”Det blafrede Largu!” Roja standsede pludselig på den lille dyreveksel og Darlo bumpede ind i ryggen på ham.
”Hvad snakker du om”, sagde Largu hæst og satte sig på hug for at hvile. Den lille gruppe var på flugt gennem skov og kradt i et forsøg på at ryste forfølgerne af sig.
”Der oppe i Nishantasis kammer. Bogen du tog med. Den med billederne af blomster, kan du huske den?”
”Ja; jeg har den her”
”Og vi fik kun øje på den fordi siderne blafrede i vinden”, fortsatte Roja ivrigt.
”Jaa...og hva så?”, spurgte Largu.
”Der er ingen vind indenfor Largu. Vinduet kunne ikke åbnes, der var træk fra kaminen. Der må være en passage der, ned til kamre under huset. Måske en hemmelig kælder eller noget. Hvor de laver økserne. Hvor de holder sangeren fanget; og Udelvik”
”Udelvik er død”, sagde Darlo. ”Og Ergan er også død. Jeg så det med mine egne øje.”
Roja stirrede stift på Darlo, hans mund kun en streg i ansigtet.
”Han lever”.
”Nej han...hey Roja hvor skal du hen? Vi kan ikke gå tilbage. HAN ER DØD!”
”Han lever”, svarede Roja tørt. Jeg ved det. Og nu hente vi ham”.
Darlo tog en dyb indånding og skulle til at sige noget. Istedet rystede han på hovedet og sukkede. Largu trak på skuldrene og fulgte efter Roja. Efter noget tid fulgte Darlo også med.
...Det var Ergans plan denne gang. Det var Ergan der syntes vi skulle vralte op til porten og give Umbbaerne en chance for at forlade stedet. ”Forlad stedet i kystens navn og send jeres herrer herud og ingen kommer noget til.”
Det var en simpel plan, men forhandlingerne gik galt. Da Largu brød porten ned begyndte kampene og Darlo, forhandleren fløj op på tagene. Udelvik bukkede under for spydkasterne og Ergan måtte overgive sig til overmagten. Darlo tog kampen op på taget af tårnet og ville ikke overgive sig. Selv da Umbbaerne truede med at dræbe udelvik og ergan, der lå svinebundet på jorden, tøvede han. Istedet for at flygte valgte han at blive, i stedet for at overgive sig valgte han at forsøge at forhandle. Umbbaerne gjorde hvad de havde sagt de ville. En stak et spyd igennem halsen på Udelvik, en anden huggede stentræsøksen igennem Ergans skulder og kraveben i et forsøg på at halshugge ham.
Imens dette drama fandt sted løb Largu og Roja igennem huset og sparkede døre ind: De kastede sig frem for at finde sangerne eller værkstedet. Istedet fandt de en lille ulækker maskine og et rigt udsmykket kammer der tydeligvis tilhører Nishantasi og hans luskede lærling. Largu forseglede døren og de to ledte i hast efter lærlingen eller alkymisten selv, men uden held: Da krigerne begyndte at bryde døren ned, flygtede de igennem taget. Idet Roja kravlede ud på taget så han Darlo side som en kæmpe fugl på spirret af det yderste tårn. ”Flygt”, skreg han. ”Red dig selv Darlo” og krodrengen var ikke sen til at følge efter. Havde han blot flygtet noget før havde umbbaerne ikke haft nogen grund til at skulle henrette Udelvik og Ergan.
De tre venner flygtede ud i skoven og gemte sig på den anden side af søen hvorfra de kunne overvåge huset. Largu svømmede tæt på huset og undersøgte nogle vandrør under huset som tydede på nogle underjordiske værksteder.
Efter en times tid ankom, der 20 soldater og sammen med dem en gruppe med hunde og Mildahvas jæger. Nu skulle jagten på de tre undslupne i gang. Så Roja, Darlo og Largu begyndte at cirkle rundt i et forsøg på at vende tilbage til huset når solen gik ned. Roja havde en ide om at de kunne tilstoppe skorstenen og ryge Nishantasi ud. De gik igennem skoven, da Roja pludselig stoppede op og Darlo gik ind i ham med et bump.
No comments:
Post a Comment