Der kan ikke være nogen tvivl om, at denne gyldne konge er Krhyso.
Da vi nærmer os den klynge af huse, hvor Erkhans familie bor, bliver vi mødt af en klynge af børn, der spørger ivrigt til vores ærinde. De fortæller senere, at 'den gamle blinde mand' har hyret dem til at holde øje med rejsende på vejen, og især Erkhan. De fortæller os også en anden, mere ildevarslende ting: der er kommet fine gæster til Erkhans forældre. En af dem er Fimpe, smedesønnen fra Ortimero, men i hans følge er der våbenføre mænd med spyd, og en fin herre, der mystisk nok er blevet set ridende som en kvinde...
No comments:
Post a Comment