Vesterian

Baldrian Tott's mørke tanker

Baldrian sidder i mørket med en glød i piben og hvæsser sit kortsværd. Sværdet er forlængst så skarpt som det kan blive. Han har testet bladet ved forsigtigt at barbere noget af håret på sin venstre arm. Alligevel lader han stadig slibestenen glide op og ned af sværdbladet på det samme sted på klingen. Frem og tilbage frem og tilbage.

Han retter lidt på forbindingen på over den store brystmuskel i højre side og ømmer sig. "Det gør mig sgu ikke noget at bløde lidt" mumler han lavmælt for sig selv. "Det gør mig ikke noget. Et par nætters søvn og jeg er god som ny. Jeg har prøvet det før." - "Men bare en lille smule tak kunne man godt bruge. Vi satte liv og førlighed på spil og reddede alle de folk og ikke andet end sure miner og mistænksomhed for man fra folk her på egnen. De kan sgu rende mig - og løn er der naturligvis heller ikke tale om, ikke at det ville nytte noget, jeg ville vel bare blive tvunget til at efterlade det et sted."

"En lille smule tak, ja, det ville lune. Gregos er taknemmelig. Jeg kan se det på ham. Han er god nok, Gregos. Jeg vil holde mig mere til ham. Han er til at forstå. Ikke som Largu. Og til at stole på. Ikke som Darlo eller Arno. For dem er jeg bare et redskab. Et sværd, som kan kastes bort når det bliver sløvt. - Men det er jeg jo vant til. Heldigvis er jeg et skarpt sværd endnu."

Et lille smils spreder sig under de rynkede bryn. Baldrian taler stadig lavmælt med sig selv ud i natten. Han mindes følelsen, da kortsværdet gik ind i det flyvende væsens bug. Igen og igen. Selv udyr af den slags må frygte Baldrian. Men Largu ... Baldrian rystes af en hurtig kuldegysning. "Hans fingre sad fast i mig ! De sad fast i min hud, som orme eller igler, der sugede af mit blod. Jeg troede han var min ven. Han har reddet mit liv og jeg har beskyttet hans - men jeg forstår ikke længere hvem, eller hvad ... han er. Jeg er bange for ham nu, og det kan man ellers ikke sige om mange, at Baldrian Tott er bange for dem"

Baldrian smiler igen, løfter sværdbladet op og kigger på det i månelyset. Det var vist skarpt nok nu.

Svøben fra det faldne rige rammer Vinterbyen

Den opgående sol kanter de fjerne bjerge med rosa mens Gregos, Largu og Darlo traver frem over gletcherens forræderiske is. Bag dem er himmelen stadigvæk mørk, men over Vinteryens brændende huse fylde luften med sære grønne og blå lysskær.

Gregos's krop føles forkert, han tør ikke stole fuldt på, at hans ryg virkelig kan være helet efter Ehus grusomme behandling af den. Samtidig føles hans sind mørkt og tomt. Først nu, i fraværet, forstå han hvormeget Sorianna har betydet. Men en lille glød af håb er blevet ved Mithras ord. Der er en måde hvorpå han kan sone sin brøde.

Bag ham mundhugges Largu og Darlo lavmælt. Eller måske er det bare deres måde at tale til hinanden på. Ordene løber hurtigt på kystens tunge, og Gregos forstår kun små bidder, men fornemmer det drejer sig om Arno.

Efter et stykke tid lukke han af for deres ord, og ihukommer sig de sidste par dage.

Hvor meget af det her kunne have været undgået, hvis han havde slået den fiskerdreng ihjel, og havde han i virkligheden dømt ham til en langt værre skæbne? Det var jo hans ed havde handlet om. At kunne slå ihjel, men vide hvorfor man gør det. Gregos ranker ryggen og knækker nakken, gyser svagt ved erindringen om Ehus berøring, men glemmer det så, for over de fjerne bjerge bader morgensolen gletcheren i et gyldentrødt skær. Han strammer grebet om sværdhæftet. Det føles godt og rigtigt, og han forstår det første trin i hans videre færd må blive et opgør med de fordærvede maskiner. Havde sandhedsmasken blot stadigvæk været i Ehus kammer, så han kunnet have knust den for øjnene af Arno.
Gregos stopper pludselig. Fraværet af Largu og Darlos stemmer river ham ud af hans tankespind, og han vender sig om. Heksesønnen og honningtungen står begge tavse og skuer bag sig.
Han har hørt om nordens lys, der kan oplyse nattehimmelen, men ved det ikke er det. Grønlilla skær flænger mørket bag dem, og selv her på flere mils afstand kan han mærke den enorme udladning af essens. "Det begynder igen," hvisker han gennem sammenbidte tænder. "Sorianna, skulle du finde mig værdig, så lån mig styrke til at standse det!"