Svøben fra det faldne rige rammer Vinterbyen

Den opgående sol kanter de fjerne bjerge med rosa mens Gregos, Largu og Darlo traver frem over gletcherens forræderiske is. Bag dem er himmelen stadigvæk mørk, men over Vinteryens brændende huse fylde luften med sære grønne og blå lysskær.

Gregos's krop føles forkert, han tør ikke stole fuldt på, at hans ryg virkelig kan være helet efter Ehus grusomme behandling af den. Samtidig føles hans sind mørkt og tomt. Først nu, i fraværet, forstå han hvormeget Sorianna har betydet. Men en lille glød af håb er blevet ved Mithras ord. Der er en måde hvorpå han kan sone sin brøde.

Bag ham mundhugges Largu og Darlo lavmælt. Eller måske er det bare deres måde at tale til hinanden på. Ordene løber hurtigt på kystens tunge, og Gregos forstår kun små bidder, men fornemmer det drejer sig om Arno.

Efter et stykke tid lukke han af for deres ord, og ihukommer sig de sidste par dage.

Hvor meget af det her kunne have været undgået, hvis han havde slået den fiskerdreng ihjel, og havde han i virkligheden dømt ham til en langt værre skæbne? Det var jo hans ed havde handlet om. At kunne slå ihjel, men vide hvorfor man gør det. Gregos ranker ryggen og knækker nakken, gyser svagt ved erindringen om Ehus berøring, men glemmer det så, for over de fjerne bjerge bader morgensolen gletcheren i et gyldentrødt skær. Han strammer grebet om sværdhæftet. Det føles godt og rigtigt, og han forstår det første trin i hans videre færd må blive et opgør med de fordærvede maskiner. Havde sandhedsmasken blot stadigvæk været i Ehus kammer, så han kunnet have knust den for øjnene af Arno.
Gregos stopper pludselig. Fraværet af Largu og Darlos stemmer river ham ud af hans tankespind, og han vender sig om. Heksesønnen og honningtungen står begge tavse og skuer bag sig.
Han har hørt om nordens lys, der kan oplyse nattehimmelen, men ved det ikke er det. Grønlilla skær flænger mørket bag dem, og selv her på flere mils afstand kan han mærke den enorme udladning af essens. "Det begynder igen," hvisker han gennem sammenbidte tænder. "Sorianna, skulle du finde mig værdig, så lån mig styrke til at standse det!"