Han retter lidt på forbindingen på over den store brystmuskel i højre side og ømmer sig. "Det gør mig sgu ikke noget at bløde lidt" mumler han lavmælt for sig selv. "Det gør mig ikke noget. Et par nætters søvn og jeg er god som ny. Jeg har prøvet det før." - "Men bare en lille smule tak kunne man godt bruge. Vi satte liv og førlighed på spil og reddede alle de folk og ikke andet end sure miner og mistænksomhed for man fra folk her på egnen. De kan sgu rende mig - og løn er der naturligvis heller ikke tale om, ikke at det ville nytte noget, jeg ville vel bare blive tvunget til at efterlade det et sted."
"En lille smule tak, ja, det ville lune. Gregos er taknemmelig. Jeg kan se det på ham. Han er god nok, Gregos. Jeg vil holde mig mere til ham. Han er til at forstå. Ikke som Largu. Og til at stole på. Ikke som Darlo eller Arno. For dem er jeg bare et redskab. Et sværd, som kan kastes bort når det bliver sløvt. - Men det er jeg jo vant til. Heldigvis er jeg et skarpt sværd endnu."
Et lille smils spreder sig under de rynkede bryn. Baldrian taler stadig lavmælt med sig selv ud i natten. Han mindes følelsen, da kortsværdet gik ind i det flyvende væsens bug. Igen og igen. Selv udyr af den slags må frygte Baldrian. Men Largu ... Baldrian rystes af en hurtig kuldegysning. "Hans fingre sad fast i mig ! De sad fast i min hud, som orme eller igler, der sugede af mit blod. Jeg troede han var min ven. Han har reddet mit liv og jeg har beskyttet hans - men jeg forstår ikke længere hvem, eller hvad ... han er. Jeg er bange for ham nu, og det kan man ellers ikke sige om mange, at Baldrian Tott er bange for dem"
Baldrian smiler igen, løfter sværdbladet op og kigger på det i månelyset. Det var vist skarpt nok nu.
No comments:
Post a Comment