Gregos's rejse

Gregos's færd til den Hvide Konge begyndte tilbage i vest, i den store stad Gula hvor han var omgivet med eksempler på krigestandens og adlens selvtilstrækkelighed og ligegyldighed, og han blev selv en af disse, der i arrogance og grådighed tog andre folks liv uden at tænke på de konsekvenser det måtte have i verden.

Først da han som en del af sin bod indtrådte i Modhiatars husstand ved de 3 floder begyndte denne selvsikkerhed at krakelere. Han begyndte at se på omkostningerne af den store krig, der havde lagt så meget af det gamle rige øde, og begyndte at forstå hvorledes hans egen stand bar en del af skylden for dette.

I mødet med Vogteren ved den Røde Port bliver dette forstærket af den ed vi hver især sværger. Som kriger skal jeg ihukomme mig skammen, men også lægge den bort således at den ikke styrer min hånd.

I edens treenighed repræsenterer Darlo folket og den frygt de altid bærer, Arno repræsenterer købmandstanden og deres skyld.

Largu og Darlo har rejst længe og mødt meget i deres kamp mod Khalkas, Arno og jeg er først kommet sent ind i denne strid, men til gengæld på et tidspunkt hvor den egentlige fjende er blevet tydelig: Avetaren Mirahambar, den egentlige dukkefører bag Kalkas's handlinger, og dermed ophavsmanden til den strid, der truer med at oplsuge Murabam.

Derved føles konflikten som et uhyggeligt af den krig der hærgede Vesten for snart 40 år siden.

Gregos forstår, hvor vigtigt det er at holde sig endemålet for øje, og dermed navigere efter dette. Vi kommer til at møde mange uhyrlige personer undervejs. Nogle, som Ehu den Blå vil det være nødvendigt at rydde af vejen, mens andre i sidste ende vil være ubetydelige brikker, som vi dog nemt kan snuble over.

Vores mål nu er, efter at være sluppet levende ud af Vinterbyen, at rejse over tundraen og i vinterens ubarmhjertige kulde bestige Den Hvide Konge. Hvordan vi der for den 'hvide' avetar i tale ved Gregos ikke. Hvordan forhandler man med et ophøjet væsen, som netop for at kunne bevare sin renhed måske alrig har været i kontakt i mennesker?

Men uden hans hjælp vil vi ikke være i stand til at tale Kalkas og hans avetar imod, når de på Sommermødet ved Lornavig skal forelægge deres vision for Kystens fremtid. Mirahambar vil da kanalisere sin styrke gennem Kalkas's ord, og dermed bøje oldersirernes sind til sin vilje.

Det er ikke en strid vi skal kaste os ind i med dragne våben. Vi har brug for et magtfuldt væsen til at lægge kraft i vores ord og som kan tage livtag med Mirahambar. Gregos ville ønske at dette kun krævede Modhitar og Soriannas ord på hans læber, men som rejsen skrider frem er han begyndt at forstå nødvendigheden af den Hvide Avetars hjælp

Nøglen til Miramhamba's fald

Den Hvide konge er nøglen til Miramhamba’s fald.

Her før det symbolske fald af den nordlige besættelse af Kalkas den røde er det vigtigt for Darlo at alle de andre kender til det fulde formål med gruppens færd til den Hvide Konge, da han jo må indse at uheldet kan være ude og enden med bugen opad som hans to barndomsvenner. I så fald vil han sikre sig resten af gruppen fuldfører hvad der blev påbegyndt i Solaveg. Det gælder Murabams frihed fra den Avetar som bruger Kalkas til at genindtræde i verdenen. Hans navn er Miramhamba.

Darlo husker alle på hvad de har hørt om de store krige og vestens forfald midt i dens egen selvforherligelse og dekadence og det er den vej verden vil styre imod om missionen mislykkes. Et land hvor respekt for mennesker ophører og alle bare er et middel for en Avetar til at benytte som han lyster.

Det er dog ikke alle Avetare som har adopteret denne skyggeside af det menneskelige sind, der er dem som har valgt at holde sig udenfor menneskenes syger. Salokosa på øen kaldte Avetaren Terikankas. (Mestersangeren)

Til sommer hvor den store samling af alle olderzier skal være i Launaveg vil Miramhamba tale til dem alle gennem Kalkas og formentlig indgyde så meget tror på en plan via sin overnaturlige påvirkningsgrad og tale evner - Kalkas er blot en gammel dukke som allerede har levet for længe, men ikke desto mindre er han stadig vigtig for han er den onde Avetars holdepunkt i verdenen.

De værktøjer som gruppen har fået indtil nu er en perle hvor igennem tidligere tider har fået indsigt til nogle af livets dybe sandheder, bagved har den uspolerede gode Avetar Terikankas afgivet disse sandheder/åbenbaringer.

Gruppen har denne perle med sig da det også er en vejviser til toppen af den hvide Konge hvor Terikankas har sit skjulested.

Husk også på historien som olderzieren i Orika fortalte om sangeren Emerillon og om hvordan tidligere sangere søgte indsigt ved søen med den store karpe, så måske gruppen skal søge efter denne sø, da det sted vi leder efter ikke er langt derfra. Han sagde i øvrigt også at alle Avetare er brødre og søstre.

Når vi ankommer til Avetaren på den Hvide Konge, så er vi der for at repræsentere befolkningen og søge indsigt hvad der kan forhindre den sorte Avetar, Miramhamba i at kommer til verden, samt at få viden/ting/styrke til at kunne samle landet under et og indsætte en samling af folk til at styre Murambar, men indtil da er denne gruppe repræsentanter.

- Arno repræsentere købmands standen som i deres iver altid slås med skyld.

- Gregers repræsentere krigerstanden som skal lære at styre deres æres begreb.

- Darlo repræsentere folket som evig og altid lever i frygt.

Gruppen skal lave et land som fjerner frygten fra folket, tilskynde at købmændene ikke at være så grådige at de behøver at lever i skyld og lære krigerstanden at tøjle deres ære, så de ikke kommer til at leve i skam.

De har alle svoret en ed overfor vogteren i dybet at dette er gruppens sande færd og at det er derfor de ønskede at få perlen(kortet på det tidspunkt) for at kunne aflægge den hvide Avetar et besøg. De bestod prøven da Malmivaru (den vogter som var sat af sangerne) testede hver især.

Der oveni fik de alle et råd om hvad deres rolle hver især vil være i kampen mod Kalkas i forhold til hvem de svarede for i befolkningen.

Darlo fortæller at han fik et råd af vogteren under havet. At netop han skal vende folkets frygt mod Kalkas selv og tale de sande ord om hvordan han ikke længere har en berettigelse i denne verden. Byde hans krop om at vise sin sande status hvor legemet ikke er bundet sammen af livsforlængende eliksir.

Darlo fortæller at hvis han falder i den kommende kamp, så foreslår han at Largu tager over som denne repræsentant og taler de sande ord til Kalkas.

Gregers som taler på vegne af krigerstanden bør også have en mulig erstatning på hans repræsentantskab som bør være Baldrian i første instans og derefter Arno.

Arno som repræsentere købmandsstanden og som har fuld indsigt i den skade en købmandsstand kan have på en befolkning bør erstattes om uheldet er ude af Darlo, hvor Largu så må tale på folkets vegne.

Det er netop kombinationen af denne gruppe der gør at de har en chance for at lykkes mod den sort avetar – Miramhamba. – Det er hvad vogteren så !!!

-Darlo

Hvad er meningen?

Arno: han repræsenterer købmandsstanden. Skyld er deres hoved bestanddel. Skyld for at rane til sig og berige sig i luxus og magt på bekostning af uskyldige. Arno har svoret aldrig at tage et liv. Livet er helligt og købmændene i Gula har taget alt for mange og omformet dem til grønne væsker. Han vil slå ned og blotlægge enhver grådighed og griskhed der fører med sig smerte og fornedrelse for andre. Den vej kender han alt for godt enden på.

Det har han lovet Den Røde Ports Vogter.

Vores mission ifølge Arno:

At passere vildmarken og bestige Det største bjerg i vinterhalvåret. Kun ved hjælp af et Duhithar telt er det muligt og med fører der kender bjerget. Tyrerdanserne er vores bedste bud på allierede.

Ved bjergets top vil vi, på stadig uforklarlig vis, kunne komme i kontakt med en hvid Avetar, en ren og mere naturbunden sovende Avetar. Arno går ud fra at Darlo og Largu, de to med overnaturlige kræfter har styr på den del.

Vi håber at Den Hvide Avetar vil hjælpe os til at redde denne del af verdenen fra at falde i Kalkas og hans Avetars klør. Under samlingen af oldersirer vil Kalkas avetar træde ind i verdenen for en kort stund og overtale sindet hos samtlige oldersirer. Hvis vi under samme forsamling medbringer en flig eller en åndelig tilstedeværelse af Den Hvide Avetar kan de to overjordiske halvguder strides mens vi vælter Kalkas. Arno regner med at det i praksis fungerer som en Menakshi der bærer et lille smykke elle ren form for perle der indeholder en flig eller et frø af Avetaren.

Hvorfor skulle nogen hjælpe os?

Fordi vi vil Det Gode: En verden hvor landet styreres fra Bilva med en leder fra hver befolknings gruppe. En verden hvor Sefuer tjener som rådgivere og beskyttere med deres sunde fornuft og ikke et fastlagt regelsæt. Arno vil bruge denne mulighed for at bryde fri fra sin skoling og starte en ny skole: Hjertets vej.

Spørgsmål: Hvad er Perlen? Hvordan virker den. Er det ikke på samme måde at Kalkas fik kontakt med sin Avetar? Fandt han ikke også en perle skyllet op på stranden?

Den hvide mur ved verdens ende

Efter lang tids rejse over det storblæste hav er gruppen ved at nærme sig det næste mål for deres rejse: Vinterbyen, for foden af den store hvide mur af is hvorfra Khalkas's tjenere vrister forgangne tiders dæmoner fri og vækker dem til live.

10 km syd for byen valgte gruppen at lægge ind til kysten og begrave alle skatte, smykker, og de fleste af deres penge, for nemmere at kunne spille rollen som eventyrlystne ungersvende med kun få mønter på lommen. Det blev besluttet at Vesterian skulle blive tilbage og vogte stedet.

Da vi nærmede os stedet blev især Arno og Gregos slået med fremmetheden: hytter af træ og dyreskind, mange af dem gravet ned, så kun taget stak op med den bitre vind. Andre var rejst med enorme knogler, måske fra hvaler og andre havdyr. Fra isbræen lød der af og til enorme brag, og vand og damp fossede ud. Den unge mand, der sejlede os det sidste stykke fortalte os hvordan byen var delt mellem tre magtfaktorer, som vi hurtigt mødte repræsentanter for, så snart vi satte en fod på bredden.

Den første var en soldat, ved navn Ujarla, der afkrævede os told i Generalens navn. Han tog benene på nakken så snart Oldersiren ankom med sit følge. Denne oldersir havde vi hørt beskrevet som en, der var blevet fordrevet fra andre landsbyer, og som til sidst var kommet hertil, lokket af lugten af penge. Han bar en hvid stav med et maskelignende ansigt, det var forfædreånden Gunnanyarni, og igennem den beskuede han indgående Arno og Largu.

Oldersiren fortæller os, at det er forfædreånden der afgører ens skæbne, især i spil, og senere for vi også at vide, at spiller man terninger mod en af Gunnanyarnis tjenere er man sikker på at tabe. Vi lover at møde op til et møde i oldersirens hus næste dag.

Kort efter for vi logeret os ind hos en mand ved Gisli, der er en af de lokale folk. Det viser at vores penge meget hurtigt for penge at gå på, hvilket dog også er en del af vores plan, dog en del, der volder Darlo store kvaler, da tanken om at være uden penge, og på andres nåde tilsyneladende vækker en dyb angst i ham. Måske har han prøvet sådan noget før.

Gisli fortæller os mere om dynamikken i byen, og det korte af det lange er, at man som ny er bedst tjent med at tilhøre en af de tre grupperinger i byen, da man der kan få kost og logi og være i relativ sikkerhed. Den tredje magtfaktor har vi endnu ikke mødt, men det er en, der kalder sig Eho den Blå. Det er Khalkas' mand, og ham der er ansvarlig for at grave dæmoner frem fra isen.

Udover Generalen, oldersiren og Eho den Blå, spiller Amaranthysserne også en vigtig rolle i byen, hvor de har monopol på handel med mad.

Senere på dagen finder vi frem til en enorm, nedgravet krostue ved navn 'Den røde konges hule' hvor der om aftenen skal være nævekampe. På kroen optræder også en danserinde ved navn Koiralarni, en rødhåret kvinde far det lokale folk, der befinder sig her i fangeskab, og senere erfarer vi, at hendes familie holdes fanget i minerne. Koiralarni er det som de lokale betegner 'Tyredanserinde', men på kroen har hun blot fået en ussel træko at boltre sig på.

Vi hører også om de største nævekæmpere i byen, Generalens hero bærer navnet Pastoro, og på fuldmånenatten vil Eho den Blå sende sin, der bærer navnet Pulgio. Det kommer som noget af et chok da vi finder ud af at denne Pulgio må være en Sefu fra Akademiet.

På kroen kommer vi i snak med en fordrukken soldat ved navn Akish, der fortæller om en straffeekspedition han skal deltage i næste dag, mod en af de lokale landsbyer. Vi øjner her en mulighed for plan til at kunne vinde de lokales respekt, og pumper ham for information. Men da han ikke kender til det præcise mål, begiver Darlo og Gregos sig til hvervningskontoret, og under dække af at ville melde sig til tjenesten lykkes det Darlo med sin stemme at få tilstrækkelig med information til at Gregos og Arno føler sig parate til at drage ud i vildmarken midt om natten. Desværre går det op for hvervningsofficeren, at en af soldaterne har talt over sig. Darlo bliver fulgt af en gruppe soldater tilbage til kroen, hvor han skal prøve at udpege Akish. Det ender med at blive Largu, der kan identificere den brutale drukkenbolt, og senere på aftenen ser de ham blive pågrebet og få skåret ørene af.

Imens har Arno og Gregos under påskud af at skulle hente lidt af deres reserver uden for byen af Gilgis fået hjælp til at låne to gråhjorte og en slæde. Snart haster de ud i natten, dog først ned omkring Vesterian for at hente smykker og våben. Inden vi kommer af sted fortæller Gilgis os bla om at både Generalen og Eho hver har et kammer, beklædt med guld, der siges at kunne skærme dem mod både vind og kulde.

Fremme mod landsbyen er det heldigt at Vesterian mestrer den murabamske tunge og har ordet sin magt, så han kan få overbragt alvoren i truslen til de lokale folk der først møde os med en hvis skepsis, da vi kommer dundrende ud af mørket.

Nu er spørgsmålet bare om vi kan nå tilbage inden daggry!