”Gør det ondt?” spurgte Roja hæst mens han snublede af sted.
”Ikke så meget længere”, svarede Udelvik. ” Det var mest mens de skar og tappede mig at smerten var voldsom”
”Nej, jeg mener gør det ondt at dø?”, Rojas stemme var snøvlet og hæs og hver gang han sagde noget piblede det ud med blod under forbindingen på hans hals. Huden boblede og væskede i bånd ned langs de store blodåre i halsen og hans øjne var uklare. ”Han sagde jeg skulle dø...” Roja faldt sammen som et træ, der er blevet fældet. Han tog ikke engang fra med hænderne, men landede med ansigtet forrest i gruset på vejen. Det var et rigtigt dårligt tegne, tænkte Udelvik og en kuldegysning gik igennem ham. Roja er stoppet med at kæmpe.
Darlo og Roja tog tilbage til Primotsava. Roja søgte nyt ved vejen, og fik at vide at Kalkas havde sendt sine bedste jægere til at fange de uhyggelige spioner. Men så blev han opdaget og belev fanget. Retsagen mod ham bød på mange muligheder for at bede om nåde og underkaste sig, men Roja holdt sig til sin noget naive forestilling om sandheden og løg kun om hvor hans venner befandt sig. Han blev dømt til døden og blev sat i forvaring hos husets husånder, bevogtet af fire soldater med stentræsøkser.
Imens fremlagde Darlo vores sag for oldersigeren, der med enkelte ord lod ham forstå at han i byens øjne var en forbryder og at han ingen hjælp kunne få. Dog ville han viderebringe et forslag om at løskøbe Udelvik og, på dette tidspunkt, også Roja mod en betaling i Rødt guld.
Svogeren ville gerne handle. Han ville ankomme til det gamle tårn ved midnat. Det blev vedtaget at Darlo skulle stå for forhandlingen. Men da Ergan, darlo og Largu ankom til tårnet sad Roja der allerede med bar mave og en Stentræsøkse i hænderne. Han var undsluppet og inde over byen kunne man se flammerne fra Umbaernes hus. Han havde på mirakuløs vis kæmpet sig fri af den stol han var lænket til, overvundet fire fuldt bevæbnede vagter og sat ild i familiens husalter og nedbrændt alle de ældgamle husåndestatuer. Under påstyret fra ilden havde han undsluppet.
Darlo ventede i tårnet og de tre andre gemte sig i skoven. Udvekslingen var klar til at gå i gang. Men ned af stien kom en ung pige, blodig og med et underligt mekanisk indsekt på hovedet. En giftbrod pressede mod hendes hals og klamrede sig om hendes ansigt. Hvad der skete i tårnet står stadig en smule uvist for alle andre end Darlo. Vi hørte skriget og så insektet flyve bort. Roja satte efter den og de andre løb til Darlos hjælp. Pigen var stukket i halsen og darlo ligeledes. Roja indhentede insektet da det landede på lærlingens hånd. En økse fløj igennem luften, insektet stak med sin giftbrod og Roja sank sammen. Skurkene flygtede og Darlo og Largu kom Roja til hjælp. Erkan sakkede bagefter da han skulle bære på den bevidstløse pige. Pigen var den terne, der havde reddet Largu på sin Frues bud, og nu havde hun betalt prisen. Livløs og kold lå hun i Ergans favn: Han sagde at hun havde afsløret at Udelvik lå på møddingen inde i byen. Hun havde også sagt at Darlo ikke havde ville give guldet fra sig.
Der måtte handles hurtigt: Largu og Darlo løb efter Udelvik. Roja vaklede forgiftet efter hesten, hjulpet på vej af Ergan.
Men fælden begyndte at klappe. Halvtreds soldater til hest begyndte at lede efter os varskoet af Svogeren og hans lærling. Der var både på vandet og et svirrende mekanisk giftinsekt i luften. Det var en nyttesløs kamp. Largu og Darlo gjordet et heltemodigt forsøg på at trække forfølgerne med sig over på den anden side af floden. Imens forsøgte Ergan at lede hesten med liget af ternen, en svækket Udelvik og en vaklende forgiftet Roja uden om soldaterne og ud i nattemørket.
Det gik galt. Ergan overgav sig og vi blev fanget og bragt til tavshed af Svogeren. Darlo og Lagu slap væk.
I Umbaernes øjne har vi siden sidst: dræbt en ung kvinde, brændt deres husalter og en del af huset ned til grunden og stjålet en økse. Vi er mere skyldige end nogen sinde før-
...og Kalkases folk er på vej.
No comments:
Post a Comment