Blod, gift og galde

Vi forlod Merwar den Blindes tårn med 6 perler af vand. Vi slog følgeskab med en gruppe af ungersvende, der ville lade sig mønstre hos krigerfamilien Sorus, der støtter den gyldne konge. De kunne fortælle om en mand der rejser i ulveham og som kan springe over en fors på 10 meters brede,

Vi tog ind på den store kro og spurgte til om Egys havde hentet de våben og ting vi sendte derned. Det havde han og der lå en besked til os. Hvis vi ønskede det kunne vi mødes med ham ved solnedgang ved det ødelagte tårn. Også Erold havde efterladt en besked om hvor han boede.

Vi fandt endelig Erold ved den gamle oldersiger og apotekers hus. Her lagde vi planer om den videre rejse og om hvordan vi skulle kringle retssagen. Samtidig fik vi beskrevet de mænd som Gubta havde hyret, for dem havde Erold set og bemærket. En var læge og giftblander, en var en Købmandsvagt, altså en eller anden form for soldat og den sidste var heksesøn og hamskifter, altså Egys.

Vi lægger en sum tilsvarende en mandsbod og stiller en stedfortræder.

Vi gør klar til at rejse med tvillingerne over passet.

Vi købte ind til at kunne klare os mod Vapinagubta og hans tre følgesvende,

Vi aftalte med Erold at han skulle hold et vågent øje med kroen hvor vi boede, i tilfælde af at Gubta ville slå til i nat.

Så tog vi efter lang tids debat op til tårnet for at stole på og mødes med Egys.

Han var os venlig stemt men kunne kun tale kort da hans herres magt skiftede og var ved at fornys. Han er en slave ag Gubta, men vil gerne bryde båndet. Vi efterlod en perle af smeltet menneske essens og håbede at han med dens kraft kunne bryde fri.

Vi tog ned til stranden hvor konkurrencerne og indlemmelsen i Kryssos Gyldne hær foregik i lyset fra fakler og bål. Da Roja genkendte et par veteraner han havde trænet mod i Kryssos gård, valget vi at trække os ud i mørket og ligeså stille glide hjemad. Men her mødte vi en fatal fremmed. Han virkede fuld og ussel og prøvede at lokke os med i hans båd for at vise os Kryssos lejer ude på øen ud for byen. Han famlede ved både Rojas arm og Erkans hænder. Darlo trak sig klogt væk og undgik mandens berøring. Idet Erkan faldt om og Rojas arm begyndte at brænde, hoppede manden i båden og stak af.

Largu løb i forvejen op mod Opeksham Oldersigeren og hans lærling, for der var ingen tvivl om at vi var blevet forgiftet.

En hæsselig tur igennem byen begyndte. Erkan kunne knap selv gå for smerte og åndedrætsbesvær. Roja prøvede at bevare fatningen og virke upåvirket for ikke at tiltrække opmærksomhed, alt imens Udelvik behandlede på de to gående og vaklende stakler. Modgiften syntes ikke at virke og nu kunne vi høre skrig længere op af gaden: Den vej Largu var løbet. Erkan sank sammen og Roja kom i tanke om modgiftens transportstof; nemlig alkohol. Så han bundede en øl vi havde købt og vaklede videre.

Da vi nåede Opekshams hus stod fjenden der allerede, Largu og Erold stod i en gyde med den døde Købmandsvagt for fødderne. Largus ene side af ansigtet blodigt. Konfrontationen var uundgåelig og hverken Roja eller Erkan kunne stå på benene. Det var op til Darlo at klare det hele. Men så trådte den gamle Opeksham ud af sit hus sammen med sin lærling. Det fik de tre kæltringe til at fortrække.

Vi fik en kort stund at sunde os i, mens lærlingen tilså os på værelset. Erkan var så medtaget at han snakkede i vildelse. Hans ene øje var fyldt af blod, lungen blev drænet med et kobberrør hvor blodet løb fra i stride strømme. Hans arm og kind var spætte af blodfyldte blæner og hans arm var ætset på kryds og tværs, huden boblet op som flæskesvær. Roja virkede en smule bedre, men var efter hans egen diagnose også på dødens rand. Lærlingen mente dog ikke der var brug for behandling.

Vi gjorde klar til en blanding af flugt og kamp til det sidste. I panik valgte vi at give Largu en af ildperlerne o håb om at det ville kunne opfylde hans udtærede reserver og måske give ham et syn, der kunne være vores redning Han sene øre var gået tabt i kampen mod Løbmandskrigeren og han led skrækkeligt af smerter. Han sank perlen og fantasien løb løbsk. Vi vendte os i stedet til Darlo med en perle, da det bankede på døren. Kromanden havde forberedt en bakke med the.

Roja trak en flaske med Oksegalde frem. Den var købt i apoteket og skulle kunne frembringe et vandvittigt raseri i ham: Vanviddet syntes ikke langt borte da han bundede flasken og hvæssede:”Jeg skal fandme ikke være nogens nikkedukke i dag.” Udelvik gav ham en mavepumper og Roja skulle lige til at slå igen, da han sank det sidste galde og blev flået ud af sin fornuft. Det sidste han skreg var: ”Bliv bag mig!” inden han styrtede ud af døren. Døren gik op, theen væltede og en tyk sort røg væltede op af kander og krus. For enden af gården stod Gubta og Roja stormede på ham. Spyd fløj ham om ørene, men han ænsede ikke at Erold og Egys allerede kæmpede på tagene og i gården. Folk åbnede dørene og kiggede ud på larmen, men blev smadret hvis de stod i vejen for Roja. Da han nåede Gubta faldt øksen en gang og Gubta rejste sig ikke igen.

Det er svært at sige præcist hvad der skete her efter. Gården var et virvar af skrig og råb og folk, der flygtede. Erkan skreg fra døråbningen at han ville have en Ildperle. En trykbølge af kraft fra Udelvik og Largu splintrede Gubtas krop helt og tog samtidig Darlos benbue med sig i købet. Nogle uskyldige lå døde, såret eller døende på gårdspladsen, men om det var Gubtas folk, Roja eller den samlede splintrende kraft fra Largu og Udelvik, der var skyld i det, var ikke til at afgøre. Gubta var overvundet; Egys var sat fri og vi var stadig i live. Nu var flugt den eneste mulighed. Vi hankede op i Erkan og fulgte omtågede af sted efter Erold og hans bjæffende hund.

Darlo blev ved med at sige noget om at han havde set en sort skikkelse i Gubtas krop og at han ikke var død. Erkan jamrede sig over hver en lille rystelse og man kunne høre råb og løbende fødder fra krigerfamilierne, der var på vej...og så vendte Roja det hvide ud af øjnene og faldt om.