Gruppen sad på stranden da solen stod op over Vinterbyen. Vi havde været i den mest modbydelige kamp nogensinde og overlevet mødet med verdens svøbe. Men når man kiggede ned af Gregos iturevne krop var overlevelse ikke det første man tænkte på. Han lignede en stofdukke som en hund havde haft fat i og rusket rundt med indtil den blev træt. Darlo lader som om hans sår i armen ikke gør noget, men Arno havde set det nede i hulen og sagde til sig selv at den slags bliver man lam af hvis det ikke bliver tilset ordentligt. Men hvem ved hvilke medikamenter han har til rådighed, som han sniffer, drikker eller spiser mens vi andre kigger væk. Mest mystisk er det nok at Baldrians sår syntes helede, men det må være fordi han er hærdet gennem mange kampe som et spyd der er svedet i ilden og har prøvet det før.

Vi måtte tænke klart og hurtigt da en gruppe soldater red os i møde. Det blev besluttet at Arno skulle se om han kunne få hjælp til Gregos så han kunne overleve og resten af gruppen ville søge op på gletcheren og forsøge at advarer de lokale krigere.

Da Arno og Gregos kom til generalens ruin blev Gregos hurtigt bragt ud af syne. Arnos træning satte ham lynhurtigt istand til at overskue situationen og regne ud hvor Købmændene befandt sig.; Han skabte kontakt til en ung kvinde, der viste sig at være datter til den mand, der stod i gæld til Arno og som havde lovet at sætte hans hånd på igen.

Arno blev ført igennem gangene under generalens hus og fik maskiner og væsner at se som han kun havde læst om i bøger. Datteren overtog sin faders ed, idet han var død. Men idet Arno trak sin afhuggede hånd frem fra jakken var den gold og forgået og kunne ikke længere bruges. En anden hånd blev tilbudt. Fra en anden mand. En falden kriger der just var blevet bragt ind og som ikke var værd at redde. Hans krop var fyldt med æg fra Gunaen og desuden ødelagt så meget at det ville kræve for store resurser at fixe. Hun lagde sin glødende finger på hånden og skulle til at skære den af, da det gik op for Arno at manden var Gregos.

Arno fik valget mellem at bruge eden på at få sin hånd sat på eller redde Gregos.. Det blev selvfølgelig Gregos. Operationen var et mirakel i sig selv. Uhyggeligt og effektivt. Arno vil sent glemme det han så og hvad d et gjorde disse købmænd, der handler med menneskers liv og kød og sjæl som var det en handelsvare lig korn eller kvæg.

Da Gregos var helbredt og Arno så ham stå og tale som var intet hændt, stirrede han stift på sin armstump og traf en beslutning han nok kommer til at fortryde dagligt resten af sit liv. Han satte sig i gæld til Duhitharene og de satte en hånd på igen. Ikke hans egen men en tilfældig soldats hånd. Farven er mærkelig og har mere hård en Arnos egen. Efter operationen tog købmændene imod en klump blodguld som fuld betaling for indgrebet, men Arno ved også godt at den slags handler aldig er fuldendte ved blot at blive betalt ud.

Arno og Gregos besluttede ikke at sige til resten af gruppen at hånden var en fremmedes. Det holder de mellem dem selv.

Overraskelsen var malet i hovedet på Darlo, Largu og Baldrian da de to vesterlændinge vendte tilbage. Gregos løb dem i møde og Arno vinkede.

Men Badlrian havde ildevarlsende nyt. Han troede han havde spist en Vandperle inde i hulen hos Gunaen, men i stedet var det livsfrøet fra frødemonen han selv havde slået ihjel. Han var nu besat af et fremmed væsen. En ånd eller en menakshi om man vil. Derfor hans mirakuløse helbredelse. Han fortalte at demonon talte til ham inde i hovedet og at han havde givet den et navn. Han kaldte den: Bors.

Hvordan dette nye medlem af gruppen skulle modtages herskede der en del tvivl om, men Darlo kom op med den gode ide at evaluere hver dag om aftenen om Bors var en hjælp eller en forbandelse. Over de næste par dages rejse skulle det vise sig at Bors hurtigt gik fra at være en fortrindelig ledsager til at være en dyrisk plage for Baldrians viljeløse krop og sjæl. Udfaldet syntes nært. Darlo mener han kan uddrive ånden. Arno er bange for at Badlrian ikke vil overleve og at Darlo er ligeglad.