Om det hvide skib på stranden og Erkan og Udelviks afsked

...Udelvik ser mekymikeren komme til syne i værkstedet. Hans øjne lyser rødt, mens hans skikkelse syntes at gå i opløsning, da et dusin af små, sorte, krabbelignede maskiner frigør sig fra hans arme og torso og myldrer frem mod Udelvik.

Et sted i sin bevidsthed, bag panikken og dødsangsten, spekulerer Udelvik et øjeblik på om et mangeårigt brug af disse apparater har beskadiget mekymikerens blodveje og nervebaner...

...så er de over ham. Et øjeblik forsøger Udelvik desperat at flytte sine organer rundt, udenfor rækkevidde af de borende kløer og nåle. Men der er ikke længere nogle steder at flygte hen, indser. Mekymikeren kender alle hans tricks og overlader intet til tilfældighederne. Stykke for stykke bliver Udelviks legeme parteret med en kirurgs omhyggelighed.- Udelvik s vilje og bevidstehed ebber ud, en mat lettelse speder sig...

...så hører han stemmen, dybere, større, mægtigere end noget han før har hørt. Det er som han for første gang hører ordene mens de vælder ud af sangerens mund.

"Kom med mig, til den Brede strand. Der er en sidste ting, der skal gøres. Et sidste møde."

Erkan er der også, men følelsen af 'jeg' eksisterer kun svagt mens de driver af sted i hvad der føles som en evighed. De ser hele kysten og indlandet strække sig ud under dem, fra Bilva og til Upa i syd. Strid og ufred bølger frem og tilbage. Kongerne kalder deres tropper til kamp.

Så står de på stranden. Bag dem, ude på de rolige bølger ligger det hvide skib. Udelvik føler, at det har ventet på ham her, siden han blev født.

"Udelvik! Erkan!" De vender sig. Hvor kommer den svage, krattende lyd fra? Så ser de ham. Roja vakler frem, forvirret, utydelig, med tårer, der trækker snavsede spor ned over hans kinder.

"Er I kommet tilbage? Klarede i den?" De må anstrenge sig for at skabe mening af ordene, de handler om ting, der ikke længere har betydning for dem. De ryster på hovedet. "Nej, vi er kommet for at sige farvel."

"Nej!?" Roja slår vredt ud med armene. "I får ikke lov til det, ikke jer."

Han springer frem og griber ud efter dem, men de ryster begge sørgmodigt på deres hoveder.

"Jeg kan ikke klare det uden jer," hulker Roja. "Jeg vil hævne, brænde deres forbandede villa ned, om det så bliver det sidste jeg gør!"

"Nej, Roja, vi er stadigvæk hos dig. Som Sozan er hos dig. Når barmhjertighed og besindighed styrer dine valg, er vi hos dig! Husk eden, den er større end den enkelte af os. Hvis den lever videre, lever vi videre."

Roja ryster på hovedet som et modvilligt barn, der nægter at erkende sandheden.

"Roja, for vores skyld, så glem hævnen, glem vores døde legemer i kælderen. Nu gælder det de levende. Hast til Bilva, Roja, og lad vores navne leve videre i dine gerninger og bedrifter!"